Jeg havde arrangeret at tage til Mirissa og se
på hvaler da det var weekend og jeg ikke havde noget andet at tage mig til.
Kamilla sagde at hun da godt ville med, og hun ville så mødes med mig i Mirissa
om morgenen dagen efter for at tage båden ud sammen.
Jeg havde fået lov til at gå før tid på den
lille skole for at tage hjem og pakke, så jeg kunne være klar til at tage
bussen sammen med engelsklæreren. Hun sagde at hun gerne ville hjælpe mig med
at finde den rigtige bus fra Hambantota, det var rart ikke at være alene om det
når det nu var første gang jeg skulle til Matara alene. Det var da heller ikke
nemt at finde den rigtige bus, for jeg havde fået afvide at jeg kunne stå af
ved templet i Matara, men alle konduktører sagde at det kunne man ikke, så jeg
endte med bare at tage en af busserne til Matara busstation og så skulle jeg
skifte der.
Da jeg ankom til Matara busstation, kom der
straks en mand som ville høre om jeg ikke vil have en guided tur, jeg afslog og
sagde at jeg skulle bo på Metta templet. Han pegede da hen mod busserne og der
kom en anden mand som viste mig vejen til den rigtige bus, jeg havde fået en
lap fra læreren med navnet. Da jeg gik op i bussen, stak manden som havde
hjulpet mig hånden ud og sagde at han ville have penge. Jeg spurgte ham hvorfor
og han sagde at det var fordi han hjalp mig. Jeg sagde til ham at det var
venligt af ham at hjælpe og så gik jeg op i bussen.
Det tempel jeg skulle sove i var det samme som
jeg havde sovet i to nætter da jeg første gang ankom til Matara. Det er Loku
Hamuduruwo’s hoved-tempel og lå lige overfor det tempel hvor han var blevet ”oplært”
munk (Veherahena). Veherahena er rimelig kendt da der er opført en kæmpe stor
Buddha statue, og dette gjorde det meget nemt at finde en bus og vide hvor jeg
skulle af. Jeg var dog lige ved at hoppe af for tidligt, da jeg så skiltet med
det rigtige navn på og en pil. Men en venlig ung mand, som gik på collage, hev
fat i mig og sagde at der altså var 6 kilometer fra skiltet og ned til templet,
så jeg skulle vente til næste gang med at stå af. Altid rart når folk lægger
mærke til turister som er ved at klokke i den.
Da jeg kom op til Metta templet, så de to munke
og den ældre som hjælper til lidt forvirrede ud. Det gav god mening da jeg så
fandt ud af, ved at ringe til Kamilla, som forgæves havde forsøgt at ringe til
mig mens jeg sad i bussen, og fik afvide at hun ikke havde kunnet få fat i templet,
så de vidste ikke at jeg kom. Men de gik straks i gang med at rede op og gøre
et værelse klar til mig, så det så ikke ud til at være et problem på nogen
måde. Syntes stadig det er akavet når alle er så venlige, jeg føler hele tiden
at jeg gerne vil hjælpe til men ikke får lov. Ikke negativt, men bare sådan at
man jo gerne vil være med til at hjælpe med alt ting.
Maden blev serveret til aften, og jeg havde
næsten ikke lyst til at spise noget fordi jeg var så nervøs for at der ikke var
nok. De serverede nemlig ikke lige så meget som de gjorde den første gang jeg
var der, og der tror jeg at de spiste det jeg så ikke spiste. Denne gang var
der ikke så meget, så var i tvivl om, om de havde spist eller om de bare ikke
havde lavet mere fordi de ikke vidste jeg kom. Det var super god mad, så det
var svært at holde sig tilbage, men jeg ville ikke kunne sove hvis jeg skulle
lægge og tænke på at de søde munke var gået sultne i seng.
Den lille munk, som kom for at sige at der var
mad, spurgte også om jeg havde min tablet med. Han havde spillet på den sidste
jeg var der, og kunne godt se hans øjne at det var noget han godt kunne lide.
Men måtte desværre skuffe ham, da jeg ikke havde turdet tage den med når nu jeg
skulle ud på vandet og sådan. Jeg lovede ham dog at jeg ville tage den med
næste gang jeg kom forbi.
Båden sejlede kl. 6:30 dagen efter, så skulle
på forhånd få en tuktuk til at hente mig ved templet kl. 5:15. Dette var noget
af en udfordring at forklare tre som ikke kan engelsk, så det var godt at jeg
havde lært mine tal og kunne snøre mig igennem med et ur og deres få engelske
ord.
Selvom den ældre mand ikke kunne meget engelsk
gav han ikke op, og så havde han det mest fantastiske bedstefar-smil, på trods
af sine manglende seks midterste tænder i overmunden.
Efter aftensmaden kom der også en mand og
spurgte ind til den tidlige transport, ikke fordi han kunne mere engelsk, men
jeg kunne genkende ham fra at være chaufør for Loku Hamuduruwo. Jeg prøvede
igen så godt jeg kunne og ja tror han fangede den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar