Uge 9 - Del 2 - Weekend fuld af forandring

Efter en hyggelig dag på den lille skole, hvor jeg syntes at jeg er ved at falde godt til. Inspektørerne spurgte mig endda om jeg ville overveje at komme forbi ham mandagen efter for at holde Poya dag. Det sagde at jeg at det ville jeg da overveje, og de spurgte om jeg ikke også skulle spørge Banthe om lov da det var ham der ligesom var ansvarlig for mig. Jeg forstod ikke helt hvorfor jeg skulle have lov, men de forklarede at der jo altid kan ske uforudsete ting og han fungere vel, sammen med Kamilla, som en form for værge når jeg er der.

Senere på fredagen kom Banthe forbi, der skulle laves en masse ændringer på drengehjemmet.

Som så mange gange før så sker der noget når Banthe kommer. Vi sad og snakkede om fremtiden og at jeg følte at jeg ikke gjorde nogen forskel der hvor jeg var. Vi havde snakket om dette løst over telefonen, og jeg havde flere gange nævnt det overfor Kamilla. Han forslog at jeg kom til Matara og bosatte mig på templet i Weherahena for derfra at undervise IT på pigehjemmet. Det lød som et projekt jeg meget gerne ville være med til at starte og få til at køre, så jeg sagde at jeg var frisk. Han bedte mig være klar mandag over middag og det passede mig fint for så havde jeg lige nogle dage at pakke og sådan i.

Det var godt nok noget at en omvæltning oppe i mit hoved, jeg havde svært ved at forstå at det skete så hurtigt, men på den anden side var det jo præcis det jeg søgte og var rigtig glad for at komme ”videre” så jeg ikke følte at min tid blev spildt. Selvfølgelig er min tid aldrig helt spildt, og Kamilla snakkede ofte om at det jo også sætter et indtryk i børnene at jeg har været der, det kan bare ikke måles eller ses.

Den weekend prøvede jeg at nyde min sidste tid, i den omgang, i Hambantota området. Jeg tog ind til byen lørdag for at tage lidt billeder og få nydt det varme vejr lidt. I min søgen efter wifi kom jeg i snak med en tuk-fører, som snakkede rigtig fint og velformuleret engelsk. Vi fik en god lang snak om politikken i landet og hvad mans holdninger var til fremtiden, han virkede uddannet og det var rart at få snakket om Sri Lanka på en anden måde end jeg ellers havde. Efter næsten en times snak fik han guided over til et hotel som lå ud til havnen som havde wifi, desværre havde de virkelig dårlig karry.

Søndagen brugte jeg det meste af formiddagen på at tag billeder af og omkring hjemmet., kunne godt mærke, da jeg gik rundt, at jeg ville savne stedet. Men det var nu aldrig blevet det samme efter drengene var taget afsted og jeg var ikke i tvivl om at det var det rigtige valg jeg havde truffet om at tage til Matara.

Til frokost kom der en ældre herre med en taske, vi sad og spiste så han satte sig og deltog. Nimar vidste umiddelbart ikke hvem det var, men det viste sig at være den nye forstandet. Han var tidligere inspektør og lærer, det var typisk sådanne folk Banthe ville have så de for det første var vant til børn og så de evt. kunne hjælpe med lektier og lign..

Efter frokosten ringede Banthe til Nimar som rakte mig telefonen, han ville høre om jeg ikke ville med allerede den dag i stedet for dagen efter. Jeg havde ikke rigtig noget at bruge en ekstra dag i Hambantota så takkede ja.

Så fik jeg ellers travlt med at rydde op og gøre rent på mit værelse og badeværelse. I mellemtiden kom Banthe for at sætte to mænd i gang med de forbedringer og ændringer der skulle laves. Der skulle sættes noget hegn op for at opdele der hvor de sov og spiste fra resten af området og der skulle ordnes noget strøm og andre småting.

Det hele gik lige pludselig endnu hurtigere end jeg havde regnet med. Jeg fik dog hoppet over forbi den store sten, der stod ved et af templerne, for lige at tage nogle billeder ud over landskabet.

Mens Banthe gik rundt med de to mænd i hælene for at vise hvad de skulle gøre, kom Kumara forbi med bussen som havde været til syn. Jeg var glad for at han kom så jeg i det mindste fik sagt ordentligt farvel til ham. Jeg havde jo hverken snakket med den ene eller den anden skole, så følte lidt at jeg bare tog afsted uden at give den mindste lyd fra mig. Men Banthe sagde at han ville informere dem og jeg tænkte at jeg jo kunne besøge dem en dag i den nære fremtid. Kumara fortalte om at han havde været på hospitalet om onsdagen fordi hans dreng skal opereres for brok. Det pudsige var at efter operationen, som gik fint, kom hans kone ind på samme hospital og skulle føde. Så han havde haft en spændende og livlig dag, som han selv sagde, var han netop stoppet med at græde, fordi han var nervøs for sin søn, og så kunne han starte igen da hans tredje søn kom til verden. Han er et godt menneske og jeg er ked af, at jeg ikke kom til at bruge mere tid sammen med ham.

Da jeg havde fået pakket færdig og Banthe havde fået instrueret mændene i hvad der skulle gøres, satte vi ind i bilen og kørte afsted. Med var også en anden munk som var ansvarlig for et område vi skulle besøge dagen efter. Da vi sag i bilen og kørte indad i landet, gik det op for mig hvad han mente da de snakkede om det møde de skulle til dagen efter. Jeg spurgte indtil hvornår vi regnede med at ankomme til Matara og Banthe svarede at det nok blev lidt over middag dagen efter. Så blev jeg jo nysgerrig på om hvor vi skulle sove og sådan for jeg havde forstået det som at vi skulle køre direkte. Banthe forklarede at vi skulle sove i hans forældres hus, et nyere opført hus som skulle være rimelig stort.

Efter en længere køretur igennem små landsbyer og af krogede veje med palmer ind over vejen, og nogle meget gamle veje, kom vi frem til huset, eller vil nærmere kalde det et mindre palads, det var et meget stort hus. Omringet af palmeskov og en stor indkørsel med gadelamper. Da det nu var deres private ejendom ville jeg ikke tage for mange billeder da jeg lidt følte at det var underligt, men fik da knipset lidt hist og pist for at kunne huske stedet.

Dagen før havde de holdt en form for messe for at mindes og ære forældrene, så alle Banthes søskende var i huset da vi kom. Messen havde fortsat hele natten og nogle af dem havde ikke sovet overhoved, så de hang lidt og så søvnige ud nogle af dem. Det var rigtig hyggeligt med et så stort hus fyldt med mennesker, unge som gamle, alle sammen enten i familie med eller venner til Banthe.

Efter et lækkert måltid hvor jeg, for første gang i sri lanka, fik pølser som smagte virkelig godt. Begyndte det at regne så småt og vi satte os ind i den store stuen, hvor alteret som var blevet brugt til messen også stod. Der sad vi og småsludrede lidt om alt og intet, fik snakket med hans bror som har en butik i Colombo hvor de sælger IT og IT ydelser. De havde umiddelbart ikke brug for hjælp til noget, havde ellers sagt at de bare skulle sige til, så måske hopper jeg forbi butikken en dag.

Jeg satte mig ud for at se og høre regnen ude foran huset på den store terrasse, Banthe fulgte efter og satte sig ved siden af mig. Vi fik en lang snak om kulturen i Sri Lanka, Buddhisme, om det at blive og være munk. Jeg kom meget tættere ind på Banthe den aften og lærte hans person og holdninger til nogle ting som jeg sætter pris på. Det er sjovt at tænke på min situation den aften, sad omringet af jungle, i et kæmpe hus, i silende regn og snakkede med en munk om kultur og religion. Det var frigørende og som jeg har oplevet mange stedet i Sri Lanka, kærligt på anden måde.

Uge 9 - Del 1 - Skole og Bryllup

Det var nogle gode dage i skole. Både den lille hvor vi mødtes mandag efter skole med de ældste af eleverne og legede. Der troppede alligevel 19 op så vi lavede tre hold, jeg, Arjanta (engelsklæreren) og inspektøren havde et hold hver. Vi lavede ordlege hvor man viskede et ord eller kort sætning til en person som så skulle sige det videre og så kom det tilbage i en ring, de var rimelig gode og mit hold vandt selvfølgelig :P

På den større skole var engelsklæreren syg om tirsdagen så jeg måtte undervise to klasser alene. Det gik rigtig godt, gentog en øvelse med en 5. klasse som vi havde lavet ugen før, de kunne huske meget af det vi havde prøvet sidst og jeg følte rent faktisk at de lærte noget da de kunne svare og reagere på de ting vi lavede. Havde også en 10. klasse hvor specielt pigerne var godt med og vi fik snakket om hvad de kunne lide og ikke kunne lide, såsom cricket og dans, det var dog list svært da drengene er meget dårligere end pigerne, så det blev lidt opdelt med hvad jeg kunne spørge drengene om kontra pigerne. Da jeg kom hjem den tirsdag var jeg helt ”høj” af det jeg havde oplevet med at føle at jeg rent faktisk havde lært dem noget den dag.

Om torsdagen var jeg blevet inviteret med til bryllup, en af skolelærerne fra den større skole havde indviteret alle lærerne med så vi skulle følges derud. Jeg havde først fået afvide at vi blev kørt i en minibus eller ligene, men om morgenen blev det ændret til at vi skulle med den offentlige bus. Engelsklæreren kunne ikke komme med, fordi hendes bedstemor var død et par uger forinden og i respekt for sine forældre måtte hun ikke more sig eller ligene. Dette resulterede så i at hun skulle sørge for skolen mens alle andre tog afsted, og da jeg som den sidste tog afsted havde hun sat alle klasserne til at lave noget fælles på hver enkelt klasses tavle, det fungerede fint og hatten af for at hun kunne styre det. Jeg blev dog efterladt da ingen havde fortalt mig hvornår bussen kørte og jeg havde forstået at vi alle skulle følges ad, så da jeg først så bussen komme var det for sent til at jeg kunne nå det. Heldigvis var der en som kunne tage mig med på hans motorcykel, dette resulterede dog i at jeg skulle have hjelm på og jeg havde, i dagen anledning, sat hår så det var jo ikke super optimalt. Men sikkerhed først og det var jo fint nok at jeg overhoved havde muligheden for både at blive kørt og at han havde en ekstra hjelm.

Der var da også delte meninger om min frisure, men bruden kunne lide det så det var jo fint, men it-læreren kommenterede at hun fortrak det som det var uden voks.

Det var en dejlig dag at holde bryllup, solen stod fint på himmelen og der var en god hyggelig og afslappende stemning. Vi satte os udenfor til at starte med, fik en velkomstdrink og brudeparret kom over for at sige hej. Bruden var rigtig fin, det var flot at se en brud ikke kun iført de klassiske hvide toner som vi kender dem, men hendes kjole var farvestrålende og hun havde en flot frisure med gul-ting i håret.

Efter lidt hyggen ude i ”haven”, blev vi bedt om at gå til bords, dette gjorde de ved at gå rundt med to glas vand på et fad. En af lærerne fortalte at man så skulle røre ved fadet for at vise at man er klar og sådan, en meget hyggelig måde at gøre det på. Det var nevøen som gik rundt med fadet, han var ofte ovre og ville småsnakke med mig, han var meget venlig og det var også ham som der bød mig velkommen da vi ankom. Han havde en meget stærk klassisk ”indisk” accent.

Maden var rigtig fin, og der var selvfølgelig mulighed for at vaske hænder før man tog sin tallerken. Jeg kunne ikke se noget bestik så jeg tænkte at jeg jo måtte sprænge ud i det og tage det som det kom. Der var heldigvis skilte på al maden, også på engelsk. Jeg fik smidt noget mad på tallerkenen og fik udleveret et stykke bryllupskage, deres kage er den samme alle stedet som jeg forstod det, der findes simpelthen en kage specielt til det.

Fik sat mig med de andre og de var søde til at spise langsomt da jeg ikke ligefrem var 100 meter mester i at spise med fingrene, og det blev lidt ”sjovere” da en af gæsterne begyndte at tage billeder af mig mens jeg spiste. Syntes det var lige i overkanten, men kunne ikke gøre så meget andet end at spise videre så godt jeg kunne.

Efter spisningen blev der holdt taler til parret. Det var mere fast hvem der skule tale, og det var mere råd til livet end taler om parret, indimellem fremførte en af de ældre en lille kærlighedsvise, det var meget sødt og en fin måde at skifte taler på. Jeg blev også nævnt i en af talerne, fik jeg afvide, den stiveste af onklerne snakkede om at det var fantastisk at Niluka havde venner overalt, selv fra andre steder i verdenen.

Mens vi sad og lyttede på talerne spurgte en af lærerne om jeg ikke ville tale til parret, jeg måtte lige synke en gang o prøve at finde en god pæn måde at sige nej på. Hun smågrinte lidt og 10 sekunder efter sagde hun, at det altså bare var en joke, he pyha.

I Sri Lanka bor hele familien typisk sammen under et tag, og når man bliver gift skifter man så at sige familie. Efter talerne satte parret sig ude foran hvor hver af deres forældre så gik på knæ for dem og de for deres forældre, dette gjorde de fleste familiemedlemmer så efterfølgende og det var så det ”sidste” farvel og et symbol på at bruden bliver givet videre til den anden familie, sådan forstod jeg det i hvert fald. Der var mange tåre, det lignede at de fleste kom fra brudens familie, det giver også mening hvis det dem hun skal ”forlade”.

Jeg fik spurgt mig frem til at jeg blot skulle give hånd til dem begge og ønske held og lykke, så jeg gik over i køen og da det blev min tur ville jeg give hånd til Niluka først, da det var hende jeg kendte og hun stod tættest, men gommen rakte sin hånd ind foran hendes og var meget ivrig for at fortælle at han var glad for at jeg var kommet til deres bryllup. Det var lidt sødt at han var så ivrig og det var nok noget status eller ligene men syntes nu at det var lidt anmassende overfor hans nye kone. Men hun trak ikke en mine så det gjorde jeg heller ikke.

Da parret var kørt vendte vi næsen hjemad, inspektøren spurgte om jeg ikke kunne tage bussen da det var nemmere hvis han kørte bag på motorcyklen hjem da de skulle samme vej og sådan. Det var selvfølgelig helt i orden og det var også hyggeligt at følges ud til og tage bussen sammen med alle de andre lærer. Den unge lærer, som er på alder med mig, insisterede på at betale min busbillet. Han var rigtig flink.

Dag 35 - Hygge

Den søndag stod jeg tidligt op for at tage over til Veherahena templet. Efter morgenmaden tog jeg mit kamera i lommen og hoppede over til templet som ligger små 300 meter væk, nærmest på den anden side af vejen.

Det var et virkelig flot tempel, med den store Buddha statue som kronen på værket. Der var dog også nogle boder eller butikker af en art som solgte ting og sager, det kom lidt bag på mig at sådanne kommercielle ting havde et indtog i et tempel. Da jeg kom ind var der en munk der kaldte mig til sig og havde gjorde tegn til at jeg skulle smide mine sandaler, jeg vidste godt at de skulle af, jeg kunne bare ikke finde ud af hvor, men var tydeligvis gået for langt ind. Jeg lagde dem ved en vandpost, hvor man typisk gør blomster klar og vasker hænder tror jeg, der stod ikke andre, men det var også tidligt så jeg var nok den eneste turist der.

Gik lidt rundt og kom hen til en lille bygning, ved siden af det hellige træ, hvor der stod en mand og kaldte mig til sig. Inde i den lille bygning sad en yngre munk med noget hvid snor, han bedte mig om at modtage deres velsignelse og jeg fik et stykke snor om håndledet mens munken sagde nogle få ord. Efterfølgende bedte de selvfølgelig om en lille donation, men det er nok meget normalt for sådanne steder.

Det var en dejlig varm morgen og jeg gik en tur rundt om templet, der var en større bygning med en stor åben sal, hvor der stod en ældre munk og underviste/talte til en stor mængde elever. Jeg tror det var Dharma(undervisning om Budisme og Buddha), men var ikke helt sikker, det var jo søndag så det var meget sandsynligt. Der var en mindre springvand som desværre var slukket og lignede at det ikke rigtig blev brugt. Det var på bagsiden af templet, så jeg ved ikke om det var fordi de ikke kunne kører der økonomisk og derfor fokuserede på det større oppe foran statuen.

Bagsiden af templet

 

For at komme op omkring den store Buddha skulle man først ned under den, igennem en mindre labyrint af små gange. Der var malerier på alle vægge langs de smalle gange, det var historier og fortællinger om Buddha. Ved indgangen til gangene stod en man ved et skilt, hvor der stod at alle udenlandske gæster skulle betale 200 for at kommen ind, disse penge ville så blive brugt udelukkende til vedligeholdelse, jeg syntes det var en fin måde at gøre det på. Man kan også vende den om og sige at det burde være valgfrit da dette bryder lidt tankegangen med religionen som jeg ser det.

En af gangene

Den bygning som bygget rundt om statuen er i flere etager, nogle med udsatser man kan gå ud og komme helt tæt på statuen. Det skulle være den største Buddha statue i Sri Lanka og den 3. eller 4. største i verden. Udsigten udover marker og templet var fantastisk, man fornemmede at den store Buddha kiggede ud over det pragtige land. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på om de overhoved rengjorde den, og hvis de gjorde hvordan og hvor ofte. Man kunne godt se at rillerne på hans kåbe var godt snavset og revnerne imellem hans tær havde meget snavset vand fanget. Men ikke desto mindre et meget flot værk og i sandhed et besøg værd.

Efter min lille tur til Veherahena hoppede jeg hjem til det tempel jeg boede på for at hente mine ting, tage min afsked med de små munke og den rare ældre mand. Jeg fortalte dem at jeg tog afsted og ikke kunne sige hvornår jeg kom tilbage.

Jeg tog en tuktuk hen til Metta centeret hvor Kamilla var i færd med at undervise Dharma. Jeg havde ikke været til Dharma undervisning før så hun havde inviteret mig til at komme og se hvad det gik ud på. Da jeg kom, gik jeg ind til den store sal på centeret, der var samlet en del børn og unge som sad i aldersgrupper fordelt rundt i salen. Kamilla sad sammen med de ældste oppe på en scene som var en den ene ende, de sad og tegnede. Kamilla havde sat pigerne til at tegne Buddha og hans kone (før han blev munk og senere Buddha, havde han et andet navn, var prins, gift og fik en søn). Så jeg satte mig og kiggede på alle deres tegninger mens Kamilla fortalte mig historien, kort fortalt, om Buddha. Det var rigtig hyggeligt at sidde og høre historie mens alle sad og hyggede om deres tegninger, der var dog nogle afbrydelser da nogle af drengene i de andre grupper begyndte at kaste med viskelæder, men hvad kan man også forvente hvis de keder sig og der er så mange samlet et sted.

Det virker som om at det er lettere at snakke med pigerne på pigehjemmet, de er mere sådan snakkelystne, og så kan de også flere ord end de fleste drenge jeg er stødt på. Efter Dharma havde jeg lyst til is, og Kamilla spurgte om jeg havde lyst til at give is til alle pigerne. De kostede kun 20 stykket, så jeg tænkte det kunne være hyggeligt, og det gjorde vi så. Jeg nåede dog ikke selv at give dem til dem selv, da Kamilla skulle videre og jeg skulle følges med hende, men de faldt nok i god jord. Fik da også en selv, og Kamilla fortalte at hun ofte købte is til pigerne, de er 50 stk. så det er noget af en omgang, men det svare til 50 kr. så det er jo ikke noget der sprænger mit budget.

Kamilla skulle ind til byen og undervise, så vi fulgtes videre ind til Matara. Godt det ikke var mig som skulle undervise der på eftermiddagen på en søndag, var selv helt smadret, så kan kun forstille mig hvordan Kamilla havde det da vi skiltes.

Der var lidt virvar inde i Matara fordi præsidenten skulle komme på besøg, der var mere politi og på vejen hjem i bussen, kunne jeg se en hel ”hær” stå klar uden for byen hvor der også var sat nogle større flag op. Jeg mener han skulle besøge en lokal skole i området, det kan være den vi kørte forbi, han skulle være opvokset i Hambantota provinsen, så jeg gætter på at de er stolte når han kommer på besøg på de kanter.

Hjemme på hjemmet var elefantmanden(ham som bor i træhytten om natten for at skræmme elefanter væk) og hans kammerat i gang med at fiske fra vores kunstige sø, hvor der åbenbart er en del fisk. Jeg ved ikke om det var grundet oversvømmelsen fra et par dage forinden grundet regn. Men de fangede da en del og vi skulle have nogle af dem senere til aftensmad. Rangel stod for at lave dem, og jeg var lidt ked af at skuffe ham da jeg ikke kunne lide fisken, men han er frisk nok, så det var ikke noget han tænke over. Fik det lidt dårligt, han havde stået der i køkkenet alene og lavet dem, og var så stolt da han kom og sagde at der var mad og fisk.

Vi klikker rigtig godt mig og ham syntes jeg, vi har lidt af den samme humor. Men det er jo meget kropsprog når vi begge ikke mestre hinandens sprog, men hyggelig er han at være i selvskab med.

Dag 34 – Bådtur

Stod op kl. lidt over fire for at være klar til den tidlige afhentning. Der ville blive serveret morgenmad på båden, så det skulle jeg ikke tænke på, så havde god tid da jeg endelig kom op og i bad. Jeg var klar og ude kl. 5 og så var der ikke andet for end at vente og håbe at de havde forstået hvad jeg mente med hensyn til afhentning. Lidt forsinket kom der en tuktuk ud af mørket længere oppe af vejen, og så tidligt på morgenen på en lokal vej, måtte det være min og ganske rigtigt. Jeg var meget glad for at se ham, vidste ikke hvad jeg skulle have gjort hvis han ikke var kommet.

Det var noget af en tur vi skulle, Mirissa ligger et stykke ude fra Matara, men det gik raskt uden så mange andre på vejene. Undervejs fik jeg ringet til det bureau vi skulle med for at få adressen, de spurgte om jeg havde en chaufør, og han fik så røret. Det var mere afslappende at køre der tidligt om morgenen, der var få mennesker på gaderne så man blev ikke nedstirret så meget, og det var køligt så man kunne sidde og blive luftet lidt.

Det første jeg lagde mærke til da jeg ankom til det hotel som stod for bådturen, var at jeg nok ikke var den eneste dansker der skulle med. For det første hang der ”Tjæreborg” skilte i receptionen og dem foran mig snakkede dansk (døh). Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med lige at hilse og sådan, de var en klassisk familie på fire på tur rundt i Sri Lanka, tror de var fynboere. Lige pludselig følte jeg mig meget som turist og jeg det var egentlig lidt befriende på en mærkelig måde. Måske er det fordi at jeg så giver mig selv lov til at tænke lidt mindre over hvad jeg gør og siger, fordi jeg tænker at jeg ikke behøver at være det eneste gode eksempel.

Kamilla kom lige før vi skulle afsted, og vi fik os en hurtig kop te uden bagved ud mod stranden som lå op til hotellet. Det var et rigtig lækkert område med en lækker strand. Var dog rimelig skuffet over at deres te var teposer som man kunne købe i supermarkedet. Tænker bare at nu man endelig var i et land hvor en fjerdel af deres eksport udgøres af te, at der ville være lidt mere fokus eller kræs om det.

Vi blev kørt derud i hold af 4-7 personer i henholdsvis en større personbil og en minivan af en art. Jeg sad forrest og chaufføren var en ung mand som fortalte lidt om havnen da vi kørte igennem. Der var total prop da vi skulle forbi alle fiskerne og helt over til den bagerste ende af molen. De var i gang med at losse af og der lå fisk over det hele, og midt i det hele holdte vi og prøvede at mase os igennem. Jeg spurgte om vi ikke bare kunne gå da det synes hurtigere, men chaufføren sagde at det alligevel var et stykke ude og at vi ikke ville kunne kende båden. Det var en fantastisk autentisk atmosfære og trods virvaret, nød jeg at sidde midt i fiskernes fangst og de handlendes råben.

Båden var en mellemstor båd med en ekstra ”etage” på hvor man kunne stå og få et lidt bedre udsyn. Vi hoppede om bord og fik en redningsvest hver og en pose med vores morgenmad. Morgenmaden bestod af 1 liter vand, to ”sandwich” som var toastbrød med ost (kun ost), ananas, et lille stykke kage og et æg.

Turen ud var skøn rolig og med en lækker udsigt, med solen ind fra siden kunne man se mere og mere af kysten og misunde de folk som boede ud til der hvor vi sejlede. Kamilla og mig så specielt fire ens huse, som jeg går ud fra man kunne lege eller ligene, de så rigtig flotte ud og med baghaven lige ud til kysten i en god højde så udsigten må være helt vidunderlig.

Da vi var kommet godt derud af, efter måske 40 minutters sejlads, kunne man høre at der skete noget, og vi hoppede op foran hvor man kunne stå at se ud over vandet. Det var en stor flok ”spinning” delfiner som vi sejlede bagved, det var sjovt at se så mange og nogle af dem hoppede op og lavede en saltomortale, deraf navnet ”spinning”. Jeg havde helt glemt at der rent faktisk stod i min guidebog at der også var chance for at se delfiner, så det var en glædelig overraskelse og med resten af dagen taget i betragtning var det fedt også at se dem nu man var der. Efter lidt tid, begyndte den store ”jagt” på hvaler, der gik to yngre mænd rundt på båden og spejdede efter hvaler. Da de, eller andre så noget, satte de fuld fart på båden og så var det ellers med at være hurtig både med øjne og kamera hvis man skulle have et glimt. Det var fantastisk at opleve hvaler så tæt på, men det var jo ikke meget man kan se af dem, de skyder vand op et par gange og så går de jo ned igen. På vej ned kan man så se halen vippe op. Det var de mindre ”Sperm Whales”, og jeg håber de har et pænere navn på dansk. Håbede meget på at se blåhvaler, men dem var der desværre ikke nogen af. Når en hval var dykket igen, ventede man så på at det så en ny, og sådan blev de ved et par timer. I tiden imellem kunne man så slappe af på både og nyde at det var lækkert vejr. Jeg har altid godt kunne lide at sejle sådan, har dog ikke prøvet det så meget, men det mindede da mig om en tur jeg havde ud med nogle gutter oppe i Gilleleje havn. Vandet mod siden af båden, solen i øjenkrogen og så lige ham den lille dreng som kaster op udover rælingen. Der var to andre som jeg så kaste op, vi fik ellers søsyge-piller da vi startede. Kamilla spurgte om jeg blev søsyg, det gør jeg umiddelbart ikke, men tog en for en sikkerhedsskyld.

Der var utrolig mange som faldt i søvn og sov på utrolig meget af turen. Kamilla associerede det med at båden vuggede dem i søvn, og det var nok ikke meget galt, det kombineret med den tidlige afgang gjorde det svært for mange. Jeg må også sige at hvis jeg sad helt stille og tilbagelænet, nikkede jeg også med hovedet og på vej hjem prøvede jeg også at sove lidt.

Det var en sjov oplevelse og det er jo svært at tvinge hvaler frem, når de jo bare svømmer rundt som de behager. Men en dyrere fornøjelse for 10 sekunder per hval som var svære at se, og nok ikke noget jeg ville gøre igen.

Da vi kom tilbage fra bådturen, satte vi os i hotellets restaurant for at få noget frokost. Vi sad samme sted som vi gjorde om morgenen og havde en god udsigt ud over stranden. Desværre kunne vi ikke få rice and curry fordi køkkenet var i gang med at gøre klar til deres store buffet, og der ville gå 40 minutter, det kunne Kamilla ikke vente på da hun var meget sulten, så hun fandt noget pastaret og jeg tænkte jeg ville prøve at se hvordan de ville lave en pizza. Det var ellers ærgerligt for Kamilla sagde at de havde en rigtig god rice and curry, og jeg havde ikke fået det andet end på hjemmet og ville gerne se om der var meget forskel eller om det var det samme.

Efter vi havde bestilt fik Kamilla øje på en af hendes venner fra Sverige. Han slog sig ned sammen med os og jeg fik hilst og snakket med ham. Han havde, sammen med sin mand, indsamlet en god sjat penge hjemme i Sverige, via en facebook-gruppe, og så havde de ellers taget til Sri Lanka for at se på projekter de kunne starte og/eller hjælpe med. De havde startet et musikprojekt hvor de tre gange om ugen, efter skole, havde børn inde for at spille og synge. Han(Andreas) fortalte at det var en rigtig god måde at styrke børnenes selvtillid og han fortalte at man tydeligt kunne mærke hvordan børnene havde åbnet mere og mere op. Det var fedt at høre hvordan man kunne gøre det og hvordan man også kan hjælpe, men det var ikke uden problemer. De havde udfordringer med systemet, både de lærere som skulle undervise og stedet de lejede sig ind som gerne vil have indflydelse, mere end Andreas syntes var passende. Jeg blev meget inspireret af at høre om hans projekt og hvordan de også havde været ude og prøve at støtte andre steder finansielt. Det kan godt tænkes at jeg vil snakke mere med ham når jeg kommer hjem, han skulle også til at arbejde i København, så måske kunne jeg snakke med ham næste gang de skulle lave noget ligene.

Kamilla skulle hjem og undervise og jeg fulgte med for at se hvordan det foregik. Da vi kom hjem til pigehjemmet fandt hun så ud af at der ikke var kommet nogen til undervisningen, så vi slået os ned på hendes værelse så jeg kunne køle lidt af under en loftblæser. Pigerne på hjemme kom og spurgte om jeg ikke ville spille volleyball med dem, så vi hoppede ud i haven for at spille lidt bold i solen. Jeg fik det godt nok varmt, ikke så meget at selve spillet, men stod lige i eftermiddagssolen og kogte, mens pigerne samlede sig rundt om Kamilla som sad på sidelinjen. De var meget nysgerrige om havde åbenbart en masse spørgsmål som de ville stille mig, men de er ikke så gode til engelsk så de spurgte Kamilla i stedet, men hun kunne jo ikke svare på det meste, så det blev sådan lidt frem og tilbage. Det var rigtig hyggeligt at være der, pigerne er rigtig søde og der er en god stemning, i hvert fald når jeg er der. Forstanderen blev dog lidt sur på Kamilla da han troede at jeg skulle sove der og fordi jeg var inde på deres inderste område. Men det har jeg været før og Kamilla kender godt reglerne så, som hun også selv kom tilbage og sagde, forstår man ikke lige hvad hans problem var.

Dag 33 – Tog afsted til Matare

Jeg havde arrangeret at tage til Mirissa og se på hvaler da det var weekend og jeg ikke havde noget andet at tage mig til. Kamilla sagde at hun da godt ville med, og hun ville så mødes med mig i Mirissa om morgenen dagen efter for at tage båden ud sammen.

Jeg havde fået lov til at gå før tid på den lille skole for at tage hjem og pakke, så jeg kunne være klar til at tage bussen sammen med engelsklæreren. Hun sagde at hun gerne ville hjælpe mig med at finde den rigtige bus fra Hambantota, det var rart ikke at være alene om det når det nu var første gang jeg skulle til Matara alene. Det var da heller ikke nemt at finde den rigtige bus, for jeg havde fået afvide at jeg kunne stå af ved templet i Matara, men alle konduktører sagde at det kunne man ikke, så jeg endte med bare at tage en af busserne til Matara busstation og så skulle jeg skifte der.

Da jeg ankom til Matara busstation, kom der straks en mand som ville høre om jeg ikke vil have en guided tur, jeg afslog og sagde at jeg skulle bo på Metta templet. Han pegede da hen mod busserne og der kom en anden mand som viste mig vejen til den rigtige bus, jeg havde fået en lap fra læreren med navnet. Da jeg gik op i bussen, stak manden som havde hjulpet mig hånden ud og sagde at han ville have penge. Jeg spurgte ham hvorfor og han sagde at det var fordi han hjalp mig. Jeg sagde til ham at det var venligt af ham at hjælpe og så gik jeg op i bussen.

Det tempel jeg skulle sove i var det samme som jeg havde sovet i to nætter da jeg første gang ankom til Matara. Det er Loku Hamuduruwo’s hoved-tempel og lå lige overfor det tempel hvor han var blevet ”oplært” munk (Veherahena). Veherahena er rimelig kendt da der er opført en kæmpe stor Buddha statue, og dette gjorde det meget nemt at finde en bus og vide hvor jeg skulle af. Jeg var dog lige ved at hoppe af for tidligt, da jeg så skiltet med det rigtige navn på og en pil. Men en venlig ung mand, som gik på collage, hev fat i mig og sagde at der altså var 6 kilometer fra skiltet og ned til templet, så jeg skulle vente til næste gang med at stå af. Altid rart når folk lægger mærke til turister som er ved at klokke i den.

Da jeg kom op til Metta templet, så de to munke og den ældre som hjælper til lidt forvirrede ud. Det gav god mening da jeg så fandt ud af, ved at ringe til Kamilla, som forgæves havde forsøgt at ringe til mig mens jeg sad i bussen, og fik afvide at hun ikke havde kunnet få fat i templet, så de vidste ikke at jeg kom. Men de gik straks i gang med at rede op og gøre et værelse klar til mig, så det så ikke ud til at være et problem på nogen måde. Syntes stadig det er akavet når alle er så venlige, jeg føler hele tiden at jeg gerne vil hjælpe til men ikke får lov. Ikke negativt, men bare sådan at man jo gerne vil være med til at hjælpe med alt ting.

Maden blev serveret til aften, og jeg havde næsten ikke lyst til at spise noget fordi jeg var så nervøs for at der ikke var nok. De serverede nemlig ikke lige så meget som de gjorde den første gang jeg var der, og der tror jeg at de spiste det jeg så ikke spiste. Denne gang var der ikke så meget, så var i tvivl om, om de havde spist eller om de bare ikke havde lavet mere fordi de ikke vidste jeg kom. Det var super god mad, så det var svært at holde sig tilbage, men jeg ville ikke kunne sove hvis jeg skulle lægge og tænke på at de søde munke var gået sultne i seng.

Den lille munk, som kom for at sige at der var mad, spurgte også om jeg havde min tablet med. Han havde spillet på den sidste jeg var der, og kunne godt se hans øjne at det var noget han godt kunne lide. Men måtte desværre skuffe ham, da jeg ikke havde turdet tage den med når nu jeg skulle ud på vandet og sådan. Jeg lovede ham dog at jeg ville tage den med næste gang jeg kom forbi.

Båden sejlede kl. 6:30 dagen efter, så skulle på forhånd få en tuktuk til at hente mig ved templet kl. 5:15. Dette var noget af en udfordring at forklare tre som ikke kan engelsk, så det var godt at jeg havde lært mine tal og kunne snøre mig igennem med et ur og deres få engelske ord.

Selvom den ældre mand ikke kunne meget engelsk gav han ikke op, og så havde han det mest fantastiske bedstefar-smil, på trods af sine manglende seks midterste tænder i overmunden.

Efter aftensmaden kom der også en mand og spurgte ind til den tidlige transport, ikke fordi han kunne mere engelsk, men jeg kunne genkende ham fra at være chaufør for Loku Hamuduruwo. Jeg prøvede igen så godt jeg kunne og ja tror han fangede den.

Dag 31 – Man må godt forkæle sig selv nogle gange

På denne, min midt-ugentlige-fridag, tænkte at jeg tage ind til byen, bare for at lave et eller andet. Jeg spurgte Rangel om han ville med, håbet inderligt på at Nimar ikke ville sige at han også tog med. (Nimar kom tilbage dagen før, desværre) Først sagde Rangel ja, men da vi skulle afsted tror jeg ikke han gad, for han tog i hvert fald ikke med, det kan have været vi har snakket forbi hinanden. Han kan et par ord og sådan, men ikke længere sætninger og vi må ofte lige tage den et par gange, før vi er sikre på hvad vi siger til hinanden.

Så det endte med at jeg tog bussen alene, det var meget sjovt sådan at være alene i Sri Lanka for første gang rigtigt. Jeg kendte jo turen og havde været inde i byen før med pigerne, så det gjorde det selvfølgelig en del lettere. Da jeg ankom til stationen havde jeg læst i min guidebog om nogle steder jeg ville undersøge, såsom en restaurant, en internetcafe og en bar på et hotel. Jeg fandt restauranten først da man kunne se skiltet fra busstationen af, og den lå kun 50 meter væk fra hvor jeg stod af, så den var i hus og jeg skal helt sikkert spise der en dag. Det ligger oppe på 1. sal lige ud til vandet og havnen, så man kan lure på de travle fiskere eller hvad de nu laver når de kommer i havn.

Jeg gik videre op af hovedgaden for at finde en internet-cafe som jeg havde forstået skulle ligge en blok oppe af vejen. Det passede meget godt med hvad der stod i bogen, bortset fra adressen men tænker at den lå på et hjørne så det er nok der fejlen ligger. Jeg besluttede mig for ikke at gå ind, da jeg tænkte at jeg måske var heldig med at finde noget wifi på en cafe eller den bar som jeg ville prøve at finde. Det var bare meget rart at vide at den lå der, hvis jeg skulle på nettet med større behov end det jeg havde i forvejen.

Jeg vil indrømme at jeg nok ikke havde fundet internet-cafeen så hurtigt hvis ikke jeg havde fået hjælp med hvor hovedgaden lå. Næsten i det sekund jeg trådte ud af bussen, kom der to over og spurgte om jeg skulle have hjælp og hvad jeg ledte efter.

Jeg vendte snuden ud af byen, med et lille stop i Food City for lige at få noget koldt med at drikke. Der skulle ligge en bar med god udsigt på et strandhotel lidt ude fra centrum, og jeg tænkte at det skulle jeg finde. Så ifølge min guidebog, begyndte jeg at gå ud af en større vej og sigtede imod Tissamaharama. Det var sjovt at gå langs vejen med alle de lokale som kigger efter en, der er også enkelte som råber efter en, typisk en engelsk sætning som de ikke ved hvad betyder og egentlig også er ligeglade med svaret på. Der nogle som råber hvad man hedder eller hvordan man har det, men hvis man overvejer at svare, griner de bare eller går hurtigt fnisende videre. Det er lidt mærkeligt, som om at jeg er et rumvæsen eller en attraktion af en art.

Efter megen traven rundt og en enkelt hjælpeline fra en politimand, fandt jeg endelig hotellet. Det havde en stor og bevogtet indgang med en lang indkørsel, men så snart de ser en der ikke er lokal vinker de bare en igennem uden problemer.

I den store reception sad der kun en og snakkede i telefon, og hotellet virkede også rimelig dødt med hensyn til gæster. Der kom en venlig mand hen til mig og spurgte hvad jeg havde brug for, og han viste mig op til baren som lå på noget ligene 3. sals højde med flot udsigt udover stranden, men havnen til den ene side og kyst/strand til den anden. Jeg satte mig godt til rette som den eneste, udover et ældre par som sad og læste i hver deres bog. Fik forkælet mig selv med pommes frites og nogle virkelig lækre forårsruller, og ej at glemme en kold øl, det var lang tid siden jeg havde fået det.

Jeg tror jeg var der i en times tid plus det løse, det var rart at slappe af på en anden måde end det jeg kunne på Metta hjemmet. I baren følte jeg det som ferie afslapning kontra på Metta hvor jeg er mere utålmodig fordi jeg gerne vil lave noget hele tiden.

Efter mit lille luksus-hvil, ville jeg gå tilbage til Food City og købe nogle småting og så tage bussen hjem. Jeg var lidt bange for om bussen kørte, for Kumara sagde ”bus problem” efter kl. 13 og klokken var 13:05 da jeg gik fra hotellet som også lå et stykke ude.

Da jeg var kommet lidt op af vejen, var der en stemme fra den anden side af vejen der råbte ”Sir”, det viste sig at være Saharn, en af drenge som var stukket af. Han stod sammen med de andre som var stukket af, ude foran politistationen, de ventede på at skulle videre. Jeg blev introduceret for deres nye forstander det sted hvor de nu skulle være fremover, stedet ligger i Tangalla, midt imellem Matara og Hambantota. Fik småsnakket med drengene og forstanderen, fik også hans nummer så jeg kunne komme på besøg på et tidspunkt. Det var helt rart at se dem igen, de var jo forsvundet fra den ene dag til den anden, så havde ikke sådan mentalt eller fysisk sagt farvel til dem. Da jeg skulle til at gå sagde Saharn ”wait Sir”, han gik over til mig, jeg fik en klump i halsen, og han gik på knæ for mig (og tilbad. Kan stadig ikke lide det ord), og det gjorde de fleste af drengen så. Jeg var helt rørt over det, ved ikke om jeg lagde mere i det end de gjorde, men var rigtig glad for at de gjorde det. Kunne da heller ikke lade være med at lægge min hånd på deres hoved og skuldre, jeg har set andre gøre det som en slags anerkendelse og et ”kram” tilbage tror jeg det kan ses som. Så håber de kunne mærke at jeg ”krammede” tilbage.

De sku nogle søde drenge trods alt. Da jeg gik op ad vejen kom de også kørende forbi i flere minibusser og biler, og de vinkede alle sammen til mig. Simpelthen så kært og dejligt at se dem smile. Kan godt forstå hvorfor Kamilla er så glad for at være her.

Da jeg havde handlet og kom op til stationen prøvede jeg at huske på hvilken bus jeg skulle med. Var dog for meget i tvivl til bare at hoppe på en af dem, så spurgte en mand i uniform om hjælp. Mens han stod og tænkte over mit spørgsmål kom der en anden ældre mand over og viste præcis hvor jeg skulle hen, så han trak mig over til bus 300, som også var den jeg mente jeg skulle med. Han var fisker og kunne utrolig godt engelsk i forhold til andre og i forhold til hans erhverv. På den måde ment at det ikke er ofte en lokal fisker skal bruge engelsk. Jeg spurgte ind til hans sprogkundskaber og han fortalte sødt at man jo har meget nemmere ved at møde nye mennesker og rejse rundt i verden hvis man kan forskellige sprog. Jeg kunne jo kun give ham ret, specielt når man tænker på hvor jeg stod på lige netop det tidspunkt. Et meget behageligt møde med en af de mange venlige lokale.

Bussen var proppet med skolebørn som alle knapt kunne kigge på mig uden at fnise helt vildt. Nok mest pigerne, men det er sku meget sjovt at stå og kigge rundt og se blikkende og hovederne vende rundt.

En lille sjov ting jeg oplevede da jeg kom hjem og trissede lidt rundt i haven, jeg gik over til roserne og gik lige og tænkte at jeg altså måtte se at får taget et godt billede af den han-påfugl som jeg ved flyver rundt i bunden af haven. Midt som jeg står og kigger ned på en af roserne som har smidt sin blomst, hører jeg et højt skrat for et træ ikke langt fra mig, og påfuglen letter, flyver over hoved på mig og hen i et træ et stykke længere væk. Jeg var helt paf og stod lige og grinte lidt over at jeg fik et stå stort chok, den var alligevel en 5 meter over mig så det var jo ikke fordi den ligefrem prøvede at ramme mig eller noget. Men sku fedt at stå der og opleve sådan en flot fugl på så tæt hold i sit naturlige habitat. Det skal så lige siges at de larmer meget i løbet af dagen med deres fugle ”fløjt”, det er nærmere en skratten og det er ikke lavt.

Så er der da også gået en måned J (er i gang med at skrive en ”Livet i Sri Lanka – En typisk hverdag” til min Dag 18. Ved ikke lige om det bliver der den bliver lagt ind eller hvordan)

Dag 29 – Leg med eleverne efter skole

Til morgen fik jeg nogle lækre pandekager af en art med noget chili til, jeg gætter at det er fordi vi kun er to at vi bliver lidt forkælet, dagen før fik vi også short-eats. Short-eats er deres betegnelse for friturestegt butterdej eller anden dej med fyld af forskellige typer.

Det var første dag hvor jeg skulle være med til noget legedag på den lille skole efter skoletid. Inspektøren havde arrangeret det så han og engelsklæreren også ville være der. Vi skulle så lege med børnene og den vej lære dem engelsk samtidig. Vi lavede noget klassisk med en bold, som jeg så kastede til hvert af børnene og fik dem til at sige nogle korte sætninger som hvad de hedder eller hvad deres ynglingsfarve er osv.. Jeg syntes det fik rigtig godt og det virkede som om at eleverne også syntes det var sjovt. Der dukkede dog ”kun” 10 op, men det regnede meget den eftermiddag så det var derfor sagde inspektøren. Håber at dette kan blive endnu bedre og jeg aftalte også med inspektøren at vi skulle finde på flere forskellige lege da vi løb lidt tør efter halvanden times tid.

Da jeg kom hjem fik jeg ringet til Kamilla for at sludre lidt om hvordan jeg ville se om jeg kunne undervise mere i IT, og hvordan mulighederne var og sådan. Hun skulle selvfølgelig snakke med Banthe om det, og det var egentlig også det jeg var ude efter. Det og så om ham Nimar som jeg syntes var gået lidt over streget eller hvordan man skal udtrykke det. Kamilla var dog, heldigvis, lige så forarget over det som jeg var, og ville nævne det overfor Banthe. Ikke at det skulle blæses op, men føler dog at Kamilla i det mindste skulle have info om hvad han havde snakket om og sådan.

Jeg kunne godt mærke at det var meget lettende at komme ud med både det om Nimar og det om hvordan jeg gerne ville forme min fremtid i Sri Lanka som frivillig med den organisation som Kamilla repræsenterer.

Dag 27 - Der sker ikke så meget herude når der ikke er 12 drenge som fiser rundt

Blev vækket af Nimar og var rimelig træt da jeg ikke var gået i seng i god tid. Da jeg væltede ud af døren kunne jeg se at drengene var i gang med at læsse en minibus med deres ting, og pigerne skulle også med. Jeg havde ellers fået afvide af Dilani at hende og Deshika først ville tage af sted hen af eftermiddagen, men vi er jo i Sri Lanka.

Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv, drengene virkede glade, men jeg tror ikke det var gået op for dem hvad der var sket og hvor usikker deres fremtid egentlig var lige på det tidspunkt. Jeg ville så gerne give dem alle en ordentlig krammer, men det gør man ikke rigtig der, så jeg måtte ”nøjes” med det sædvanlige klap på hoved da de tog afsted og ”tilbad” mig en sidste gang. (Hvis jeg ikke har forklaret tilbad, er det hvor de sætter sig på knæ bukker hovedet ned til ens fødder, markere eller røre fødderne og samler håndfladerne igen og rejser sig op)

Ved ikke om det var søvn eller sørgmodighed, men havde lidt våde øjne da de kørte væk. Det var ikke fordi jeg havde kendt dem særlig længe, og de skulle jo nok komme tilbage snart, som jeg forstod det, men jeg tror det er tanken om at de nu også skulle det her igennem.

Dilani sagde at hun også ville komme på besøg i den nære fremtid, men lad os nu se hvad tiden bringer. Det har været nogle hårde dage for hende som ansvarlig, jeg under hende at komme hjem og forhåbentlig kunne sove og slappe lidt af inden hun starter på skole.

Så stod jeg der, uden drengene og med Dilani’s afgang, uden nogen at snakke engelsk med. Nimar og Rangel, som den anden unge mand hedder der også skulle være her, kunne ikke rigtig engelsk, så det var en udfordring til tider.

Det var en meget pudsig situation som jeg fandt mig selv i på det tidspunkt, nærmest alene ude på landet i et land hvor engelsk ikke ligefrem var noget alle kunne snakke.

Tiden gik meget langsomt og bortset fra nogle kraftige regnskyl, var der ikke meget jeg kunne lave andet end at løbe efter mit vasketøj som hang til tørre. Nimar satte sig, som han havde gjort dagene før, ude foran og jeg tænkte at jeg ville holde ham lidt med selvskab. Noget jeg fortrød da han endelig begyndte at snakke til mig. Han var ubehagelig direkte og spurgte om nogle meget personlige spørgsmål, sexuelle spørgsmål om pigerne og mig, jeg fandt aldrig helt ud af hvorfor han var så direkte. Han var det kun når det var mig og ham, da Rangel kom over snakkede han nemlig kun med ham. Han var meget billedlig med sine hænder da vi ikke rigtig forstod hinanden, men jeg kom da frem til at han var meget sex-fikseret og ville vide ting om min krop. Jeg håber at han bare var nysgerrig på en dum måde, og han var da også harmløs, men jeg håber ikke han er lige så direkte overfor f.eks. andre udlændinge og specielt ikke piger.

Nimar skulle, heldigvis, tilbage til Matara om eftermiddagen, og jeg sad praktisk talt og talte minutterne til han gik, havde ikke rigtig lyst til at snakke med ham efter hans livlige forsøg på at høre om mit sexliv.

Roen lagde sig hurtigt da det kun var mig og Rangel tilbage. Mad-moren, som kommer tre gange om dagen, kom selvfølgelig forbi og sagde hej, men så var det også det. Han virker meget flink ham Rangel, han siger ikke så meget tror også han er lidt yngre end pigerne, men har et venligt ansigt. Han er søn af en som Banthe kender mener jeg det var noget med.

Mit bud er at der går en uges tid, så er drengene tilbage, eller dem der er tilbage af dem. Det er jo kun de seks umiddelbart der skal tilbage til hjemme igen når der kommer nyt personale. Jeg håber bare at jeg ikke går død i det hele nu hvor jeg skal underholde mig selv i en hel uge herude. Inspektøren ville vist holde noget legedag med børnene på den lille skole om mandagen. Håber det bliver til noget.

Dag 26 - Hmm hvad nu

Da jeg kom hjem fra skole var de drenge, som var stukket af, stadig ikke kommet tilbage og Dilani var heller ikke til at finde nogle steder. Jeg tænkte at jeg ville tage det lidt som det kom og efter lidt mad lagde jeg mig ind på sengen for at slappe lidt af, varmen gør mig meget træt til tiden og kan godt forstå at de hviler sig nogle gange. Jeg blev vækket af ham manden som var ankommet dagen før, han hedder Nimar og bliver kaldt sikkerhedsmanden.

Jeg tumlede op og over for at vaske lidt tøj, jeg havde også vasket to dage før men det lugtede sjovt så ville prøve igen med to t-shirts for at se om det var fordi jeg ikke havde været grundig nok.

Ovre ved bruserne, som vi også bruger til tøjvask, stod nogle af drengene og legede, da jeg gik forbi den ene af dem kaldte han mig til sig. Han sagde at de ville rejse i morgen til Matara og han kunne ikke forklare hvornår de kom tilbage. Dette gjorde mig lidt urolig for hvad der skulle til at ske, for jeg har intet hørt fra hverken Dilani, Kamilla eller nogle af de andre. Så efter jeg havde vasket gik jeg over og satte mig uden foran hovedbygningen hvor vi ofte sidder og slapper af. Der sad den nye pige Deshika og Nimar, og jeg tænkte at jeg måtte prøve at få noget ud af dem. Det jeg fik ud af dem var at pigen skulle rejse dagen efter, samme dag som drengen og Dilani også skulle med, og jeg skulle blive tilbage med Nimar. Da jeg spurgte om hvornår de ville komme tilbage, sagde hun bare ”nej”. Nu havde jeg fået noget og tænke over og så mig nød til at ringe til Kamilla.

Kamilla fortalte mig at drengene som var stukket af dagen før, for det første havde planlagt det i længere tid, da havde stjålet penge, nøgler til cyklerne og sørget for at cyklerne var klar til at bruge. (Set i bakspejlet er det sjovt at tænke på at de cyklede rundt for et par dage siden og legede med cyklerne for første gang siden jeg ankom, og så var det egentlig med en bagtanke) For det andet havde drengene sagt til politiet af de var blevet mishandlet og ikke fået mad nok og sådan. Så politiet var nød til at køre en længere sag på det, og Banthe var blevet rådet til at skifte al personale ud. Dette gjorde så at Banthe havde besluttet at han ikke ville have at drengene kom tilbage, i hvert fald ikke lige med det samme, som Kamilla havde forstået det mente han at så måtte de jo prøve andre drengehjem og se om det var bedre for dem. Da al personalet skulle udskiftes blev de drenge som var blevet tilbage nød til at være på et andet hjem indtil der blev fundet nyt personale. Dette var så grunden til at de skulle til Matara, der var åbenbart flere hjem der de kunne være på midlertidigt.

Midt i alt det her stod jeg og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv. Kamilla sagde at jeg egentlig ikke skulle tage mig af det og skulle fortsætte som jeg havde gjort indtil da, og det var jo også fint, det var bare en mærkelig situation. Jeg håber ikke at jeg skal være for lang tid alene med Nimar, vi kan dårligt snakke sammen og så er vi kun os to og ingen andre.

Dag 25 - Drengene smuttet midt om natten

Jeg kunne ikke sove natten før da jeg havde en slem hovedpine. Vejret havde været meget varmt og jeg havde været lidt aktiv, så Dilani sagde at det nok var derfor. Jeg drikker også for lidt vand, det er som om det bare forsvinder, sammen med maden, jeg tisser kun én gang om dagen og ja det andet måske hver tredje dag.

Men i hvert fald lå jeg der og kunne ikke rigtig finde ro i kroppen, da jeg hørte nogle snakke udenfor, og klokken var lidt i 2, så jeg syntes det var lidt mystisk, men jeg kunne genkende Dilani’s stemme så skrev en sms til hende. Hun svarede ikke, men jeg tænkte at det nok bare var nogle problemer med strømmen eller noget, og jeg gad ikke hoppe ud af mit myggenet for at skulle ind igen. Så lagde mig til at sove, eller fortsatte med at prøve. Min manglende søvn gjorde også at jeg var nødsaget til at lægge mig syg på dag 25 da jeg stadig havde lidt hovedpine og havde sovet et par timer max.

Da jeg stod op var Banthe kommet og der stod en del mennesker ude foran min dør, da mit værelse ligger lige ved siden af kontoret i hovedbygningen. Det var nogle af drengenes forældre som var kommet fordi 6-8 af drengene var taget afsted midt om natten, på cykel og uden lys havde de cyklet ca.10 km ud til en af drengenes bedstemor. Vejene er ikke oplyst og Dilani var, forståeligt nok, været helt ude af den og havde ikke sovet meget om natten. Politiet havde fundet drengene hos bedstemoren ved 3 tiden, som jeg forstod det havde de fået en liste med adresser på forældre og familie i nærheden og så bare startet fra en ende af. Der er åbenbart en meget seriøs sag for politiet, og da drengene blev fundet blev de også kørt direkte til politistationen, hvor de skulle blive til dagen efter.

