Dag 24 – Banthe og Kamilla kom på besøg og Chathu tog hjem

Da Dilani og Deshika skulle ind på hospitalet og se til Ajith om formiddagen, så jeg mit snit til at tage med ind til byen. Det var onsdag og derfor min ugentlige fridag, så ville prøve at få noget ud af den udover at vaske tøj. Vi tog bussen kl. 10:30, det var helt behageligt at køre med den bus, der var fin plads og jeg kunne rent faktisk sidde ned og nyde turen. Den danske stat kunne godt lære noget af priserne på offentlig transport hernede, 22 Rupees eller præcis 1 dansk krone for koster det er blive kørt det der svare til 5 kilometer ville jeg skyde på. Så skal man selvfølgelig have med at det kan være den bryder sammen undervejs, da busserne er old gamle, bustiderne er rimelig fleksible eller hvad man skal kalde det. Men prisen kan man ikke sætte en finger på.

Vi hoppede af på stationen og hoppede over i Food City som ligger 5 min gang derfra, vi havde tid nok for der var først besøgstid kl. 12.

Efter lidt tullen rundt kom vi ud og jeg havde købt is til de to piger, som vi gik ned til stranden for at nyde lidt. Hambantota er en fiskerby som vist er i noget udvikling grundet nogle kinesiske investorer som er i gang med at rykke ind. Det er ikke til at se på selve byen endnu, men der er nogle byggeprojekter rundt omkring i oplandet. Specielt en større kontorbygning toner op når man kører ind til byen, den stikker meget ud med sin glasfacade og prangende byggestil til forskel for den typiske srilankanske. Jeg tog for resten et billede af stranden som jeg vil lægge ud hurtigst muligt.

Efter is gik vi op på posthuset med et brev og så ned til hospitalet. Det var en meget varm da, og vejen op til og tilbage fra posthuset var meget stejl og jeg fik da også min del af sved på panden. Men det var egentlig første gang jeg kunne gå og kigge på livet i byen og hvordan hverdagen er for de lokale, det var rigtig hyggeligt.

Da vi kom hjem var det meningen at Banthe og Kamilla skulle have kommet, men de var forsinket så jeg tog mig en lille lur. Var blevet meget træt af at gå rundt i varmen og så busturen hjem, som var en tro kopi af hvordan jeg husker min første bustur med pigerne til markedet, dog ikke lige så slem, men stadig godt trængt. Det gjorde det ikke bedre at vi gik ind i bussen for at vente en halv time på at den kørte, så stod man der i næsten stillestående luft og bare kunne mærke sveden komme.

De var hyggeligt at snakke med Kamilla igen, jeg tror det var det at kunne snakke dansk og ikke skulle tænke på udtalelse om sådan der gjorde det bare det ekstra godt. Vi snakkede om undervisning primært, og jeg prøvede at få nogle tips til hvordan jeg kunne prøve at undervise på andre måder end den ”klassiske” jeg indtil videre havde prøvet. Hun forklarede at jeg kunne prøve at synge nogle af deres engelske sange med dem, det er nogle børnerim de åbenbart lærer fra små af. Tegne, male og hvad jeg ellers kunne finde på ville også være en mulighed, men jeg er bare ikke så god til at være kreativ på den kunstneriske måde, så nu må jeg jo prøve at se om jeg kan få det ud på en god måde alligevel. Vi snakkede også om at jeg skulle være bedre til at nedjustere mine mål med hensyn til børnene i dette område. Det tror jeg er et vigtigt punkt for mig at fokusere på, specielt da jeg trods alt ikke skal være her længere end 2 måneder.

Jeg føler bare at det hele roder meget lige nu, med undervisningen som ikke kører og begge piger som jeg kan snakke engelsk med tager afsted. Det er godt gået af Kamilla at hun har klaret det så godt, og håber lidt at hun også havde startproblemer, for der virker lidt håbløst til tider at stå som jeg gør. Man vil gerne gøre en forskel, men føler egentlig bare at man er i vejen. Jeg har overhoved ikke mistet modet, det er ikke det, men jeg glæder mig til at kunne se tilbage på denne tid og forhåbentlig står stærkere.

Med sig i bilen var også en anden frivillig fra canada, jeg fik desværre ikke fat i navnet på denne middelaldrene dame, men fik en fin snak med hende om hvor hun havde været og hvad hun havde oplevet. Hun var nødsaget til at tage hjem da hendes ankel var blevet slemt forstuvet eller der var noget helt galt med den i hvert fald.

Hendes mand og hende var begyndt at arbejde som frivillige for 10 år siden, og havde været i det meste af Asien, og det lød ikke til at det var noget de ville stoppe med foreløbig. Det lød virkeligt fedt at de havde valgt at leve på den måde. Jeg har selv lidt en drøm om at netop gøre som de gør, men alt skal jo være på plads for at det kan lade sig gøre. Manden arbejdede som selvstændig gulvmand, og så lød det til at de havde levet ”let” uden de større unødvendige udgifter.

Da Banthe og Kamilla skulle til at køre kom Chahu over til mig med sin taske og sagde at hun tog med dem videre. Hun havde godt nævnt at hun tog afsted den dag, men havde lidt glemt det og jeg vidste ikke at det var med Banthe. Det var lidt overvældene at hun bare sådan lige pludselig tog adfsted, følte ikke rigtig at jeg fik sagt ordenligt farvel, og de giver jo ikke kram så det er som om man ikke får taget afsked. Det var ærgerligt at hun skulle afsted, vi havde fået et meget godt system op og køre med drengene hvor jeg underviste hende og hun så hjalp mig med at undervise drengene. Men det kan man jo ikke holde hende her for. Hun og Dilani skulle jo begynde på Universitet og skulle to uger på et program som var krævet for at starte.