Banthe, som overmunken også bliver kaldt, kom
på besøg om morgenen for at se til børnehaveklassen som er på området. Vi fik
også snakket lidt om skole og den it-klasse som jeg skulle holde kl 9-11 den
dag og fremover hver lørdag. Han havde medbragt 5-7 pc’er som vi kunne bruge
som supplement til vores nuværende 4 maskiner, så vi har en større kapacitet og
kan undervise flere af gangen.
Jeg gik i gang med at klargøre computerrummet
med de ”nye” computere som var en blanding af desktop og bærbare computere.
Chatuh var allerede gået i gang med hjælp fra nogle a drengene, så der var
kabel-helvede da vi var færdige, men det var svært at undgå med det antal stik
vi havde og rummets opbygning og så videre og så videre. Jeg havde fået afvide
af inspektøren på den lille skole at der ville dukke minimum fem op, og måske
seks. Den første elev kom 10 min for sent, men det er vist Sri Lanka stilen at
man kommer når man kommer, og han sagde da også at der ville komme ni i alt, så
jeg glædede mig til at komme i gang. Men efter 10 yderligere minutter måtte vi
starte, men kun den ene elev og så hev jeg nogle af drengene, som havde hjulpet
med opsætningen, med ind til klassen.
Det viste sig hurtigt at både min forklaring på
engelsk var ubrugelig og det materiale som jeg havde lavet, på engelsk, ligeså
godt kunne have været på russisk. Chatuh måtte forklare alt om igen og vi måtte
begge rende rundt og hjælpe med alt de skulle lave. Vi snakker om simpel tekstformatering
såsom fed, kursiv og understreget og indsættelse af billeder. Det er ikke fordi
jeg er bange for at tage fat og give den en skalle med at undervise børnene i
alt de vil vide, det er bare meget svært når jeg ikke kan kommunikere med dem
direkte. Enten skal jeg tegne og vise alt, eller også skal jeg have tolk på.
Mit problem er bare at jeg snakkede med Chatuh
senere på dagen og hun og Dilani skal på noget træningslejr af en art i to uger
februar, så jeg bliver næsten nød til at stoppe min it-klasse mens hun er væk,
og så vil den nærmest ikke have kørt. Så jeg skal lige have talt med Banthe og
inspektøren om hvad vi gør, for jeg kan ikke have en klasse uden hjælp fra en
som kan sproget så de kan få tingene forklaret så de forstår det.
Den træningslejr pigerne skal på, lyder mest
som en blanding mellem rekruttid og husmorskole. De sagde at de skulle lave
fysiske øvelser hver dag, lave mad, lave noget kunst tror jeg de snakkede om
også. Dette var noget de skulle på før de kunne blive optaget på universitetet,
og det var kun i to uger. Det lød mega mærkeligt, men må lige spørge lidt mere
ind til det så jeg kan finde ud af hva faen det er for noget.
Men det betyder i hvert fald at de begge er ude
de to sidste uger i februar og så starter de på universitet slut marts. Så for
det første er jeg nærmest alene de to uger de er væk, med mindre der kommer
nogle andre og erstatter dem som jeg virkelig håber der gør, for jeg ville ikke
kunne holde Aeysha ud alene og så samtidig se til alle drengene som ikke
forstår hvad jeg siger. Og hvad sker der når de tager på uni, så er vi kun mig
og Aeysha igen, og Aeysha tager i hvert fald ikke noget der ligne ansvar, så
håber virkelig der kommer nogle nye/andre til den tid. Men mon ikke Banthe har
styr på det.
Jeg havde snakket med en af lærerne to dage
før, og han sagde at jeg nok helst skulle have lange bukser, sko og hvid
skjorte på når jeg underviste. Jeg fik ikke snakket med inspektøren om dette,
så tænkte at det nok var en god idé, også fordi alle andre havde det og var
ikke kommet der for at lave oprør. Ville egentlig helst ignorer den lærer som
fortalte mig det, han var meget ucharmerende og blev ved med at kalde engelsk
læreren for fed, også selvom jeg rettede ham og sagde stor flere gange. Han var
også en stolt ungkarl på 45 og underviste i kunst, og så begyndte han
selvfølgelig at synge til mig under frokostpausen, jeg anede ikke hvad jeg skulle
gøre af mig selv, vi sad stille og roligt og snakke om Sri Lanka og Danmark
løst. Så lige pludselig begyndte han at synge på Sinhala, jeg tror det var
fordi de snakkede om at jeg ikke forstod sproget og så ville han vel vise mig
hvor smukt det var. Jeg gætter bare, for han snakkede nemlig videre lige efter
som om intet var hændt.
Så hen på eftermiddagen skulle jeg ind til byen
for at købe nogle småting som jeg manglede, f.eks. skulle jeg få fat i noget
tøj som jeg kunne have på i skolen. Kumare kørte mig på hjemmets motorcykel,
han havde heldigvis husket en hjelm til mig denne gang, så jeg var sådan rimelig
tryg ved at sidder bagpå. Vi kom da også sikkert ind til Hambantota by og vi
kørte ned til en mindre gade hvor der lå en masse butikker.
Da jeg skulle prøve bukser og skjorte blev jeg
henvist til deres prøverum, som bogstaveligt var et skab med en lille pære
indeni. På skiltet stod der ”Fiton Room”, jeg ved ikke om det er slang eller
bare en gevaldig stavefejl eller tre, men ikke desto mindre nok til at jeg
måtte trække på smilebåndet. Inde i skabet var der omkring 30 grader og
selvfølgelig ingen udluftning, så det var rart at være dansker som skulle også
tage min svedige t-shirt af uden at kunne tage armene overhovedet på grund af
sin højde, eller måske rettere skabets højde, som resulterede i at jeg måtte
stå konstant foroverbøjet. Ikke den mest behagelige oplevelse, men jeg kunne
trøste mig med at tøjet var billigt.
Efter andre småstop, kørte vi ind til et
supermarked. Jeg havde ikke været i et supermarked siden Colombo og følte mig
helt hjemme igen, med rene hylder og vare man kunne genkende og sådan. Det
viste sig også hurtigt at jeg ikke var den eneste hvide som blev tiltrukket af
den slags, jeg kiggede rundt og der var dobbelt så mange hvide lige der end
mørke. Jeg havde Kumare med så ville ikke bruge for meget tid derinde, men tog
da lige i runde for at se hvad de havde af ting og sager, og udvalget var
ganske fint så det er langt fra sidste gang jeg kommer der forbi. Da vi kom
hjem kunne jeg byde pigerne på chokolade og vi ved jo alle at piger elsker
chokolade, så de blev glade. Jeg fandt dog ud af at jeg havde glemt myggesalve
som jeg bruger hver dag, om aftenen så jeg ikke bliver stukket ihjel når jeg
spiser aftensmad, så jeg håber der nogen som skal i byen igen indenfor et par
dage.
Men fik da købt noget imod kakerlakker og myg.
Så jeg nukede hele mit værelse imod myg og hele badeværelset imod kakerlakker
da jeg kom hjem. Så må jeg se hvordan resultatet bliver.
Dilip havde sin bedstemor og lillebror på
besøg, det var rart at se ham så glad. Han virker meget ramt af sin situation,
han har en hårdere ”skal” end de andre drenge, sådan meget bestemt. Som jeg har
forstået det er det det eneste familie han har, jeg kan ikke huske præcis hvad
der var sket, men mener det var noget med en død far og en mor som var taget
til udlandet for at arbejde.
Det er ikke de første besøg jeg har set komme.
For et par dage siden var der et forældrepar forbi og besøgte en af drengene.
Det virkede lidt underligt at de kom og besøgte deres barn på den måde, men de
må vel ikke have muligheden for at forsørge ham siden det er det de har valgt.
Til aften snakkede jeg med Chatuh om hvad jeg
skulle efter det her, og jeg fortalte at jeg skulle videre til et andet lignende
projekt i Galle. Jeg spurgte hende om hun havde været der, hun svarede nej til
min forundring da det ikke ligger langt fra hendes fødeby og Galle er en større
by som jeg har forstået det. Men jeg kom frem til at hun egentlig ikke rigtig
havde rejst sådan overhoved ikke. Det kunne jeg ikke forstå at hun ikke havde
lyst til, så jeg spurgte hende hvorfor og hun svarede at jeg f.eks. jo
alligevel ville glemme hende om dem om et års tid og hvorfor så overhoved gøre
det. Jeg kunne ikke følge hende tankegang da jeg bestemt ikke har tænkt mig at
glemme hende og alt det andet, hvilket er en af grundene til at jeg holder
denne blog/dagbog. Men jeg ville ikke begynde at grave for meget i det da hun
jo har ret til sit synspunkt. Men kunne ikke lade være med at hive gamle
Andersen op, og fortalte hende at en dansk forfatter engang havde sagt at rejse
er at leve. Ikke at jeg er helt enig, men jeg forstå pointen og jeg tror også
hun fangede hvad jeg mente.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar