Dag 31 – Man må godt forkæle sig selv nogle gange

På denne, min midt-ugentlige-fridag, tænkte at jeg tage ind til byen, bare for at lave et eller andet. Jeg spurgte Rangel om han ville med, håbet inderligt på at Nimar ikke ville sige at han også tog med. (Nimar kom tilbage dagen før, desværre) Først sagde Rangel ja, men da vi skulle afsted tror jeg ikke han gad, for han tog i hvert fald ikke med, det kan have været vi har snakket forbi hinanden. Han kan et par ord og sådan, men ikke længere sætninger og vi må ofte lige tage den et par gange, før vi er sikre på hvad vi siger til hinanden.

Så det endte med at jeg tog bussen alene, det var meget sjovt sådan at være alene i Sri Lanka for første gang rigtigt. Jeg kendte jo turen og havde været inde i byen før med pigerne, så det gjorde det selvfølgelig en del lettere. Da jeg ankom til stationen havde jeg læst i min guidebog om nogle steder jeg ville undersøge, såsom en restaurant, en internetcafe og en bar på et hotel. Jeg fandt restauranten først da man kunne se skiltet fra busstationen af, og den lå kun 50 meter væk fra hvor jeg stod af, så den var i hus og jeg skal helt sikkert spise der en dag. Det ligger oppe på 1. sal lige ud til vandet og havnen, så man kan lure på de travle fiskere eller hvad de nu laver når de kommer i havn.

Jeg gik videre op af hovedgaden for at finde en internet-cafe som jeg havde forstået skulle ligge en blok oppe af vejen. Det passede meget godt med hvad der stod i bogen, bortset fra adressen men tænker at den lå på et hjørne så det er nok der fejlen ligger. Jeg besluttede mig for ikke at gå ind, da jeg tænkte at jeg måske var heldig med at finde noget wifi på en cafe eller den bar som jeg ville prøve at finde. Det var bare meget rart at vide at den lå der, hvis jeg skulle på nettet med større behov end det jeg havde i forvejen.

Jeg vil indrømme at jeg nok ikke havde fundet internet-cafeen så hurtigt hvis ikke jeg havde fået hjælp med hvor hovedgaden lå. Næsten i det sekund jeg trådte ud af bussen, kom der to over og spurgte om jeg skulle have hjælp og hvad jeg ledte efter.

Jeg vendte snuden ud af byen, med et lille stop i Food City for lige at få noget koldt med at drikke. Der skulle ligge en bar med god udsigt på et strandhotel lidt ude fra centrum, og jeg tænkte at det skulle jeg finde. Så ifølge min guidebog, begyndte jeg at gå ud af en større vej og sigtede imod Tissamaharama. Det var sjovt at gå langs vejen med alle de lokale som kigger efter en, der er også enkelte som råber efter en, typisk en engelsk sætning som de ikke ved hvad betyder og egentlig også er ligeglade med svaret på. Der nogle som råber hvad man hedder eller hvordan man har det, men hvis man overvejer at svare, griner de bare eller går hurtigt fnisende videre. Det er lidt mærkeligt, som om at jeg er et rumvæsen eller en attraktion af en art.

Efter megen traven rundt og en enkelt hjælpeline fra en politimand, fandt jeg endelig hotellet. Det havde en stor og bevogtet indgang med en lang indkørsel, men så snart de ser en der ikke er lokal vinker de bare en igennem uden problemer.

I den store reception sad der kun en og snakkede i telefon, og hotellet virkede også rimelig dødt med hensyn til gæster. Der kom en venlig mand hen til mig og spurgte hvad jeg havde brug for, og han viste mig op til baren som lå på noget ligene 3. sals højde med flot udsigt udover stranden, men havnen til den ene side og kyst/strand til den anden. Jeg satte mig godt til rette som den eneste, udover et ældre par som sad og læste i hver deres bog. Fik forkælet mig selv med pommes frites og nogle virkelig lækre forårsruller, og ej at glemme en kold øl, det var lang tid siden jeg havde fået det.

Jeg tror jeg var der i en times tid plus det løse, det var rart at slappe af på en anden måde end det jeg kunne på Metta hjemmet. I baren følte jeg det som ferie afslapning kontra på Metta hvor jeg er mere utålmodig fordi jeg gerne vil lave noget hele tiden.

Efter mit lille luksus-hvil, ville jeg gå tilbage til Food City og købe nogle småting og så tage bussen hjem. Jeg var lidt bange for om bussen kørte, for Kumara sagde ”bus problem” efter kl. 13 og klokken var 13:05 da jeg gik fra hotellet som også lå et stykke ude.

Da jeg var kommet lidt op af vejen, var der en stemme fra den anden side af vejen der råbte ”Sir”, det viste sig at være Saharn, en af drenge som var stukket af. Han stod sammen med de andre som var stukket af, ude foran politistationen, de ventede på at skulle videre. Jeg blev introduceret for deres nye forstander det sted hvor de nu skulle være fremover, stedet ligger i Tangalla, midt imellem Matara og Hambantota. Fik småsnakket med drengene og forstanderen, fik også hans nummer så jeg kunne komme på besøg på et tidspunkt. Det var helt rart at se dem igen, de var jo forsvundet fra den ene dag til den anden, så havde ikke sådan mentalt eller fysisk sagt farvel til dem. Da jeg skulle til at gå sagde Saharn ”wait Sir”, han gik over til mig, jeg fik en klump i halsen, og han gik på knæ for mig (og tilbad. Kan stadig ikke lide det ord), og det gjorde de fleste af drengen så. Jeg var helt rørt over det, ved ikke om jeg lagde mere i det end de gjorde, men var rigtig glad for at de gjorde det. Kunne da heller ikke lade være med at lægge min hånd på deres hoved og skuldre, jeg har set andre gøre det som en slags anerkendelse og et ”kram” tilbage tror jeg det kan ses som. Så håber de kunne mærke at jeg ”krammede” tilbage.

De sku nogle søde drenge trods alt. Da jeg gik op ad vejen kom de også kørende forbi i flere minibusser og biler, og de vinkede alle sammen til mig. Simpelthen så kært og dejligt at se dem smile. Kan godt forstå hvorfor Kamilla er så glad for at være her.

Da jeg havde handlet og kom op til stationen prøvede jeg at huske på hvilken bus jeg skulle med. Var dog for meget i tvivl til bare at hoppe på en af dem, så spurgte en mand i uniform om hjælp. Mens han stod og tænkte over mit spørgsmål kom der en anden ældre mand over og viste præcis hvor jeg skulle hen, så han trak mig over til bus 300, som også var den jeg mente jeg skulle med. Han var fisker og kunne utrolig godt engelsk i forhold til andre og i forhold til hans erhverv. På den måde ment at det ikke er ofte en lokal fisker skal bruge engelsk. Jeg spurgte ind til hans sprogkundskaber og han fortalte sødt at man jo har meget nemmere ved at møde nye mennesker og rejse rundt i verden hvis man kan forskellige sprog. Jeg kunne jo kun give ham ret, specielt når man tænker på hvor jeg stod på lige netop det tidspunkt. Et meget behageligt møde med en af de mange venlige lokale.

Bussen var proppet med skolebørn som alle knapt kunne kigge på mig uden at fnise helt vildt. Nok mest pigerne, men det er sku meget sjovt at stå og kigge rundt og se blikkende og hovederne vende rundt.

En lille sjov ting jeg oplevede da jeg kom hjem og trissede lidt rundt i haven, jeg gik over til roserne og gik lige og tænkte at jeg altså måtte se at får taget et godt billede af den han-påfugl som jeg ved flyver rundt i bunden af haven. Midt som jeg står og kigger ned på en af roserne som har smidt sin blomst, hører jeg et højt skrat for et træ ikke langt fra mig, og påfuglen letter, flyver over hoved på mig og hen i et træ et stykke længere væk. Jeg var helt paf og stod lige og grinte lidt over at jeg fik et stå stort chok, den var alligevel en 5 meter over mig så det var jo ikke fordi den ligefrem prøvede at ramme mig eller noget. Men sku fedt at stå der og opleve sådan en flot fugl på så tæt hold i sit naturlige habitat. Det skal så lige siges at de larmer meget i løbet af dagen med deres fugle ”fløjt”, det er nærmere en skratten og det er ikke lavt.

Så er der da også gået en måned J (er i gang med at skrive en ”Livet i Sri Lanka – En typisk hverdag” til min Dag 18. Ved ikke lige om det bliver der den bliver lagt ind eller hvordan)