Jeg fik forklaret at det var grundet noget disciplinering at drengene må have fået nok eller hvordan man skal sige det. Men som Banthe siger skal der jo opdragelse til, og når man har 12 unge drenge må man ikke slingre, så der kan nogle gange virke som hårdt eller for meget, men jeg tror også at det er nødvendigt langt af vejen.

Det resulterede i at der var en mand som hjalp til mens Dilani var rundt og havde travlt. Det var en som Banthe havde med, og jeg gætter på at han er en som hjælper til når der er brug for en mand. Han kunne desværre ikke engelsk, men han virkede rigtig flink. Han kom også med da han så jeg tog med drengene ud for at spille cricket i haven. Det var helt hyggeligt at spille med de små, og fordi de ”kun” var 6, kunne man ”snakke” med dem meget bedre. Det er utroligt hvor meget mere overskueligt det hele ser ud når der lige er det færre som løber rundt. Så genovervejer man lige hvor mange børn man egentlig selv vil have når det kommer dertil :P

Jeg brugte lejligheden til at få snakket med Banthe om mine bekymringer for undervisningen på skolerne og om der ikke var andre ting jeg kunne hjælpe med. Jeg ved han har et værksted i Colombo som står for reparationer af Metta’s computere og hvis han får nogle maskiner som ikke virker for en billig penge eller gratis så smider han dem derind så kigger de på dem. Så vi snakkede om at jeg kunne tage derind en weekend og se hvad de laver og se om jeg kan komme med nogle forbedringer og give dem nogle tips til hvis der var noget de ikke kunne finde ud af. Han havde også noget program i området som han ville kigge på om jeg kunne hjælpe der også. Vi snakkede også om at ændre den it-undervisning jeg ville kører om lørdagen til at være for lærere og måske i hverdagene hvis dette passede bedre med lærerene. Hvis jeg kan lave nogle gode programmer for undervisning af lærerene, kan de måske bruge det jeg lærer dem til at undervise eleverne, og så går jeg den vej i stedet for at jeg skal undervise unge som ikke forstår mig. Jeg kan mærke på mig selv at det var bedre for mig at gøre sådan, så jeg håber vi kan rykke rundt på det hele så det bliver mere i den retning.

Dag 24 – Banthe og Kamilla kom på besøg og Chathu tog hjem

Da Dilani og Deshika skulle ind på hospitalet og se til Ajith om formiddagen, så jeg mit snit til at tage med ind til byen. Det var onsdag og derfor min ugentlige fridag, så ville prøve at få noget ud af den udover at vaske tøj. Vi tog bussen kl. 10:30, det var helt behageligt at køre med den bus, der var fin plads og jeg kunne rent faktisk sidde ned og nyde turen. Den danske stat kunne godt lære noget af priserne på offentlig transport hernede, 22 Rupees eller præcis 1 dansk krone for koster det er blive kørt det der svare til 5 kilometer ville jeg skyde på. Så skal man selvfølgelig have med at det kan være den bryder sammen undervejs, da busserne er old gamle, bustiderne er rimelig fleksible eller hvad man skal kalde det. Men prisen kan man ikke sætte en finger på.

Vi hoppede af på stationen og hoppede over i Food City som ligger 5 min gang derfra, vi havde tid nok for der var først besøgstid kl. 12.

Efter lidt tullen rundt kom vi ud og jeg havde købt is til de to piger, som vi gik ned til stranden for at nyde lidt. Hambantota er en fiskerby som vist er i noget udvikling grundet nogle kinesiske investorer som er i gang med at rykke ind. Det er ikke til at se på selve byen endnu, men der er nogle byggeprojekter rundt omkring i oplandet. Specielt en større kontorbygning toner op når man kører ind til byen, den stikker meget ud med sin glasfacade og prangende byggestil til forskel for den typiske srilankanske. Jeg tog for resten et billede af stranden som jeg vil lægge ud hurtigst muligt.

Efter is gik vi op på posthuset med et brev og så ned til hospitalet. Det var en meget varm da, og vejen op til og tilbage fra posthuset var meget stejl og jeg fik da også min del af sved på panden. Men det var egentlig første gang jeg kunne gå og kigge på livet i byen og hvordan hverdagen er for de lokale, det var rigtig hyggeligt.

Da vi kom hjem var det meningen at Banthe og Kamilla skulle have kommet, men de var forsinket så jeg tog mig en lille lur. Var blevet meget træt af at gå rundt i varmen og så busturen hjem, som var en tro kopi af hvordan jeg husker min første bustur med pigerne til markedet, dog ikke lige så slem, men stadig godt trængt. Det gjorde det ikke bedre at vi gik ind i bussen for at vente en halv time på at den kørte, så stod man der i næsten stillestående luft og bare kunne mærke sveden komme.

De var hyggeligt at snakke med Kamilla igen, jeg tror det var det at kunne snakke dansk og ikke skulle tænke på udtalelse om sådan der gjorde det bare det ekstra godt. Vi snakkede om undervisning primært, og jeg prøvede at få nogle tips til hvordan jeg kunne prøve at undervise på andre måder end den ”klassiske” jeg indtil videre havde prøvet. Hun forklarede at jeg kunne prøve at synge nogle af deres engelske sange med dem, det er nogle børnerim de åbenbart lærer fra små af. Tegne, male og hvad jeg ellers kunne finde på ville også være en mulighed, men jeg er bare ikke så god til at være kreativ på den kunstneriske måde, så nu må jeg jo prøve at se om jeg kan få det ud på en god måde alligevel. Vi snakkede også om at jeg skulle være bedre til at nedjustere mine mål med hensyn til børnene i dette område. Det tror jeg er et vigtigt punkt for mig at fokusere på, specielt da jeg trods alt ikke skal være her længere end 2 måneder.

Jeg føler bare at det hele roder meget lige nu, med undervisningen som ikke kører og begge piger som jeg kan snakke engelsk med tager afsted. Det er godt gået af Kamilla at hun har klaret det så godt, og håber lidt at hun også havde startproblemer, for der virker lidt håbløst til tider at stå som jeg gør. Man vil gerne gøre en forskel, men føler egentlig bare at man er i vejen. Jeg har overhoved ikke mistet modet, det er ikke det, men jeg glæder mig til at kunne se tilbage på denne tid og forhåbentlig står stærkere.

Med sig i bilen var også en anden frivillig fra canada, jeg fik desværre ikke fat i navnet på denne middelaldrene dame, men fik en fin snak med hende om hvor hun havde været og hvad hun havde oplevet. Hun var nødsaget til at tage hjem da hendes ankel var blevet slemt forstuvet eller der var noget helt galt med den i hvert fald.

Hendes mand og hende var begyndt at arbejde som frivillige for 10 år siden, og havde været i det meste af Asien, og det lød ikke til at det var noget de ville stoppe med foreløbig. Det lød virkeligt fedt at de havde valgt at leve på den måde. Jeg har selv lidt en drøm om at netop gøre som de gør, men alt skal jo være på plads for at det kan lade sig gøre. Manden arbejdede som selvstændig gulvmand, og så lød det til at de havde levet ”let” uden de større unødvendige udgifter.

Da Banthe og Kamilla skulle til at køre kom Chahu over til mig med sin taske og sagde at hun tog med dem videre. Hun havde godt nævnt at hun tog afsted den dag, men havde lidt glemt det og jeg vidste ikke at det var med Banthe. Det var lidt overvældene at hun bare sådan lige pludselig tog adfsted, følte ikke rigtig at jeg fik sagt ordenligt farvel, og de giver jo ikke kram så det er som om man ikke får taget afsked. Det var ærgerligt at hun skulle afsted, vi havde fået et meget godt system op og køre med drengene hvor jeg underviste hende og hun så hjalp mig med at undervise drengene. Men det kan man jo ikke holde hende her for. Hun og Dilani skulle jo begynde på Universitet og skulle to uger på et program som var krævet for at starte.