Så kom dagen hvor jeg skulle starte med
undervisning på den ene skole. Som jeg har forstået det skal jeg undervise på
to lokale skoler hvor jeg skal undervise i engelsk og muligvis it, hvis de når
at få udstyr og sådan.
Jeg blev kørt på en motorcykel af vores
chaufør, men det var egentlig lidt fjollet da jeg så fandt ud af at det lå 700
meter oppe af vejen. Og de havde ingen hjelme vi kunne passe, så var sådan lidt
utryg for jeg har set hvordan de kører her. Men jeg ankom sikkert og da jeg gik
ind af porten kunne jeg se to rækker med alle børnene i som stod og ventede på
min ankomst. De begyndte at klappe da jeg kom og deres rektor kom mig i møde
med en lille pige ved sin side som bar på nogle blomster. Jeg fik blomster og
nogle større blade jeg ikke helt ved hvad var, men det var sku meget sødt og ja
lidt mærkeligt at blive modtaget på den måde.
Jeg skulle umiddelbart undervise to dage om
ugen der, og indtil videre var det en 1. klasse og en 4. klasse. Dette var dog
en tirsdag så jeg spurgte om jeg ikke kunne følge deres engelsklære i noget
undervisning så jeg kunne få en føling med hvordan de gjorde og hvilket niveau
de lå på.
Jeg fulgte undervisning i en 5. klasse først.
Det var en meget klassisk klasse, hvor der sad en bærrest som ikke rigtig kunne
svare på nogle af spørgsmålene, to piger som kunne det meste og en lille
irriterende dreng som hele tiden råbte svaret. Det kan alle nok genkende fra
deres folkeskole mere eller mindre. Jeg prøvede også selv at lære dem nogle
småting, men de kiggede nærmest mere på deres engelsklære end mig, for de
skulle hele tiden af havde forklaret hvad jeg sagde eller også søgte de svaret
hos hvem der nu kunne det. Men det var sjovt at prøve og rart at komme lidt i
gang.
Efter deres middagspause gik vi ind til 4.
klassen som kun bestod af 3 elever, de var dog alle tre fra drengehjemmet, så
det var kendte ansigter for mig. De var rigtig dygtige sammenlignet med 5.
klassen og læren fortalte mig også at hun havde været hos den klasse året før,
hvor hun var kommet til skolen, og havde forsøgt at højne niveauet, og det må
jeg sige man kunne mærke. Hun var fra en større by og var vant til at undervise
på et højere niveau, så det var rart at følge en som jeg vidste jeg kunne spare
med og som forstod mig.
Jeg var helt smadret da jeg kom hjem og måtte
tage en time på øjet, i den varme er det svært at holde sig kørende i lang tid
af gangen, og jeg havde ikke fået vand med ud til skolen, grundet motorcyklen
og at jeg oprindeligt kun skulle være der to timer den dag.
Efter lidt havearbejde med drengene og et spil
cricket, gik jeg op for at sludre med moren over en kop te.
Vi snakkede om drengenes fortid og der kan jeg
godt se at jeg måske fik stukket hul på noget jeg ikke var helt glad for. Deres
fortid var/er, som Kamilla også havde været inde på, meget dyster og til tider
lidt skræmmende hvad de har været igennem. Jeg måtte flere gange lidt tage mig
sammen for at ikke knibe en tåre mens moren sad og fortalte om nogle af
drengene, nogle der havde mistet sin far i tsunamien og nogle hvor moren var
rejst og faren simpelthen var kommet grædende med sin søn som han ikke kunne
forsørge da han også havde en lille datter at passe på. Puha det var hårdt at
høre på, og jeg skulle jo stadig virke fattet for drengene løb rundt omkring os
og de var i gang med at klargøre at der kom ”gæster”.
Minimum én gang om ugen kommer der en bil fyldt
med mennesker og mad fra det omkringliggende område. Det er lokale som kommer
og giver god mad til drengene, og de forbereder sig med ens t-shirts og en
lille tale og lidt sådan. Det er super fedt at se at de lokale prøver at hjælpe
på den måde og give drengene noget andet end det mad de plejer at få. Bevares
det er stadig ris og karry, men så er der kylling og måske nogle godter og den
dag havde de små frugt-poser med til hvert barn. Så sidder jeg og ser drengen
få serveret mad af de lokale og tænker over det moren havde fortalt, det var
meget stærkt lige der og havde da også vand helt op til renden i mine
øjenhuler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar