Dag 17 - Fridag

Det var min ugentlige fridag, så brugte dagen på at indhente noget søvn ovenpå manglende strøm og utallige myggestik. Og med strøm hele natten og nyt myggenet var det en super nat og jeg fik sovet det meste af natten så jeg var meget udhvilet kl. 9 efter 9 timers søvn. Men det gjorde også bare at jeg ikke rigtig følte at jeg fik noget ud af min fridag før drengene kom hjem fra skole. Men jeg fik da vasket lidt tøj og mit sengetæppe, så lidt fik jeg da lavet.

Der manglede træ/brænde til køkkenet og ”komfuret” som bestod af tre sten som stod i en firkant som mangler en side, så man kunne sætte en gryde ovenpå, og så stikke grene og trækævle ind som brændte ind der hvor der ”manglede” en sten. Jeg gætter på at det er en meget ”normal” måde at gøre det på når man ikke har andet, men jeg havde ikke set det før så jeg syntes nu det var meget sjovt, og hjalp da også til når der skulle fyres op og sådan.

Der var et træ som var væltet lige ved siden af børnehaveklassen som vi har på hjemmets område. Først kom der tre drenge med økse og en stor kniv af en art. De begyndte at klatre rundt på træet og hakke løs i de halvstore grene som der kunne bruges. Så kom der 4 mere med en lille vogn, de begyndte at tage i mod på jorden og skære små grene og kviste fra. Jeg stod og prøvede at hjælpe til, men det var svært for det første at komme til, og for det andet ville de nærmest ikke lade mig hjælpe dem, for hver gang jeg tog fat, kom de og hev med eller helt overtog, for gud forbyde at jeg skulle få sved på panden. Det lignede en lille myretue af drenge som hoppede rundt om træet og stille og roligt fik nedlagt nogle fine stykker træ som de kørte tilbage til køkkenet. Jeg fik taget nogle gode billeder af drengen som hopper rundt på træet. (De er til at finde på min facebook indenfor et par dage)

Til aften prøvede jeg at forberede mig til de to IT timer jeg skulle holde om lørdagen og hver lørdag derfra fremover. Jeg sparede lidt med Chatuh som laver noget af det samme med små børn tre gange om dagen i vores computerrum. Så jeg kunne måske se hvad hun lavede og få nogle idéer, og jeg tror godt at det kan blive godt. Jeg skal bare lige prøve opgaverne af i morgen for at se hvor lang tid det egentlig tager at lave dem og hvordan de sådan føles.

Dag 16 - Skole og endelig kom elektrikeren

Fik mit skema på den større skole i dag, og det så ud til at jeg ”kun” har tre forskellige klasser og ingen af dem er 10. eller 11. klasser. Jeg var også så uheldig at jeg har to timer om torsdagen hvor jeg ikke har noget at lave, aner ikke hvad jeg skal lave mellem 10 og 12 i Sri Lanka ude på landet. Og jeg ved ikke om jeg ”kan” tage min bærbare med og arbejde på den, det kan være at jeg ikke kan lægge den et sikkert sted når jeg så skal have time.

Jeg hjalp til i IT timen, hvor eleverne skulle lave en simpel forside til noget projekt. Der sad en 4 drenge for sig selv ved en maskine som var 5 år ældre end de andre, og jeg spurgte læreren om hvorfor de ikke også lavede forsider. Hun sagde at for det første ventede de på at der var plads ved de nyere maskiner, som rent faktisk havde Office på, og fordi de ikke kunne håndtere hverken mus eller tastatur særlig godt så de skulle øve sig. 5 drenge ved en maskine, klart de fik øvet sig. Så jeg spurgte om jeg ikke kunne lave en time med dem hvor de kunne have en maskine hver og taste nogle simple ting ind så de kunne vænne sig til at bruge maskinen og lære de engelske bogstaver bedre at kende. Mange af eleverne på begge skoler, for ikke at sige alle, har svært ved at genkende de engelske/latinske bogstaver så det er noget jeg virkelig gerne vil øve med så mange som muligt.

Der var ”heldigvis” en lærer som var fraværende den dag så jeg holdte en time med fire unge drenge i noget tastning på computer. Jeg tog udgangspunkt i blindskrivning som jeg kan huske at min skole havde timer i, og tænkte at hvis de fik kørt nogle bogstaver igennem stille og roligt lidt af gange, kunne de måske begynde at huske dem. Det gik sådan okay, der var én af dem, som også bor på hjemmet, som var rimelig god efter lidt træning og kunne faktisk taste rimelig hurtigt og korrekt da vi måtte slutte. Men de tre andre havde stadig svært ved nogle bogstaver og det så ikke ud til at de blev bedre. Men jeg tror der er håb for en af de tre, og ja som læreren sagde, kunne de to andre heller ikke genkende tegn på deres eget sprog så jeg skulle ikke føle det som det største nederlag.

Der kom nogle gutter forbi i en ladvogn som skulle trække nogle ledninger til el, og jeg så mit til lige at høre om de ikke kunne se på det relæ som slog ud hele tiden. Da de kørte kom Dilani glad over til mig og sagde at de havde lavet et eller andet så nu skulle det virke. Jeg tænkte ”helt sikkert” og måtte lige se om de havde skiftet den eller hvad der havde været galt. Jeg finder så ud af at de har taget den fra og at den del som slog ud sidder nu uden nogle ledninger i sig, og går ud fra at de har lavet noget smart med de ledninger som så sad i den før. Nu er jeg ikke ekspert, men jeg går da ud fra at den sad der for en grund og jeg vil nu nødig vågne op til ild i hele hytten fordi der er gået noget overspænding i lortet, men lad os nu se om det ikke bare er mig som tænker for meget over sådanne ting.

Da vi skulle spise, så jeg til min glæde at de havde fået hentet brød til alle, som vi så skulle have i stedet for ris. Det var meget tiltrængt og jeg var meget glad for at Dilani og de to andre havde tænkt på mig og gjort det for at glæde mig. Jeg fik jo ris morgen, middag og aften, så noget andet end ris var bare luksus og jeg blev da også meget mæt den aften. Plus de havde købt ananas marmelade, det smagte herre godt, har ikke fået eller set det før men kan da varm anbefale det.

Under middagen snakkede vi også om min dårlige søvn, og om mine mange myggestik. Moren sagde at hende myggenet ikke var så hullet som mit og vist nok også lidt større, så vi byttede.

Efter aftensmaden hoppede pigerne og jeg ned i computerrummet for at forberede nogle opgaver og Dilani, som er noget manager/forstander lige nu, skulle lave noget regnskab. Jeg skulle lave min liste af engelske ord færdig som Chatuh så skulle finde ord på Sinhala som havde samme udtale, for at drengene på den måde måske kunne blive bedre til at udtale og finde de rigtige bogstaver når de skulle stave og udtale engelske ord.

Chatuh spurgte om jeg ikke ville vise hende det jeg lavede med de unge på skolen, så hun også kunne øve sig i at skrive på tastaturet. Så jeg kørte nogle af de samme ting igennem med hende og hun var sku meget god. Som man nok kan forestille sig, er det meget sjovere at undervise nogen som rent faktisk er interesseret og gerne vil lære. Så hun kan nu a til l, altså den midterste række på tastaturet og vi arbejder videre i løbet af ugen med resten.

Dag 14 & 15 - Loku Mamuduruwo

Munken som står for organisationen bliver kaldt Loku Mamuduruwo, som betyder store munk eller største munk mener jeg. Det indikerer i hvert fald at han er den øverste i deres foretagende og han har det sidste ord. Det er også ham som Kamilla er i nær kontakt med og som var manden bag at jeg er hvor jeg er og laver hvad jeg gør.

Ham kom på besøg i går og vi havde en god snak om hvordan det hele gik og om der var nogle ting som eventuelt skulle ændres eller om der manglede noget. Jeg nævnte at jeg ikke var helt sikker på at skolerne helt vidste hvad de skulle bruge mig til, og han ringede nærmest straks til begge inspektører og vi kørte så ud til den ene først på den større skole og derefter kørte vi hjem igen hvor den anden inspektør ville møde os.

Ude på den større skole fik vi aftalt at der ville ligge et tidsskema klar til mig når jeg kom tirsdagen efter. Det var lidt sjovt da vi kom ind og munken skulle sætte sig, inspektøren havde nemlig lagt et fint tyndt tæppe udover hans stol, det er som at alt de bruger, er gennemsyret af reklamer eller noget sponsoreret af en art. Det er svært at forklare, men f.eks. alle vores kopper på hjemmet er fra en tegneserie som hedder Ben 10, og de fleste af vores lagener er der små bamser på. Men i hvert fald var min pointe at dette tæppe var stoppet til med miss kitty, og det syntes jeg bare var lidt hyggeligt at et pink tæppe med små katte var det han lige kunne finde til legeligheden.

Hjemme på hjemmet snakkede vi med inspektøren fra den lille skole om at der også ville lægge et tidsskema klar til morgenen efter/mandag. Yderligere snakkede vi om to ekstra ting som jeg kunne gøre for at hjælpe, for det første ville de lave noget legetime efter skole på den lille skole hvor børn som havde lyst kunne komme og lege med mig eller nok nærmere omvendt, så vi kunne kommunikere og på den måde via leg måske få smækket nogle engelske ord i hoved på de søde børn. For det andet ville vi, på hjemmet, oprette et IT-hold om lørdagen i et par timer, hvor elever (og lærere) kunne komme og hvor jeg så skulle undervise praksis og teoretisk IT. Tror det bliver et meget spændene projekt som forhåbentlig kommer til at gå godt. (Undskylder lige mit datids-, nutidshelvede, jeg har ikke bestemt mig for hvordan det skal skrives) Jeg glæder mig i hvert fald, og er selvfølgelig også meget nervøs da jeg nok kommer til at stå med det alene. Mon ikke pigerne vil hjælpe mig, Chathu har i forvejen IT med børn næsten hver dag, så hun kan nok lidt også.

Det var rart at få styr på det hele med munken og jeg følte mig lidt mere klar til det hele dagen efter da jeg stod op og tog i skole.

Jeg var ude og rende i går aftes fordi jeg skulle hente en nøgle til kontoret hvor sikringsskabet står. HFI ralæet er gået meget her de seneste par dage, og så skal jeg ud og slå det til igen. Nattehimlen var helt klart og månen lyste landskabet og bygningerne op på en fantastisk måde. Jeg kunne desværre ikke tage et billede da jeg havde lidt travlt med ikke at blive stukket ihjel af myg og tror heller ikke mit kamera i mobilen ville gøre et særlig godt stykke arbejde. Men smukt var det.

Hjemveen trådte ind på dag 15 om morgenen da jeg vågnede. Jeg tror det var en kombination af mange ting, såsom alle myggestikkende, maden, undervisningen som jeg syntes er svær at overskue når jeg nu aldrig har prøvet det før på den måde. Havde dog troet at der ville gå længere tid, men nu må jeg se hvor slemt det bliver. Det kommer nok til at svinge i takt med at tingen går bedre og jeg får mere og mere styr på tingene.

Dag 13 - Fuldmåne

Det var helligdag igen og alle drengene, undtagen to som var syge, tog ud til et tempel for at bede og have noget lærdom indenfor buddhisme som jeg forstod det. De er alle klædt i hvidt og er der fra 6 morgen til ca. 6 aften.

Jeg kedede mig bravt, så lavede lidt sjov med de to drenge som var tilbage. Jeg hentede min hårvoks, og jeg fedtede den enes hår ind så han kunne lave en hanekam, det syntes de begge var utrolig sjovt, jeg tror ikke de havde prøve voks før eller rigtig set andre bruge det. De havde set nogle billeder på min mobil hvor jeg havde den afbleget hanekam, så de spurgte ind til om det var normalt i Danmark osv.. Det var faktisk rart at vi ikke var flere, det var meget mere overskueligt at få kontakt og holde kontakten når der ikke er 10 andre som kommer løbende omkring en.

Da vi var færdige med at lege med voks, tænkte jeg at jeg ville træne lidt med drengene, bare for at lave et eller andet. Så jeg spurgte hvor mange armbøjninger de kunne tage, og vi tog dem sammen, og jeg forklarede hvordan man trænede de forskellige muskelgrupper, bare sådan løst med triceps, biceps og brystet. Vi fandt nogle sten og fik lavet lidt sjov med dem også, så det var godt at få svedt lidt igennem pga. andet end varmen. Det syntes de var mega sjovt og de kunne godt lide at de kunne mærke det i deres muskler, jeg tror ikke de træner på den måde hernede pga. varmen og sådan. Altså ikke drengene for de træner jo aldrig, men sådan i al almindelighed.

Lidt i fem tog vi ud til et lille tempel ca. 2 km væk, det var en rask gåtur i eftermiddagssolen, jeg havde heldigvis husket solcremen for ellers var jeg nok blevet list krebs af den tur. På turen derhen fulgte ”vores” hunde med os hele vejen, på trods af morens utallige forsøg på at skræmme dem hjem af, hun tog sågar en stor gren ned fra et træ og slog ud efter dem, men de ville åbenbart med. Det lille tempel var et lille rum i et toværelses ”hus”. Munken som boede i det andet rum, tror jeg, viste os lidt rundt og viste os en stor sten som han fortalte at Buddha havde siddet på. Med min meget begrænset viden og den gebrokne oversættelse af Dilani, vil jeg lade tvivlen komme mig til gode og er da glad ved tanken om at jeg har set hvor Buddha har været og siddet en gang for mange år siden.

Det andet af de to templer lå endnu tættere på hjemmet, og var en del større. Der var en decideret bygning hvor man kunne tilbede Buddha, det var nærmest bare et frit stort rum uden vinduer. Bag ved den bygning var der en kæmpe sten eller klippe er nok en mere korrekt beskrivelse, som man kunne klatre op på, og se ud over området. Det var utrolig smukt og havde det ikke været fordi at solen nærmest var gået ned så kunne man se rimelig lang omkring. Det er bestemt ikke sidste gang jeg tager derhen.

Dagen før havde jeg prøvet at udarbejde noget engelsk ekstra undervisningsmateriale til drengene, som jeg tænkte at vi kunne lave efter deres normale skole. Det gjorde jeg i samarbejde med Chathu, som jeg tror, bliver en god makker, da jeg virkelig har brug for en som kun sproget da drengene ikke rigtig forstå engelske sætninger. Og Chathu vil gerne blive lærer i fremtiden og er meget hug på også selv at lære sproget bedre. Så håber jeg også at hun kan lære mig nogle ting, for vi skal jo oversætte frem og tilbage med grammatik og længere sætninger, så jeg kan forhåbentligt lære en del der selv.

Dette førte jeg videre ved at teste deres niveau i går ved at vise dem engelske bogstaver og simple ord og se om de kunne genkende dem. Næsten eller kunne hele alfabetet, men næsten ingen kunne selv de simpleste ord. Det må være selve udtalen af bogstaver, stavelser og ord der er der hvor problemet ligger som udgangspunkt. Så jeg tog fat i Chathu og spurgte om hun ville hjælpe mig, med at finde udtalelser på Sinhala som svarer overens med engelske stavelser, så kunne sammenligne på den måde. Dette så jeg nemlig engelsklæreren gøre til 3. klasses eleverne på den store skole og det giver fin mening, specielt når de ingen reference har til det latinske alfabet overhoved.

I dag tænkte jeg ikke så meget over det til en af drenge sagde ”Sir”, mens han pegede på tavlen jeg havde brugt dagen før. Jeg tænkte hvorfor ikke og opstillede en typisk nem grammatik opgave (I am, you are, he is), bedte dem udfylde de korrekte ord de korrekte steder i sætningen. Det gik fint, og Chatuh hjalp med forklaring og tilføjede at de jo kunne oversætte det også. Det var en skide god måde at smide små opgaver ud i rummet på, og tror helt sikkert at vi vil fortsætte på den måde så ofte jeg/vi kan slippe af sted med det.

Dag 11 - Anden dag på den store af skolerne

Jeg føler at jeg har lidt mere styr på hvordan jeg skal gebærde mig, og læreren er rigtig gode til at give mig plads. Jeg er dog stadig i tvivl om jeg overhoved gøre nogen gavn, men det kan være det kommer senere. Lige nu er jeg egentlig bare hjælpelærer, men det passer mig egentlig også fint, specielt i de små klasser som nok ikke vil få meget ud af at jeg stod og snakkede engelsk til dem i 50 minutter. Det har jeg også sagt til skolen og læreren at jeg syntes klart at jeg ikke skulle kastes alene ind til klasser som ikke kunne andet engelsk end hej og tælle til ti.

Havde en rigtig god IT-time med 10. klassen, som skulle omskrive en engelsk tekst. Der syntes jeg rent faktisk at jeg lærte ting fra mig og jeg fik også rettet på lærerens grammatik (håber ikke hun tog det for andet end hjælp).

Hende læreren som jeg primært følger, er super god til de små klasse i engelsk og hun virker også rimelig skarp på de ting hun underviser i, i IT. Der ser i hvert fald ud til at børnene fanger hvad hun siger og forstår hvor hun vil hen med det, sådan mere eller mindre, de er trods alt kun 7-8 år gamle.

Da vi kom hjem fra skole gik jeg på cola-jagt, jeg havde set at der lå en lille butik (en af mange mange bitte små butikker eller hvad man ville kalde et skur som sælger sodavand, vand, kiks og taletidskort) kun to huse oppe af vejen. Det skal selvfølgelig siges at det er gårde og sådan omkring os, så det var ikke 10 meter men ja ikke længe end man lige kunne gå jo. Men da vores chaufør hørte at jeg ville derop spurgte han om han skulle køre mig, jeg sagde først nej, men han insisterede, så vi tog motorcyklen de små 100 meter der var op til butikken. De havde cola og pepsi så det var super nice at finde ud af det, og jeg sidder da også og nyder en cola mens jeg skriver J Og oven i hatten fandt jeg nogle vingummibamser nede i bunden af min taske, som min mor har givet mig med. Så sidder og hygger, og kan blive længe oppe og sove længe for i morgen er der en muslimsk helligdag og skolen er lukket.

Fik snakket mere med to af pigerne i dag, det var super hyggeligt, de er jo unge som andre unge og de ville høre lidt om hvordan det var i mit hjemland med alle mulige ting, så det var meget sjovt at snakke og sammenligne. De går meget op i om man har en kæreste eller ej, jeg tror det er fordi man ”jo” ikke bliver skilt i Sri Lanka med mindre der er noget sådan helt galt. Så forhold har en anden status eller hvordan man kan forklare det, og så er de også stadig meget gammeldags med kvindens rolle og mandens rolle. Jeg må dog sige at det lyder rimelig godt at kvinden sørger for alt i hjemmet, og når de siger alt så er det alt, kan ikke komme i tanke om noget manden skal andet end at tjene penge. Kvinden bære sågar alle poser når de er ude og købe ind, det var lidt svært for mig da vi f.eks. var på markedet og de ikke ville lade mig tage poserne.

De to ældste af pigerne (Chathu og Dilani) skal begynde på universitetet om en måneds tid så det glæder de sig selvfølgelig en del til. Men moren smutter også, og så er der jo kun mig og Aeysha, på 17, tilbage. Jeg håber da de har styr på at der kommer nogle andre og hjælper til, for jeg har ikke styr på drengenes rutiner og sådan. Ja og Aeysha’s engelsk kundskaber er ikke ligefrem prangende. Men på den anden side, vil jeg jo nok lære sproget hurtigere måske.

Dag 10 - Første dag på den anden skole

Det var min første dag på den anden af de to skoler jeg skulle undervise på. Det er en lidt større skole og der er klasser fra 1 til 11 som de kalder det, så der var en del børn der da klasserne var på minimum 10-12 stykker som jeg så det (lige bortset fra en 11 klasse jeg havde i IT som bestod af 4 unge).

Det er svært at være energisk og klar på at gå i gang når de, også her, var sådan lidt i tvivl om hvad de skulle bruge mig til. Jeg sagde bare til dem at jeg jo var der for at hjælpe dem så de måtte jo sætte mig til hvad de ville. Så jeg fulgte en af lærende hele dagen, først til IT med en 4. klasse, så engelsk med en 3. klasse og til sidst IT med en 11. klasse.

Engelsk var en del sjovere i de to klasser, læren virkede meget pædagogisk og eleverne virkede klogere eller i hvert fald mere hug på at lære så de kunne en del mere end dem på den anden skole. Jeg håber at jeg kan tilføje begge skoler noget de kan bruge til noget, jeg havde en god samtale med læren om at hun nok primært så brugen i mig som en der kunne tale flydende med eleverne så de kunne høre udtalen og de kunne vende sig til at høre engelsk. Så jeg prøvede at snakke så meget som muligt også til børnene, selvom det var svært at blive ved når de til sidst bare sidder og kigger spørgende på dig fordi de ikke fatter et eneste ord jeg siger til dem. Men jeg syntes det gik godt og jeg måtte lige rose læren, som selvfølgelig blev glad for at høre at der var en udefra som syntes hun gjorde et godt stykke arbejde.

IT timen med de yngste var ikke noget at snakke om, det skulle lave en forside til et eller andet. Jeg gik så over til en gruppe drenge som sad og skulle lære at skrive på computer for første gang. Det var sjovt og udfordrende for mig at hjælpe dem med de nye bogstaver og hvordan man egentlig bruger dem. Det var også snyd for teksten de skulle skrive af fra var jo små bogstaver og på tastaturet er der jo kun store bogstaver. Så jeg lavede hurtigt en lille oversigt med begge typer og et ord at kende det på.

Både under IT og engelsktimen blev jeg ved med at prøve at huske hvordan jeg selv lærte det og hvad jeg kunne trække med over. Men de har jo faktisk endnu sværere ved det for de skal lære et helt nyt alfabet samtidig.

IT timen med 11 klassen var lidt spøjs, jeg kiggede på deres materiale og måtte stoppe op da hun begyndte at snakke om computersprog, programmering og HTML. I deres materiale, som er udarbejdet af staten, skulle de igennem assemply og VB kodning, kende til princippet med en database, oprette en simpel hjemmeside i HTML og kende til hvordan et servermiljø kan se ud. Jeg var målløs, ikke over indholdet for det var jo super for sådan en som mig, men at de sætter elever i 10/11 klasse til at lave sådanne ting er i mine øjne spild af tid. Det må være max 1 % hvis ikke mindre som nogensinde får brug for den slags viden, og så er programmering i VB og HTML noget man ikke lige lære i folkeskolen, det er en profession. Jeg spurgte hende om hun mente helt seriøs at hvis jeg hev fat i en 11. klasses elev at han/hun kunne genskabe eller genfortælle det de lavede. Det mente hun helt sikkert at de kunne, så jeg kunne jo ikke rigtig siger mere til det. Hvis jeg får overskud til det, kunne jeg godt finde på at tage en snak, hvis det er muligt, med deres undervisnings ministeriet eller hvad det nu er, om hvorfor de ikke lære dem hele office-pakken og gør dem vant til at bruge en computer som et simpelt kontorredskab og lad programmering og lignende være tilvalg i bedste fald.

Det var ellers nogle meget fine maskiner de har fået indkøbt/doneret, og de havde alle en lille ups til strømudfald.

Det sjovt som de lokale ikke er super gode til længere sætninger eller hvis det bliver for avanceret, men så forvirre de ofte mig med nogle, i mine øjne, avanceret ord eller i hvert fald ikke den lette version af det de vil forklare. Et godt eksempel er strøm, de anede ikke hvad jeg sagde da jeg snakkede om ”power”, de bruger ordet ”current” (kan ikke lige huske hvordan man staver det) men i hvert fald et mere specifikt ord end de behøver og dem er der mange af som sådan popper op og hylder mig ud af den, for jeg tør ikke følge dem på ordet jeg tror de siger fordi jeg går ud fra at de mener noget andet.

Sent på dagen kørte vi ind til byen til hospitalet, hvor en af drengene var blevet indlagt fordi han havde fået noget i sit øje. Han så ud til at være ved godt mod da vi kom ind til ham, han var blevet fulgt derind af vores mor tidligt om morgenen så jeg ved ikke hvor lang tid han havde ventet. Hospitalet var renere end jeg frygtede, men vi var også kun inde i starten og i et mindre lokale, så der kunne sagtens gemme sig sjove ting og sager længere inde. Men det virkede ellers fint og forholdsvis organiseret.

Til aften inden maden lavede drengene lektier som de gør hver aften, og jeg ville hjælpe dem da jeg havde set hvad de havde lavet i skolen og ja nu var jeg der jo så kunne det være at jeg kunne hjælpe dem med noget. Jeg satte mig ved en som skulle lave engelsk på 8. klasses niveau (det vil sige vores 7. klasse), så jeg var ved fint mod da jeg så opgaven. Han skulle lave ord som ”the dog”, ”John” og ”John and I” om til ”it”, ”he” og ”they”, så jeg begyndte at læse op og se hvad han selv kunne komme med af input. Men han var meget passiv og sagde kun de ord jeg sagde og kun de simple af dem som han kendte såsom hund. Så jeg prøvede at gå ned til at vise ham en mand og en dame og forklare ”he”, ”she” og ”it” osv. men jeg fangede ham slet ikke. Så jeg måtte hoppe over til moren for at spørge til råd om hvad de før havde gjort.

Moren fortalte mig at deres niveau var meget lavt og at de knapt kunne genkende bogstavet og slet ikke ord. Der gik det op for mig hvor lidt engelsk de egentlig kan, og at jeg måtte begynde helt fra bunden af. Jeg måtte vide hvor slemt det stod til så fandt den simpleste bog de havde, viste den til den næstældste dreng som går i 11. klasse og er 15 år gammel. Han kunne ikke læse ”The man”, ”The girl” og ”the boy” osv. uden hjælp, meget hjælp. Jeg aftalte med moren at jeg måtte starte noget engelsk ekstra undervisning for dem i den tid hvor de normalt har lektie-tid, for ellers vil de aldrig få lært så meget som at kunne forstå de få ting de kan ud fra hukommelsen. For de kan nogle ord og to-tre ords sætninger hvis de virkelig strækker sig, og det er så kun tre af dem(de tre ældste) der kan det.

Jeg glæder mig faktisk lidt til at gå i gang med at hjemmeundervise drengene, for så kan jeg bestemme materialet og hastigheden selv.

Dag 9 - Første dag i skole

Så kom dagen hvor jeg skulle starte med undervisning på den ene skole. Som jeg har forstået det skal jeg undervise på to lokale skoler hvor jeg skal undervise i engelsk og muligvis it, hvis de når at få udstyr og sådan.

Jeg blev kørt på en motorcykel af vores chaufør, men det var egentlig lidt fjollet da jeg så fandt ud af at det lå 700 meter oppe af vejen. Og de havde ingen hjelme vi kunne passe, så var sådan lidt utryg for jeg har set hvordan de kører her. Men jeg ankom sikkert og da jeg gik ind af porten kunne jeg se to rækker med alle børnene i som stod og ventede på min ankomst. De begyndte at klappe da jeg kom og deres rektor kom mig i møde med en lille pige ved sin side som bar på nogle blomster. Jeg fik blomster og nogle større blade jeg ikke helt ved hvad var, men det var sku meget sødt og ja lidt mærkeligt at blive modtaget på den måde.

Jeg skulle umiddelbart undervise to dage om ugen der, og indtil videre var det en 1. klasse og en 4. klasse. Dette var dog en tirsdag så jeg spurgte om jeg ikke kunne følge deres engelsklære i noget undervisning så jeg kunne få en føling med hvordan de gjorde og hvilket niveau de lå på.

Jeg fulgte undervisning i en 5. klasse først. Det var en meget klassisk klasse, hvor der sad en bærrest som ikke rigtig kunne svare på nogle af spørgsmålene, to piger som kunne det meste og en lille irriterende dreng som hele tiden råbte svaret. Det kan alle nok genkende fra deres folkeskole mere eller mindre. Jeg prøvede også selv at lære dem nogle småting, men de kiggede nærmest mere på deres engelsklære end mig, for de skulle hele tiden af havde forklaret hvad jeg sagde eller også søgte de svaret hos hvem der nu kunne det. Men det var sjovt at prøve og rart at komme lidt i gang.

Efter deres middagspause gik vi ind til 4. klassen som kun bestod af 3 elever, de var dog alle tre fra drengehjemmet, så det var kendte ansigter for mig. De var rigtig dygtige sammenlignet med 5. klassen og læren fortalte mig også at hun havde været hos den klasse året før, hvor hun var kommet til skolen, og havde forsøgt at højne niveauet, og det må jeg sige man kunne mærke. Hun var fra en større by og var vant til at undervise på et højere niveau, så det var rart at følge en som jeg vidste jeg kunne spare med og som forstod mig.

Jeg var helt smadret da jeg kom hjem og måtte tage en time på øjet, i den varme er det svært at holde sig kørende i lang tid af gangen, og jeg havde ikke fået vand med ud til skolen, grundet motorcyklen og at jeg oprindeligt kun skulle være der to timer den dag.

Efter lidt havearbejde med drengene og et spil cricket, gik jeg op for at sludre med moren over en kop te.

Vi snakkede om drengenes fortid og der kan jeg godt se at jeg måske fik stukket hul på noget jeg ikke var helt glad for. Deres fortid var/er, som Kamilla også havde været inde på, meget dyster og til tider lidt skræmmende hvad de har været igennem. Jeg måtte flere gange lidt tage mig sammen for at ikke knibe en tåre mens moren sad og fortalte om nogle af drengene, nogle der havde mistet sin far i tsunamien og nogle hvor moren var rejst og faren simpelthen var kommet grædende med sin søn som han ikke kunne forsørge da han også havde en lille datter at passe på. Puha det var hårdt at høre på, og jeg skulle jo stadig virke fattet for drengene løb rundt omkring os og de var i gang med at klargøre at der kom ”gæster”.

Minimum én gang om ugen kommer der en bil fyldt med mennesker og mad fra det omkringliggende område. Det er lokale som kommer og giver god mad til drengene, og de forbereder sig med ens t-shirts og en lille tale og lidt sådan. Det er super fedt at se at de lokale prøver at hjælpe på den måde og give drengene noget andet end det mad de plejer at få. Bevares det er stadig ris og karry, men så er der kylling og måske nogle godter og den dag havde de små frugt-poser med til hvert barn. Så sidder jeg og ser drengen få serveret mad af de lokale og tænker over det moren havde fortalt, det var meget stærkt lige der og havde da også vand helt op til renden i mine øjenhuler.

Efter aftensmaden holdte de et møde med drengen. Der var åbenbart blevet taget 5000 rupees fra kontoren i lørdags, så de ville prøve at appellere til den som havde taget dem til at få ham til at aflevere dem til Samarn som er den ældste og ses som ”lederen” af drengene. Da de fandt ud af dette gav de også mig en hængelås og bedte mig låse efter mig hver gang jeg gik. Lidt ærgerligt men sådan er det jo nogle gange.

Dag 8 - Overskudsdag

Der er noget haveprojekt som de kigger til mest i weekenden og når den srilankanske munk er her. Jeg besluttede mig for at hjælpe lidt til da jeg jo ikke havde noget andet at lave når børnene var i skole, så jeg spurgte moren hvad jeg kunne gøre for at hjælpe. Hun viste mig at jeg kunne fjerne ukrudt fra roserne og ladyfingers, som hun kaldte dem, og vande roserne når jeg nåede dertil. Det var lidt varmt at hoppe rundt i formiddagssolen uden særlig megen skygge, men det var stadig bedre end at sidde og glo på min stol.

Da jeg kom tilbage fra haven havde moren lavet te til mig og hende, så vi satte os og snakkede lidt. Hun var rigtig sød til at hjælpe mig med ny ord og hun ville gerne hjælpe mig med at lære flere ord og tælle osv. så det var super fedt. Hun er en rigtig sød ældre kvinde som har prøvet en del (hun fortalte af hun havde siddet som noget tastekone/sekretær, HR chef, leder(chairman)), så hun er en lært kvinde og som sagt med et rigtig godt ordforåd så vi snakker rigtig godt sammen.

Hoppede lige forbi der hvor de underviser i IT(word,excel), hvor Chathu sad og baksede med en printer som jeg havde sat op for hende to dage forinden. Hun havde noget papir-stop og hun kunne ikke printe på begge sider af papiret, så jeg hoppede ind og hjalp hende med det. Printeren kunne desværre ikke printe på begge sider, så viste hende den ”manuelle” måde at gøre det på.

Tre af drengene (Dilip, Samarn og ?) spurgte om jeg ikke ville med ud i junglen som de kaldte det på den anden side af hegnet. Jeg hoppede i mine sneakers, som fra erfaring nok var en meget god idé, fordi jeg tænkte at jeg ville prøve kræfter med den lille hytte i træet.

Som forudset ville Dilip have mig op i træhuset, og jeg lod ham vise mig vej op af den hjemmelavet stige og videre op på den umiddelbart solide hytte, eller hvad man skal kalde nogle stykker træ, men der var ”gulv” og tag, så egentlig et meget godt stykke arbejde. Der var så manden kunne sove og lave mad der, og et rør som Dilip forklarede med en fin lyd hvad gjorde hvis der kom elefanter, forestil dig noget ffffushhhhh BANG.

Jeg kom dog ikke helt op da jeg har mit liv for kært til at støtte mit ene ben i en 8 meters højde på en gren som bestemt ikke var ment til at holde min vægt, og hvis jeg så på Dilip og manden som plejer at bruge det, så er der i hvert fald en 20 kilos forskel, og lige der gjorde det en verden til forskel. Dilip var ellers sød og spurgte ”Sir no comming?”, men jo måtte skuffe ham med en ”na-hæ”(groft oversat fra Sinhala).

Vi hoppede videre ud i ”junglen” hvor drengene ville finde og samle nogle mindre frugter som jeg ikke har set før, eller det løgn jeg så dem på markedet dagen før, men kendte dem ikke. Det var ligesom at gå på blommejagt da jeg var mindre, man skulle helst kravle rundt i træerne for at få de bedste af dem, og vi/de fik samlet en stor potion efter en times arbejde. Det tog lidt tid at komme rundt, i krat og igennem buske, for en fyr som ikke er en dreng på 11-12 år, men de behandlede mig som en gammel mand og flyttede alle grene som havde torne, jeg prøvede at forklare at det var fint og at jeg kunne selv, men de blev ved og ja sådan er det jo, og det var jo rart nok. Fik fyldt begge mine store sidelommer i mine shorts og lidt til, så det lignede en god fangst. På vejen tilbage skulle Dilip lige have nogle blomster med, han fortalte at det var til dagen efter hvor han skulle stå for Puja på skolen (Puja er noget bøn af en art som jeg har forstået det).

Dag 7 – Tur til markedet

To af pigerne(Aeysha og Chathu) og jeg tog med den lokale bus til Hambantota by i dag, for at tage på markedet så vi kunne handle grønsager. De sagde at jeg bare skulle sige til hvad jeg kunne lide så ville de købe det, de er sku så søde ved mig hernede.
Den lokale bus var selvfølgelig forsinket med 20 min, men det kunne være meget værre har jeg hørt. Det var noget af en udfordring bare at stige på bussen, jeg stod praktisk talt på trinnet da bussen begyndte at køre, men døren står altid åben så kunne stå der til folk sådan havde rykket lidt rundt på sig. Det skal lige siges at bussen ligner noget der ikke har set en kærlig hånd i ja 20 år eller noget lignende, man stod på enten for eller bag, vi stod på bag. Da jeg havde fået sådan mast mig på plads lige oppe fra trinnet, stoppede bussen og der skulle lige to mere på. De maste sig nærmest bare op bag i mig, så jeg blev klemt godt sammen, og ja så lige næste stop hvor der skulle fire til på. Og sådan fortsatte det et par gange indtil vi ankom til stationen, som heldigvis ikke lå langt væk, måske en 15 minutters kørsel plus det løse. Men jeg forstår ikke hvor folk gjorde af sig selv til sidst, for jeg der blev ved med at komme folk på og jeg stod nærmest allerede halvt ude af bussen, og for at det ikke skulle være nok, så skulle kontrolløren da også lige ned og vende, han kan altså sno sig som ingen anden har jeg en idé om, for det så ikke svært ud for ham.
Da vi ankom til stationen og skulle ud kom det virkelig til udtryk det Kamilla havde snakket om at man skal mase på ellers står man stille. Jeg var den første som skulle ud af døren, men på stationen da bussen holdte kom der måske 6 mennesker over og stod lige foran døren, så jeg stod lige et sekund eller to og bare kiggede på dem undrende over hvad de selv havde tænkt sig, og ja så måtte jeg jo bare gå ind i dem, og de flyttede sig dårligt nok, så måtte mase mig selv ud igennem den lille flok.
Markedet var som man ku’ forestille sig, hvis man har været på et godt tyrkisk eller lignende marked, så ved man hvad jeg mener. Massere af sjove lugte og folk der råber det samme og samme konstant. Alt ligger på jorden eller på et lille stykke presenning, og alt bliver nærmest gravet op på vægten, som nok heller aldrig blive vasket, med de jordfyldte næver. Det har jo sin charme, og alt skal jo skylles og koges så der er jo ikke nogle problemer med det, det er bare sjovt at se hvordan det også kan gøres. Jeg gruede lidt over hvis alle ville glo på mig på markedet, men det var ikke så slemt, og jeg kiggede bare mest ned på alle tingene og grønsagerne, så lagde nok heller ikke så meget mærke til det hvis det var.
Jeg tror vi missede en bus, for da vi kom til stationen sagde Chathu noget om at vi var forsinket. Så vi måtte vente en time før bussen kom, det var ikke så godt fordi drengene derhjemme så ville være alene en time ca. men vi kunne jo ikke gøre så meget. Da bussen så også var forsinket var vi lige ved at tage en tuktuk, men da vi gik over imod dem kom bussen. Samme koncept som på vejen derind, alt for mange mennesker på for lidt plads, og denne gang var der nogle børn som stod rundt om mig, og de kiggede alle på mig, sådan rimelig ofte, selv når jeg kiggede på dem. En af dem, en yngre dreng, stod sådan foran mig og jeg stod sådan halvt ind over ham fordi ja vi var mast sammen, han kiggede lige op og jeg kunne kigge lige ned på ham, det var lidt sjovt, og må have set endnu sjovere ud set udefra.

Det gik lidt op for mig hvorfor jeg havde svært at se hvordan folket var/er fattige. Det er som om de har alt, det er bare mega forældet, som om de havde en god økonomi for måske 20 år siden, og så stoppede den bare brat og så er alt bare stået stille siden. De har busser og busruter rundt i landet, busserne er bare meget gamle. De har strøm og vand, dog ikke varmt vand, men det har de jo stort set heller ikke så meget brug for. Der er sikkert en del ting jeg ikke ved og ikke har et overblik over som tingene er lige. Det har sikkert en del at gøre med at det er en gammel koloni, som også kommer til udtryk mange steder, og at der har været borgerkrig som nærmest kun lige er officielt sluttet helt.

Sent på dagen (ved 17 tiden) tog to af drengene mig med ud for at se på deres marker, og for at se den træhytte som er oppe i et træ ude på marken. Det bliver brugt af en mand som sidder der om natten, og hvis der så kommer elefanter, skal han så skræmme dem væk. He ja det lyder spøjst, men det er løsningen lige nu da de ikke har fundet på en bedre måde, og de hegn de har prøvet at sætte op er blevet trådt i stykker indtil videre.

Men det var rigtig rart sådan at bruge lidt tid sammen med nogle af drengene, og de havde sku meget godt styr på hvad der skete med beplantning og vanding og hvad der ellers skulle til. Det er et tørt område i Sri Lanka, så de er lidt afhængige af regn og så graver de nogle render fra en lille sø de har. Jeg har endnu ikke fundet ud af om den er kunstig og det er sådan de styre den eller hvordan, men det finder jeg nok ud af.

Dilip, som en af drengene hedder som kan rimelig engelsk, ville have mig op i træhytten for at vise mig hvordan det var deroppe, men jeg kunne godt se at det ikke lige var dagen til det. Det var allerede ved at blive mørkt og jeg lidt urolig over den måde man skulle op på, og ville helst ikke falde de 8 meter ned eller mere. Så det må blive en anden dag, hvor jeg har lidt mere tid. På vejen tilbage gik vi forbi nogle af deres majs, og de spurgte om vi ikke skulle tage nogle med til maden, det syntes jeg da lød som en god idé. Dilip kogte og serverede dem til aften, mmm lækkert.

Backup-moren var kommet og hun har et rigtig fint ordforåd af engelsk så hende kunne snakke fint med, det er nu meget rart ikke at skulle hakke sig igennem mange sætninger med de to piger som kun har en lille ordforåd. Hun er en ældre dame som vist bor i Colombo og kommer for at hjælpe når der er brug for det.

Inden sengetid skulle drengene lige vise sig overfor mig og moren(de kalder hende mor, ligesom de to piger kalder hinanden for søstre og mig for bror), de hoppede rundt og lavede ”tricks”, såsom vejrmøller med en hånd, saltomortaler og faktisk nogle ret imponerende ting. Jeg håber at de vil tage mig til sig som en slags storebror eller lignende. Jeg kom også til at tænke på hvad de mon har været igennem for at være der hvor de er, Kamilla har fortalt lidt om at det typisk er fordi deres far er død, måske under tsunamien, og så kan moren ikke passe dem fordi hun enten ikke har nogen penge eller fordi hun må opgive dem hvis hun finder en ny mand.

Tredje dag

Vi skulle mødes kl 6:15 ude foran der hvor Kamilla sov (Zeyana's lejlighed), så vi kunne nå at være i lufthavnen inden Kamilla's veninde Naiomi landede. Inden da skulle jeg dog lige diskutere med ham der drev hotellet, om hvor hvidt han havde fået sine penge eller ej. Han havde luftet dette aftenen forinden, hvor han også viste mig ud til en ATM hvor jeg tænkte at jeg ville hæve nok til at betale ham hvis der nu skulle havde gået kuk i noget. Det gjorde bare min nattesøvn bedre velvidene at jeg kunne betale ham inden jeg tod afsted så tidligt så der ikke kom for mange forsinkelser. Det endte da også med at han fik snakket med Kamilla om morgenen og han fik forklaret at betalingen var sket via et andet selvskab og vi havde booking nummer, så alt var umiddelbart i orden.
Jeg tog min store taske på ryggen og min lille taske i hånden og gik ud på vejen. For at holde tidsplanen og ikke komme alt for sent til Matara, tog vi al vores bagage med til lufthavnen så vi ikke skulle hente det senere.

Byen var meget levende kl 6 da jeg forlod hotellet og satte mig ind i en tuktuk. Chauføren havde da også været i gang i en halv time ca der. Vi fandt Jawatta Garden hvor Kamilla stod og ventede, vi var kun få minutter bag tidsplanen. Tog samme tuktuk videre til bus-holdepladsen hvor vi skulle med bus til lufthavnen, der var fin plads i bussen da vi kom men vi blev så nødsaget til at betale for den plads vi spærede med min store taske.
Busturen til lufthavnen tog godt 45 min, og jeg sad ganske fint, taget i betræktning af bussens størrelse og at jeg fik kold luft lige i nakken. Den kolde luft havde været rigtig fin normalt, men lige den morgen var vejret køligt. Der spillede lokal radio sådan rimelig højt i hele bussen, så man skulle ikke være bange for at falde i søvn.
Da vi ankom til lufthavnen var vi i god tid og vi satte os hen for at vente et sted hvor vi kunne se Naiomi komme ud. Jeg købte en lille saftevand af en art et mindre spisested lige tæt ved, den smagte sådan okay men der var nogle sjove afmærkninger på flasken af der hvor kapslen havde siddet. Det er så derfor de altid giver et sugerør med siger Kamilla, hvilken var rart lige i den situation.
Der gik et godt stykke tid før Naiomi kom ud af lufthavnen, hun havde åbenbart sovet i flyet da de udstak et stykke papir hun skulle udfylde. Lidt mærkeligt at de ikke bare havde ligget det hos hende eller vækket hende hvis det nu var så vigtigt. Men hun kom ud og vi tog en tuktuk, den lille kilometer eller hvad det var, hen til busholdepladsen, hvor vi skulle på en bus til Matara.

Vi fik noget ris and curry til morgen/brunch på et lille spisested på busholdepladsen i Colombo. Tallerkenerne var pakket ind i film og de var vist ikke vant til at man spurgte om en ske til at spise med. Maden var god og fin, og jeg valgte at spise med ske denne gang selvom Kamilla sagde at den slags mad altså normalt indtages med fingrene. Jeg lovede hende at jeg nok skulle prøve de senere, men det var ikke lige til at overskue der.
Busturen til Matara var lang og dræbende, jeg fik ondt i ben og balder, men det gik og vi havde en pause halvvejs/efter lidt over 2 timers kørsel, hvor man lige kunne strække ben, få lidt at drikke og gå på toilet hvis man havde brug for det.
Vi prøvede alle at sove på turen, men tror kun vi sådan halvsov allesammen, for lydene af mortoren eller hvad det var og den konstante tuden i hornet på bussen gjorde det ikke nemt at falde i søvn.

Da vi ankom til Matara tog vi en tuktuk som Kamilla havde fået bestilt, det var en fast mand af en art som hun/de brugte. Vi kørte ud og satte mine ting af på et tempel som egentlig var et større hus med tempel på øverste etage. Jeg smed mine ting ind på et fint værelse, og vi kørte videre hjem til Kamilla som har sit hjem på et pigehjem (Metta Youth Center). Pigerne var selvfølgelig meget generte over at en mand, og så oven i købet en hvid mand, kom på besøg. De vimsede rundt og var ikke meget for at komme og sige hej. Men fordi jeg kom med Kamilla kom de jo over til hende da hun jo havde været væk et par dage. Det var lidt svært for mig at kommunikere med dem da de ikke er så stærke i engelsk og jeg ikke kan Sinhala (endnu), men det var hyggeligt at se hvordan et sådannet sted så ud og jeg kunne genkende det fra deres hjemmeside. Jeg troede faktisk oprindeligt at det var der jeg skulle være, men det var det så ikke.

Jeg blev afhentet af deres faste tuktuk-mand som kørte mig hjem til templet. Da jeg kom op til den stue som ligger før mit værelse, og som høre til alle værelser på den sal jeg var på, stod der mad klar til mig som Malid og en af de små munke havde sat frem til mig. Det var meget lækkert med nudler, æg stegt på panden, karry med linser og noget chili blanding af en art. Jeg kunne endnu ikke drikke vandet fra hanen, så jeg måtte gå tørstig i seng, da jeg ikke havde husket at købe flaskevand.

Anden dag - Colombo

Dagen startede med at Kamilla kom og hentede mig i tuktuk, og vi kørte ud for at få morgenmad. Kamilla viste mig et traditionelt Sri Lankans sted som serverede morgenmad, og der var mange lækre ting. Deres morgenmad virker meget engelsk inspireret, det består typisk af diverse pies og pasteries, altså butterdej med diverse forskellige fyld, og samiosaer og lignende friturestegte ting. Meget lækkert, men ikke det der ligner fuldkorn havregryn, man kan dog vælge den traditionelle ris and curry som man åbenbart kan spise både til morgen, middag og aften. Stedet var, som med de fleste andre i Sri Lanka, nedslidt og de går ikke meget op i hygiejne.

Efter vi havde spist gik vi ud for at shoppe lidt ting som vi/jeg skulle bruge, såsom en usb-dongle så jeg kunne komme på nettet. Lidt tøj for at supplere min sparsomme garderobe med, og vi forsøgte også at finde noget solcreme som åbenbart var sværere at finde end jeg troede det ville være. Det vi fandt, var dyrt og i små tuber, jeg troede at det ville være nemt, men de lokale bruger jo ikke solcreme så det giver lidt mening af det ikke lige var noget de havde liggende på hylderne i større mængder og udvalg.

Jeg skulle have forlænget mit visum på det lokale immigrations kontor(Department of Immigration), eller hvad det nu kan oversættes til. Kamilla kunne ikke komme med ind, da hun var bekymret for at blive set, da hun åbenbart har været der en del gange, og stadig var i landet på sit turist visum. Hun advarede mig om ventetiden og jeg kunne godt se at der sad mange og ventede da jeg kom. Systemet var lidt mærkeligt, først skulle jeg over til en trunte som skulle give mig et stykke papir, så skulle jeg vente i den første kø for at komme ind til en mand som skulle godkende dette. Kamilla havde advaret om deres køkultur eller mangel på samme, og rigtig nok lige som jeg skulle til at gå ind var der en anden som prøvede at liste sig ind foran mig, og da jeg fik ind i lokalet, gik der tre andre med ind som stod i køen. De må være vandt til det, for det generede ikke ham manden i hvert fald.
Efter det fik jeg et nummer, og så var det ellers bare at sætte sig og vente. Heldigvis var der en skærm hvor næste nummer stod på, Kamilla sagde at den var ny og sidst hun var der skulle man høre hvad en lav stemme sagde af numre hver gang. Efter 1 ½ time blev det min tur til at komme op og få godkendelsen og min kupon som jeg skulle over og betale i en anden kø, for så at komme tilbage og vente i samme kø igen. Det hele tog ca. 2½ time, så det kunne have været værre, men den sidste times tid kom Kamilla også op fordi hun kedet sig nedenunder, så var der en at snakke med.

Vi tog tilbage til Barefoot for at spise frokost, Kamilla fortalte at det havde eksisteret i 30 år og det var to englændere som stod for det. Klientellet var hovedsageligt hvide, jeg ved ikke hvorfor men det kan være at det bliver reklameret godt for i diverse rejseguides og lignende.

Da vi havde luft i "skemaet" spurgte Kamilla om vi ikke skulle tage ud og se et stort tempel som ligger et stykkke fra centrum Colombo. Vi hoppede på en tuktuk og så gik jagten ellers, for hun viste ikke hvor det lå, og selve navnet på templet var heller ikke klart. Men efter en 45 mins kørsel ca 16 km og en omvej eller to senere, fandt vi det endeligt, vi havde ellers næsten givet op. Jeg tror at Kamilla spurgte mig om vi ikke bare skulle køre hjem, 3 min før chauføren sagde at vi var der.
Vi lagde vores poser og sandaler i tuktuk'en og købte blomster som Kamilla ville ofre derinde.
Det var et flot tempel, når man trådte ind af døren til en a bygningerne blev man mødt af en kæmpe Buddha som stod fra gulv til loft og "hilste" én når man kom ind. Hvis man gik bagom ham, lå der endnu en kæmpe udskæring af ham på langs af hele rummet. Der var nogle borde, ud for alle Buddha statuerne, som man kunne lægge sin ofring på. Der stod både vand og kaffe, og så en masse blomsterblade.
Køreturen tilbage til centrum gik lidt mere smertefrit, men den endelige regning lød så alligevel på 1440 Rupees, men dette var så også for en tur på over 30 km og hvor han ventede på os mens vi gik rundt inde ved templet. (1440 SLR svare til ca 75 DKK, så nej det er ikke dyrt, men hvis du stiller det op imod en lokals løn i Sri Lanka, så hænger det næsten sammen med de priser vi har i Danmark)

Vi tog ind til det sted vi fik morgenmad, de har en baggård som fungerer som restaurant om aftenen. Her var det meningen vil skulle spise og vente på Zeyana, men vi var stadig mætte efter den store frokost (vi fik god dessert dertil) så vi sad bare og fik en cola mens vi ventede på at Zeyana skulle komme efter hende arbejde. (Zeyana arbejde som noget hvor hun fandt boliger til folk, lidt som en børsmægler, men hun solgte ikke noget, hun fandt bare stederne) Jeg kom nok til at købe en lille Pommes Frites, men det var kun fordi tjeneren blev ved med at spørge os om vi ikke skulle have noget at spise.
Zeyana kom ved ni tiden, måske lidt før, men Kamilla var i hvert fald blevet træt, og vi blev enige om at vi ikke skulle for sent hjem fra den bar som Zeyana ville hive os med på. Det var hendes stamsted, og hun kom der næsten hver aften.
Hyggeligt sted som hedder Manchester, vi fik en enkelt øl, eller Kamilla gjorde ikke da hun ikke drikker som jeg har forstået det. Det var hyggeligt og lidt sjovt at snakke med Zeyana og hendes venner som alle var fra Sri Lanka og muslimer. Muslimer udgøre ellers "kun"  ca. 14% fik jeg afvide af en af gutterne som var nyudlært tandlæge.

Da jeg kom hjem havde jeg, til min store overraskelse, fået en ny medbeboer. Ude på badeværelset gik en kakkelak rundt, og jeg var ikke ligefrem vandt til sådan nogle, så jeg tænkte at jeg bare ville skylle den væk. Jeg fandt så ud af at de der kakkelakker, de drukner ikke så nemt som edderkopper derhjemme, så jeg måtte klappe den en (eller fire fem gange blev det nok til) og fik smidt den i en skraldespand udenfor mit værelse. Det gjorde jeg fordi jeg har hørt den der med at hvis én kakkelak dør, kommer resten til begravelsen. Jeg ved ærlig talt ikke om det er sandt, men kan godt se det med at de kommer fordi de kan lugte "kød".

Første Dag

Jeg må sige at det var en mærkelig følelse at tage afsted helt alene. Specielt da jeg stod og skulle checke ind i lufthavnen og resten af familien stod tilbage og kiggede på mig. Det var nok svære for dem at sige farvel til mig end omvendt, men mon ikke jeg får noget hjemve på et tidspunkt.

Flyveturen gik fint, Qatar Airways har nogle fine fly med egen skærm som man kan se alle mulige film og serier på. På begge ture (Danmark-Qatar og Qatar-Sri Lanka) havde jeg endda plads på begge sider af mig, da jeg havde valgt plads ud til gangen og der ikke var nogen på min anden side, på den sidste tur var det dog fordi den tysker som sad ved siden af mig, flyttede sig et sted hen hvor han også kunne sidde bedre.

Da jeg ankom til Colombo lufthavn i Sri Lanka, var jeg ved fint mod og på trods af at jeg kun havde sovet 2-3 time i alt på flyveturen (grundet spænding og min evne til at sove i et flysæde). Men da jeg trådte ud af ankomst-området og skulle til at finde Kamilla, blev jeg lidt urolig. Der stod en horde af srilankanere med skilte med navne på, og jeg vidste ikke om hun havde sendt en for at hente mig eller om hun selv stod der. Kamilla havde sagt at hun ville møde mig i lufthavnen, men da hun ikke stod der tænkte jeg at jeg hellere måtte kigge alle skiltene igennem, det var sjovt som de sådan hoppe rundt imellem hinanden, for at vise mig netop deres skilt når jeg sådan skimtede med øjnene, for at fokusere på enkelte skilte imellem alle de andre.
Men ingen af skiltene havde mit navn på, så jeg valgte at gå lidt væk fra virvaret, og satte mine ting ved et lille område med stole sat op foran et tv som viste cricket.
Jeg må sige at man alligevel står og tænker lidt over de jokes man selv (og ens storebror) havde sagt om at det hele jo kunne være et stort svindelnummer og så stod man der uden at kunne gøre noget. Men vil dog sige at jeg jo både havde snakket med Kamilla og David (World Volunteers) på forhånd og jeg havde Kamillas facebook, så jeg prøvede mere at holde fast i tanken om at hun nok bare var forsinket eller måske havde glemt at det var i dag. Jeg havde desværre ikke gemt hendes nummer på min mobil, men vidste at jeg havde det i min email-indbakke, så hvis jeg kunne finde noget wifi ville jeg kunne ringe til hende. Det kunne jeg ikke umiddelbart, og stod og overvejede mine muligheder.
Jeg kunne stå og se til da en hvid sorthåret pige kommer hoppende ind imellem mændene med skiltene, på tær og med søgende øjne. Hun kiggede rundt i ankomsthallen og jeg vinkede til hende. Jeg kunne heldigvis kende hende fra de billeder af hende jeg havde set på facebook.

Kamilla havde hendes veninde med i lufthavnen. Veninden hedder Zeyana, er lokal og bor i Colombo. Vi kørte i taxa fra lufthavnen og ind til Colombo for at finde det hotel jeg skulle overnatte på. Det var sjovt at se hvordan det, for mig, nye land udformede sig set fra inde fra en taxa. Det var lige så hektisk som jeg havde forstillet mig, men dog ikke så varmt som jeg havde troet. Vi fik endda taxachaufføren til at slukke for blæseren.

Vi fandt hotellet og jeg fik smidt mine ting ind på værelset, syntes det var lidt skummelt måden man kom ind og op på, men det var vist meget normalt, og forstanderen virkede flink.

Vi tog en tuktuk hen for at få lidt morgenmad et sted som mindede meget om noget Starbucks, med kaffe og sandwich osv. Det lå i et af de finere områder i Colombo, og prisen fulgte derefter. Rigtig lækkert, og rart med en god start efter lidt sådan start-forvirring fra min side af da der er mange nye indtryk.

Efter det tog vi ud og shoppede lidt, jeg skulle bruge nogle sandaler og kigge lidt efter nogle bøger. Vi var inde i et typisk center som havde det meste man kunne stå og mangle, så der følte man sig rimelig godt hjemme som dansker. Det skifter utrolig meget med store centre og bittesmå butikker, som f.eks. den vi købte simkort i, det kan åbenbart overalt. Alle butikker har også masserer skilte og bannere af alle slags, det er svært at se hvad butikken sælger eller hvad den f.eks. hedder, så jeg var imponeret over at de kunne finde rundt, men de havde jo sikkert været der mange gange før, og Zeyana var jo opvokset i byen.

Efter lidt indkøb, hoppede vi til deres ”hemmlige” sted i Colombo som de kaldte det. Kamilla siger dog at der er mange mennesker til hverdag så tror bare de mente hemmeligt som i at det sådan var deres sted. Der var mange hvide mennesker der, og en rigtig god stemning i luften i den gård som det mindre spisested lå i. Stedet hedder Barefoot og ud af til er det en butik som sælger tingeltangel, meget fint tingeltangel. Butikken har så en café i baggården. Der kører noget stille afslappende musik i baggrunden, forskellige stole-arrangementer, der står et stort træ i midten af gården hvor der hænger en klokke. Jeg kan varmt anbefale dette sted hvis man er i Colombo.

Vi tog ud til stranden efterfølgende, hvor jeg fik en lille øl og vi sad alle tre og hang lidt. De to piger havde været tidlig oppe for at nå til lufthavnen i tide (som de ikke engang gjorde, grundet transporttiderne ikke er til at regne med overhoved) så ja vi stenede og besluttede at vi nok skulle komme hjemad inden vi faldt i søvn til lyden af havet i forgrunden.

Hotelværelset var fint nok, der var varmt vand, som nok var en af de få gange jeg havde det. Stikkende i væggen kunne jeg bruge ved et lille trick med at trykke en pal ind øverst, der er tre huller og de to nederste er som dem vi bruger ”normalt” så det var jo fint. Det eneste minus var at lagenet var rimelig ulækkert med pletter og det hele, men det så ud til at have været, forsøgt, vasket så ja det var jo bare sådan det var. Man er meget træt efter en sådan dag kan jeg godt fortælle, men det var nu en god måde at starte på, og jeg følte mig i gode hænder med Kamilla som nærmest er blevet mere srilankansk end f.eks. Zeyana.