Dag 7 – Tur til markedet

To af pigerne(Aeysha og Chathu) og jeg tog med den lokale bus til Hambantota by i dag, for at tage på markedet så vi kunne handle grønsager. De sagde at jeg bare skulle sige til hvad jeg kunne lide så ville de købe det, de er sku så søde ved mig hernede.
Den lokale bus var selvfølgelig forsinket med 20 min, men det kunne være meget værre har jeg hørt. Det var noget af en udfordring bare at stige på bussen, jeg stod praktisk talt på trinnet da bussen begyndte at køre, men døren står altid åben så kunne stå der til folk sådan havde rykket lidt rundt på sig. Det skal lige siges at bussen ligner noget der ikke har set en kærlig hånd i ja 20 år eller noget lignende, man stod på enten for eller bag, vi stod på bag. Da jeg havde fået sådan mast mig på plads lige oppe fra trinnet, stoppede bussen og der skulle lige to mere på. De maste sig nærmest bare op bag i mig, så jeg blev klemt godt sammen, og ja så lige næste stop hvor der skulle fire til på. Og sådan fortsatte det et par gange indtil vi ankom til stationen, som heldigvis ikke lå langt væk, måske en 15 minutters kørsel plus det løse. Men jeg forstår ikke hvor folk gjorde af sig selv til sidst, for jeg der blev ved med at komme folk på og jeg stod nærmest allerede halvt ude af bussen, og for at det ikke skulle være nok, så skulle kontrolløren da også lige ned og vende, han kan altså sno sig som ingen anden har jeg en idé om, for det så ikke svært ud for ham.
Da vi ankom til stationen og skulle ud kom det virkelig til udtryk det Kamilla havde snakket om at man skal mase på ellers står man stille. Jeg var den første som skulle ud af døren, men på stationen da bussen holdte kom der måske 6 mennesker over og stod lige foran døren, så jeg stod lige et sekund eller to og bare kiggede på dem undrende over hvad de selv havde tænkt sig, og ja så måtte jeg jo bare gå ind i dem, og de flyttede sig dårligt nok, så måtte mase mig selv ud igennem den lille flok.
Markedet var som man ku’ forestille sig, hvis man har været på et godt tyrkisk eller lignende marked, så ved man hvad jeg mener. Massere af sjove lugte og folk der råber det samme og samme konstant. Alt ligger på jorden eller på et lille stykke presenning, og alt bliver nærmest gravet op på vægten, som nok heller aldrig blive vasket, med de jordfyldte næver. Det har jo sin charme, og alt skal jo skylles og koges så der er jo ikke nogle problemer med det, det er bare sjovt at se hvordan det også kan gøres. Jeg gruede lidt over hvis alle ville glo på mig på markedet, men det var ikke så slemt, og jeg kiggede bare mest ned på alle tingene og grønsagerne, så lagde nok heller ikke så meget mærke til det hvis det var.
Jeg tror vi missede en bus, for da vi kom til stationen sagde Chathu noget om at vi var forsinket. Så vi måtte vente en time før bussen kom, det var ikke så godt fordi drengene derhjemme så ville være alene en time ca. men vi kunne jo ikke gøre så meget. Da bussen så også var forsinket var vi lige ved at tage en tuktuk, men da vi gik over imod dem kom bussen. Samme koncept som på vejen derind, alt for mange mennesker på for lidt plads, og denne gang var der nogle børn som stod rundt om mig, og de kiggede alle på mig, sådan rimelig ofte, selv når jeg kiggede på dem. En af dem, en yngre dreng, stod sådan foran mig og jeg stod sådan halvt ind over ham fordi ja vi var mast sammen, han kiggede lige op og jeg kunne kigge lige ned på ham, det var lidt sjovt, og må have set endnu sjovere ud set udefra.

Det gik lidt op for mig hvorfor jeg havde svært at se hvordan folket var/er fattige. Det er som om de har alt, det er bare mega forældet, som om de havde en god økonomi for måske 20 år siden, og så stoppede den bare brat og så er alt bare stået stille siden. De har busser og busruter rundt i landet, busserne er bare meget gamle. De har strøm og vand, dog ikke varmt vand, men det har de jo stort set heller ikke så meget brug for. Der er sikkert en del ting jeg ikke ved og ikke har et overblik over som tingene er lige. Det har sikkert en del at gøre med at det er en gammel koloni, som også kommer til udtryk mange steder, og at der har været borgerkrig som nærmest kun lige er officielt sluttet helt.

Sent på dagen (ved 17 tiden) tog to af drengene mig med ud for at se på deres marker, og for at se den træhytte som er oppe i et træ ude på marken. Det bliver brugt af en mand som sidder der om natten, og hvis der så kommer elefanter, skal han så skræmme dem væk. He ja det lyder spøjst, men det er løsningen lige nu da de ikke har fundet på en bedre måde, og de hegn de har prøvet at sætte op er blevet trådt i stykker indtil videre.

Men det var rigtig rart sådan at bruge lidt tid sammen med nogle af drengene, og de havde sku meget godt styr på hvad der skete med beplantning og vanding og hvad der ellers skulle til. Det er et tørt område i Sri Lanka, så de er lidt afhængige af regn og så graver de nogle render fra en lille sø de har. Jeg har endnu ikke fundet ud af om den er kunstig og det er sådan de styre den eller hvordan, men det finder jeg nok ud af.

Dilip, som en af drengene hedder som kan rimelig engelsk, ville have mig op i træhytten for at vise mig hvordan det var deroppe, men jeg kunne godt se at det ikke lige var dagen til det. Det var allerede ved at blive mørkt og jeg lidt urolig over den måde man skulle op på, og ville helst ikke falde de 8 meter ned eller mere. Så det må blive en anden dag, hvor jeg har lidt mere tid. På vejen tilbage gik vi forbi nogle af deres majs, og de spurgte om vi ikke skulle tage nogle med til maden, det syntes jeg da lød som en god idé. Dilip kogte og serverede dem til aften, mmm lækkert.

Backup-moren var kommet og hun har et rigtig fint ordforåd af engelsk så hende kunne snakke fint med, det er nu meget rart ikke at skulle hakke sig igennem mange sætninger med de to piger som kun har en lille ordforåd. Hun er en ældre dame som vist bor i Colombo og kommer for at hjælpe når der er brug for det.

Inden sengetid skulle drengene lige vise sig overfor mig og moren(de kalder hende mor, ligesom de to piger kalder hinanden for søstre og mig for bror), de hoppede rundt og lavede ”tricks”, såsom vejrmøller med en hånd, saltomortaler og faktisk nogle ret imponerende ting. Jeg håber at de vil tage mig til sig som en slags storebror eller lignende. Jeg kom også til at tænke på hvad de mon har været igennem for at være der hvor de er, Kamilla har fortalt lidt om at det typisk er fordi deres far er død, måske under tsunamien, og så kan moren ikke passe dem fordi hun enten ikke har nogen penge eller fordi hun må opgive dem hvis hun finder en ny mand.