Mit nye skema til den større skole gør at jeg
først skal møde 40 min senere, eller jeg har ikke nogen klasse før der. Så jeg
gik ud fra at jeg kunne blive kørt af Kumara på motorcyklen til den tid så jeg
ikke behøvede at sidde på skolen og glo i en hel time. I forvejen havde de
morgenbøn på ca. 20 min hver morgen hvor man/jeg også bare står eller sidder og
glor.
Jeg blev vækket af Dilani som spurgte om jeg
ikke skulle med i bussen som jeg plejede, og jeg fortalte hende at jeg helst
bare ville blive kørt senere. Dette var åbenbart ikke muligt, grundet at
motorcyklen ikke havde nok benzin sagde hun, så jeg skulle med bussen som ville
køre om 5 min. Jeg prøvede at forklare min idé igen i håbet om en misforståelse,
men hun sagde at de kunne vente max 15 min og så ville bussen køre, så jeg
hoppede i bad og skyndte mig. Var klar efter 6 minutter men der var bussen
kørt, jeg spurgte Dilani hvorfor men hun var bare forvirret over at jeg ikke
var kommet med bussen. Irriterende når hun ikke selv ved hvad hun siger, det
sker alligevel ofte at de siger en ting, hvis jeg så spørg igen kan de sige
præcis det modsatte.
Jeg tænkte at jeg bare kunne tage en af de
offentlige busser, det gør alle de andre børn, og efter morgenmad gik jeg ned
til busstoppestedet, pigerne fulgte med for at hjælpe med at forklare hvor jeg
sku af. Der kom en af deres venner forbi på motorcykel og de stoppede ham og spurgte
om han kunne kører mig, det kunne han godt. Jeg kunne genkende ham fra
markedet, de havde stået og snakket en del med ham da vi var ude og handle. Han
virkede flink og på trods af at jeg ikke havde nogen hjelm følte jeg at han
kørte sikkert, dog en del hurtigere end Kumara, jeg fik tåre i hele hovedet,
men følte mig ikke utryg.
Da jeg troppede ind på lærerværelset var der
tre andre. Den ene henvendte sig til mig og sagde at hunsyntes jeg var stolt
og/eller arrogant. Hende præcise udtalelse var ”I think you are proud…What’s
another word the it…oh arrogant”, jeg fangede ikke hende første “proud” før hun
fandt hendes andet ord at krydre det med. Men jeg blev lidt overrasket over den
direkthed og blev selvfølgelig også lidt hyldet ud af den efter en sådan bemærkning.
Men jeg sagde til hende at det syntes jeg bestemt ikke at jeg var, men hun
skulle til time så vi fik ikke snakket mere om det. Jeg tror godt jeg ved hvad
hun mener, jeg er meget stille i f.eks. frokostpausen og siger oftest nej tak
til alt de tilbyder mig, og det er ikke så lidt, lige fra diverse spise til tea,
selvfølgelig. Men de snakker alle sammen Sinhala til hinanden og hver gang jeg
prøver at konversere bliver det altid noget rod da de heller ikke er så skarpe
til engelsk. Så snakker kun med engelsklæreren og it-læreren. Jeg nævnte også
hvad jeg havde fået afvide til it-læreren, som hedder Subahni, og hun sagde at
den anden lærer også havde snakket med hende om det, men hun sagde at hun havde
prøvet at forklare at jeg altså ikke var sådan når jeg havde time og snakkede
med hende, så jeg tænker at det bare er en misforståelse eller hvad man kan
kalde det.
Der var meget rod i skemaet på skolen den dag,
de havde fået nyt skema ugen før så det var nok noget eftermén fra det som ikke
var blevet rettet. Den første klasse vi skulle have dukkede i hvert fald aldrig
op, og senere på dagen skulle vi, ifølge skemaet, have tre klasser på en gang.
Oven i dette rod, var engelsklæreren til begravelse så jeg skulle være alene i
de timer hvor jeg skulle følge hende.
Dette resulterede i at jeg havde en 7. klasse
og en 10. klasse helt selv, hvilket var noget af en udfordring. Jeg prøvede
virkelig at gribe tyren ved hornene og bare gå i gang med det de nu var nået
til, men begge steder så jeg mig nødsaget til at få starte på noget helt andet
og meget mere simpelt fordi jeg ikke mente at de alligevel fattede hvad jeg
snakkede om hvis jeg skulle følge hvad der stod i bogen. Problemet er at de er
så dårlige at læreren normalt giver dem alle svarende og bære dem igennem
opgaverne, men det kan og vil jeg ikke. Jeg kan ikke for jeg kan ikke forklare
dem det på Sinhala og de forstår ikke sætninger der indeholder mere end to max
tre ord. Så jeg prøvede nogle simple oversættelser og fik dem til at læse og
lave nogle lektier hjemme med at finde ord i deres ordbog så de kunne forøge
deres ordforåd. Det er svært når man bliver kastet ud i det på den måde, men
med lidt hjælp fra nogle af de andre lærer som kunne oversætte og hjælpe med de
oversættelser børnene havde lavet, så gik det okay syntes jeg. Den mandlige
lærer som jeg ikke er så glad for, hjalp det ene sted, og kom med ”don’t be
afraid, don’t be scared of the kids”, han mente det sikkert venligt, men det
havde jeg bare ikke lige brug for at høre lige der. Har aldrig undervist før,
alene, kan ikke sproget og er ikke forberedt. Snakkede også med Subahna om ham
fordi jeg var nysgerrig om det var mig der havde misforstået hans fremtoning,
men hun syntes også at han var mærkelig.
Der findes nogle børn som ikke er ment til at
få en uddannelse, det erfarede jeg mange gange både på skolen og på hjemmet.
Jeg kunne stå i klassen og nærmest råbe det rigtige svar til en elev som bare
ville kigge på mig, måske smile, ellers bare ligne en stor undskyldning. Jeg måtte
spørge sidemanden flere gange om han ikke kunne svare mig på om han ikke
forstod mig eller om hvad der var galt. Men de vidste det godt, de skulle bare
have det overstået og videre i ”systemet”. Der kom jeg i tanke om nogle af de
ting min storebror, som er folkeskolelærer, fortæller om nogle af de børn han
underviser. Der er også nogle ind imellem som bare skal bestå, hvis de er så
heldige, og så videre på en erhvervsskole hvor de kan bruge deres hænder til noget
fornuftigt. Man vender sig nok til det.
Endnu en dreng skulle på hospitalet, noget med
hans næse. Det er lidt underligt deres system, som jeg forstod det skulle han
overnatte fordi lægen først kunne se til ham dagen efter. Men det virkede ikke
som noget alvorlig så ved ikke hvorfor det hastede med at få ham derop og ikke
bar vente til dagen efter, hvor vi alligevel skal op og se til ham.
Der ankom en ny pige til aften som skal
overtage for Dilani når hun og Chathu skal på skole. Hun virker flink nok, men
hun kan så ikke engelsk, så tror jeg går en svær tid i møde hvor jeg kun kan
snakke Sinhala, og det er jeg bestemt ikke god til endnu. Mit ordforåd kan nok
tælles på to hænder. Hun hedder Deshika.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar