Dag 35 - Hygge

Den søndag stod jeg tidligt op for at tage over til Veherahena templet. Efter morgenmaden tog jeg mit kamera i lommen og hoppede over til templet som ligger små 300 meter væk, nærmest på den anden side af vejen.

Det var et virkelig flot tempel, med den store Buddha statue som kronen på værket. Der var dog også nogle boder eller butikker af en art som solgte ting og sager, det kom lidt bag på mig at sådanne kommercielle ting havde et indtog i et tempel. Da jeg kom ind var der en munk der kaldte mig til sig og havde gjorde tegn til at jeg skulle smide mine sandaler, jeg vidste godt at de skulle af, jeg kunne bare ikke finde ud af hvor, men var tydeligvis gået for langt ind. Jeg lagde dem ved en vandpost, hvor man typisk gør blomster klar og vasker hænder tror jeg, der stod ikke andre, men det var også tidligt så jeg var nok den eneste turist der.

Gik lidt rundt og kom hen til en lille bygning, ved siden af det hellige træ, hvor der stod en mand og kaldte mig til sig. Inde i den lille bygning sad en yngre munk med noget hvid snor, han bedte mig om at modtage deres velsignelse og jeg fik et stykke snor om håndledet mens munken sagde nogle få ord. Efterfølgende bedte de selvfølgelig om en lille donation, men det er nok meget normalt for sådanne steder.

Det var en dejlig varm morgen og jeg gik en tur rundt om templet, der var en større bygning med en stor åben sal, hvor der stod en ældre munk og underviste/talte til en stor mængde elever. Jeg tror det var Dharma(undervisning om Budisme og Buddha), men var ikke helt sikker, det var jo søndag så det var meget sandsynligt. Der var en mindre springvand som desværre var slukket og lignede at det ikke rigtig blev brugt. Det var på bagsiden af templet, så jeg ved ikke om det var fordi de ikke kunne kører der økonomisk og derfor fokuserede på det større oppe foran statuen.

Bagsiden af templet

 

For at komme op omkring den store Buddha skulle man først ned under den, igennem en mindre labyrint af små gange. Der var malerier på alle vægge langs de smalle gange, det var historier og fortællinger om Buddha. Ved indgangen til gangene stod en man ved et skilt, hvor der stod at alle udenlandske gæster skulle betale 200 for at kommen ind, disse penge ville så blive brugt udelukkende til vedligeholdelse, jeg syntes det var en fin måde at gøre det på. Man kan også vende den om og sige at det burde være valgfrit da dette bryder lidt tankegangen med religionen som jeg ser det.

En af gangene

Den bygning som bygget rundt om statuen er i flere etager, nogle med udsatser man kan gå ud og komme helt tæt på statuen. Det skulle være den største Buddha statue i Sri Lanka og den 3. eller 4. største i verden. Udsigten udover marker og templet var fantastisk, man fornemmede at den store Buddha kiggede ud over det pragtige land. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på om de overhoved rengjorde den, og hvis de gjorde hvordan og hvor ofte. Man kunne godt se at rillerne på hans kåbe var godt snavset og revnerne imellem hans tær havde meget snavset vand fanget. Men ikke desto mindre et meget flot værk og i sandhed et besøg værd.

Efter min lille tur til Veherahena hoppede jeg hjem til det tempel jeg boede på for at hente mine ting, tage min afsked med de små munke og den rare ældre mand. Jeg fortalte dem at jeg tog afsted og ikke kunne sige hvornår jeg kom tilbage.

Jeg tog en tuktuk hen til Metta centeret hvor Kamilla var i færd med at undervise Dharma. Jeg havde ikke været til Dharma undervisning før så hun havde inviteret mig til at komme og se hvad det gik ud på. Da jeg kom, gik jeg ind til den store sal på centeret, der var samlet en del børn og unge som sad i aldersgrupper fordelt rundt i salen. Kamilla sad sammen med de ældste oppe på en scene som var en den ene ende, de sad og tegnede. Kamilla havde sat pigerne til at tegne Buddha og hans kone (før han blev munk og senere Buddha, havde han et andet navn, var prins, gift og fik en søn). Så jeg satte mig og kiggede på alle deres tegninger mens Kamilla fortalte mig historien, kort fortalt, om Buddha. Det var rigtig hyggeligt at sidde og høre historie mens alle sad og hyggede om deres tegninger, der var dog nogle afbrydelser da nogle af drengene i de andre grupper begyndte at kaste med viskelæder, men hvad kan man også forvente hvis de keder sig og der er så mange samlet et sted.

Det virker som om at det er lettere at snakke med pigerne på pigehjemmet, de er mere sådan snakkelystne, og så kan de også flere ord end de fleste drenge jeg er stødt på. Efter Dharma havde jeg lyst til is, og Kamilla spurgte om jeg havde lyst til at give is til alle pigerne. De kostede kun 20 stykket, så jeg tænkte det kunne være hyggeligt, og det gjorde vi så. Jeg nåede dog ikke selv at give dem til dem selv, da Kamilla skulle videre og jeg skulle følges med hende, men de faldt nok i god jord. Fik da også en selv, og Kamilla fortalte at hun ofte købte is til pigerne, de er 50 stk. så det er noget af en omgang, men det svare til 50 kr. så det er jo ikke noget der sprænger mit budget.

Kamilla skulle ind til byen og undervise, så vi fulgtes videre ind til Matara. Godt det ikke var mig som skulle undervise der på eftermiddagen på en søndag, var selv helt smadret, så kan kun forstille mig hvordan Kamilla havde det da vi skiltes.

Der var lidt virvar inde i Matara fordi præsidenten skulle komme på besøg, der var mere politi og på vejen hjem i bussen, kunne jeg se en hel ”hær” stå klar uden for byen hvor der også var sat nogle større flag op. Jeg mener han skulle besøge en lokal skole i området, det kan være den vi kørte forbi, han skulle være opvokset i Hambantota provinsen, så jeg gætter på at de er stolte når han kommer på besøg på de kanter.

Hjemme på hjemmet var elefantmanden(ham som bor i træhytten om natten for at skræmme elefanter væk) og hans kammerat i gang med at fiske fra vores kunstige sø, hvor der åbenbart er en del fisk. Jeg ved ikke om det var grundet oversvømmelsen fra et par dage forinden grundet regn. Men de fangede da en del og vi skulle have nogle af dem senere til aftensmad. Rangel stod for at lave dem, og jeg var lidt ked af at skuffe ham da jeg ikke kunne lide fisken, men han er frisk nok, så det var ikke noget han tænke over. Fik det lidt dårligt, han havde stået der i køkkenet alene og lavet dem, og var så stolt da han kom og sagde at der var mad og fisk.

Vi klikker rigtig godt mig og ham syntes jeg, vi har lidt af den samme humor. Men det er jo meget kropsprog når vi begge ikke mestre hinandens sprog, men hyggelig er han at være i selvskab med.

Dag 34 – Bådtur

Stod op kl. lidt over fire for at være klar til den tidlige afhentning. Der ville blive serveret morgenmad på båden, så det skulle jeg ikke tænke på, så havde god tid da jeg endelig kom op og i bad. Jeg var klar og ude kl. 5 og så var der ikke andet for end at vente og håbe at de havde forstået hvad jeg mente med hensyn til afhentning. Lidt forsinket kom der en tuktuk ud af mørket længere oppe af vejen, og så tidligt på morgenen på en lokal vej, måtte det være min og ganske rigtigt. Jeg var meget glad for at se ham, vidste ikke hvad jeg skulle have gjort hvis han ikke var kommet.

Det var noget af en tur vi skulle, Mirissa ligger et stykke ude fra Matara, men det gik raskt uden så mange andre på vejene. Undervejs fik jeg ringet til det bureau vi skulle med for at få adressen, de spurgte om jeg havde en chaufør, og han fik så røret. Det var mere afslappende at køre der tidligt om morgenen, der var få mennesker på gaderne så man blev ikke nedstirret så meget, og det var køligt så man kunne sidde og blive luftet lidt.

Det første jeg lagde mærke til da jeg ankom til det hotel som stod for bådturen, var at jeg nok ikke var den eneste dansker der skulle med. For det første hang der ”Tjæreborg” skilte i receptionen og dem foran mig snakkede dansk (døh). Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med lige at hilse og sådan, de var en klassisk familie på fire på tur rundt i Sri Lanka, tror de var fynboere. Lige pludselig følte jeg mig meget som turist og jeg det var egentlig lidt befriende på en mærkelig måde. Måske er det fordi at jeg så giver mig selv lov til at tænke lidt mindre over hvad jeg gør og siger, fordi jeg tænker at jeg ikke behøver at være det eneste gode eksempel.

Kamilla kom lige før vi skulle afsted, og vi fik os en hurtig kop te uden bagved ud mod stranden som lå op til hotellet. Det var et rigtig lækkert område med en lækker strand. Var dog rimelig skuffet over at deres te var teposer som man kunne købe i supermarkedet. Tænker bare at nu man endelig var i et land hvor en fjerdel af deres eksport udgøres af te, at der ville være lidt mere fokus eller kræs om det.

Vi blev kørt derud i hold af 4-7 personer i henholdsvis en større personbil og en minivan af en art. Jeg sad forrest og chaufføren var en ung mand som fortalte lidt om havnen da vi kørte igennem. Der var total prop da vi skulle forbi alle fiskerne og helt over til den bagerste ende af molen. De var i gang med at losse af og der lå fisk over det hele, og midt i det hele holdte vi og prøvede at mase os igennem. Jeg spurgte om vi ikke bare kunne gå da det synes hurtigere, men chaufføren sagde at det alligevel var et stykke ude og at vi ikke ville kunne kende båden. Det var en fantastisk autentisk atmosfære og trods virvaret, nød jeg at sidde midt i fiskernes fangst og de handlendes råben.

Båden var en mellemstor båd med en ekstra ”etage” på hvor man kunne stå og få et lidt bedre udsyn. Vi hoppede om bord og fik en redningsvest hver og en pose med vores morgenmad. Morgenmaden bestod af 1 liter vand, to ”sandwich” som var toastbrød med ost (kun ost), ananas, et lille stykke kage og et æg.

Turen ud var skøn rolig og med en lækker udsigt, med solen ind fra siden kunne man se mere og mere af kysten og misunde de folk som boede ud til der hvor vi sejlede. Kamilla og mig så specielt fire ens huse, som jeg går ud fra man kunne lege eller ligene, de så rigtig flotte ud og med baghaven lige ud til kysten i en god højde så udsigten må være helt vidunderlig.

Da vi var kommet godt derud af, efter måske 40 minutters sejlads, kunne man høre at der skete noget, og vi hoppede op foran hvor man kunne stå at se ud over vandet. Det var en stor flok ”spinning” delfiner som vi sejlede bagved, det var sjovt at se så mange og nogle af dem hoppede op og lavede en saltomortale, deraf navnet ”spinning”. Jeg havde helt glemt at der rent faktisk stod i min guidebog at der også var chance for at se delfiner, så det var en glædelig overraskelse og med resten af dagen taget i betragtning var det fedt også at se dem nu man var der. Efter lidt tid, begyndte den store ”jagt” på hvaler, der gik to yngre mænd rundt på båden og spejdede efter hvaler. Da de, eller andre så noget, satte de fuld fart på båden og så var det ellers med at være hurtig både med øjne og kamera hvis man skulle have et glimt. Det var fantastisk at opleve hvaler så tæt på, men det var jo ikke meget man kan se af dem, de skyder vand op et par gange og så går de jo ned igen. På vej ned kan man så se halen vippe op. Det var de mindre ”Sperm Whales”, og jeg håber de har et pænere navn på dansk. Håbede meget på at se blåhvaler, men dem var der desværre ikke nogen af. Når en hval var dykket igen, ventede man så på at det så en ny, og sådan blev de ved et par timer. I tiden imellem kunne man så slappe af på både og nyde at det var lækkert vejr. Jeg har altid godt kunne lide at sejle sådan, har dog ikke prøvet det så meget, men det mindede da mig om en tur jeg havde ud med nogle gutter oppe i Gilleleje havn. Vandet mod siden af båden, solen i øjenkrogen og så lige ham den lille dreng som kaster op udover rælingen. Der var to andre som jeg så kaste op, vi fik ellers søsyge-piller da vi startede. Kamilla spurgte om jeg blev søsyg, det gør jeg umiddelbart ikke, men tog en for en sikkerhedsskyld.

Der var utrolig mange som faldt i søvn og sov på utrolig meget af turen. Kamilla associerede det med at båden vuggede dem i søvn, og det var nok ikke meget galt, det kombineret med den tidlige afgang gjorde det svært for mange. Jeg må også sige at hvis jeg sad helt stille og tilbagelænet, nikkede jeg også med hovedet og på vej hjem prøvede jeg også at sove lidt.

Det var en sjov oplevelse og det er jo svært at tvinge hvaler frem, når de jo bare svømmer rundt som de behager. Men en dyrere fornøjelse for 10 sekunder per hval som var svære at se, og nok ikke noget jeg ville gøre igen.

Da vi kom tilbage fra bådturen, satte vi os i hotellets restaurant for at få noget frokost. Vi sad samme sted som vi gjorde om morgenen og havde en god udsigt ud over stranden. Desværre kunne vi ikke få rice and curry fordi køkkenet var i gang med at gøre klar til deres store buffet, og der ville gå 40 minutter, det kunne Kamilla ikke vente på da hun var meget sulten, så hun fandt noget pastaret og jeg tænkte jeg ville prøve at se hvordan de ville lave en pizza. Det var ellers ærgerligt for Kamilla sagde at de havde en rigtig god rice and curry, og jeg havde ikke fået det andet end på hjemmet og ville gerne se om der var meget forskel eller om det var det samme.

Efter vi havde bestilt fik Kamilla øje på en af hendes venner fra Sverige. Han slog sig ned sammen med os og jeg fik hilst og snakket med ham. Han havde, sammen med sin mand, indsamlet en god sjat penge hjemme i Sverige, via en facebook-gruppe, og så havde de ellers taget til Sri Lanka for at se på projekter de kunne starte og/eller hjælpe med. De havde startet et musikprojekt hvor de tre gange om ugen, efter skole, havde børn inde for at spille og synge. Han(Andreas) fortalte at det var en rigtig god måde at styrke børnenes selvtillid og han fortalte at man tydeligt kunne mærke hvordan børnene havde åbnet mere og mere op. Det var fedt at høre hvordan man kunne gøre det og hvordan man også kan hjælpe, men det var ikke uden problemer. De havde udfordringer med systemet, både de lærere som skulle undervise og stedet de lejede sig ind som gerne vil have indflydelse, mere end Andreas syntes var passende. Jeg blev meget inspireret af at høre om hans projekt og hvordan de også havde været ude og prøve at støtte andre steder finansielt. Det kan godt tænkes at jeg vil snakke mere med ham når jeg kommer hjem, han skulle også til at arbejde i København, så måske kunne jeg snakke med ham næste gang de skulle lave noget ligene.

Kamilla skulle hjem og undervise og jeg fulgte med for at se hvordan det foregik. Da vi kom hjem til pigehjemmet fandt hun så ud af at der ikke var kommet nogen til undervisningen, så vi slået os ned på hendes værelse så jeg kunne køle lidt af under en loftblæser. Pigerne på hjemme kom og spurgte om jeg ikke ville spille volleyball med dem, så vi hoppede ud i haven for at spille lidt bold i solen. Jeg fik det godt nok varmt, ikke så meget at selve spillet, men stod lige i eftermiddagssolen og kogte, mens pigerne samlede sig rundt om Kamilla som sad på sidelinjen. De var meget nysgerrige om havde åbenbart en masse spørgsmål som de ville stille mig, men de er ikke så gode til engelsk så de spurgte Kamilla i stedet, men hun kunne jo ikke svare på det meste, så det blev sådan lidt frem og tilbage. Det var rigtig hyggeligt at være der, pigerne er rigtig søde og der er en god stemning, i hvert fald når jeg er der. Forstanderen blev dog lidt sur på Kamilla da han troede at jeg skulle sove der og fordi jeg var inde på deres inderste område. Men det har jeg været før og Kamilla kender godt reglerne så, som hun også selv kom tilbage og sagde, forstår man ikke lige hvad hans problem var.

Dag 33 – Tog afsted til Matare

Jeg havde arrangeret at tage til Mirissa og se på hvaler da det var weekend og jeg ikke havde noget andet at tage mig til. Kamilla sagde at hun da godt ville med, og hun ville så mødes med mig i Mirissa om morgenen dagen efter for at tage båden ud sammen.

Jeg havde fået lov til at gå før tid på den lille skole for at tage hjem og pakke, så jeg kunne være klar til at tage bussen sammen med engelsklæreren. Hun sagde at hun gerne ville hjælpe mig med at finde den rigtige bus fra Hambantota, det var rart ikke at være alene om det når det nu var første gang jeg skulle til Matara alene. Det var da heller ikke nemt at finde den rigtige bus, for jeg havde fået afvide at jeg kunne stå af ved templet i Matara, men alle konduktører sagde at det kunne man ikke, så jeg endte med bare at tage en af busserne til Matara busstation og så skulle jeg skifte der.

Da jeg ankom til Matara busstation, kom der straks en mand som ville høre om jeg ikke vil have en guided tur, jeg afslog og sagde at jeg skulle bo på Metta templet. Han pegede da hen mod busserne og der kom en anden mand som viste mig vejen til den rigtige bus, jeg havde fået en lap fra læreren med navnet. Da jeg gik op i bussen, stak manden som havde hjulpet mig hånden ud og sagde at han ville have penge. Jeg spurgte ham hvorfor og han sagde at det var fordi han hjalp mig. Jeg sagde til ham at det var venligt af ham at hjælpe og så gik jeg op i bussen.

Det tempel jeg skulle sove i var det samme som jeg havde sovet i to nætter da jeg første gang ankom til Matara. Det er Loku Hamuduruwo’s hoved-tempel og lå lige overfor det tempel hvor han var blevet ”oplært” munk (Veherahena). Veherahena er rimelig kendt da der er opført en kæmpe stor Buddha statue, og dette gjorde det meget nemt at finde en bus og vide hvor jeg skulle af. Jeg var dog lige ved at hoppe af for tidligt, da jeg så skiltet med det rigtige navn på og en pil. Men en venlig ung mand, som gik på collage, hev fat i mig og sagde at der altså var 6 kilometer fra skiltet og ned til templet, så jeg skulle vente til næste gang med at stå af. Altid rart når folk lægger mærke til turister som er ved at klokke i den.

Da jeg kom op til Metta templet, så de to munke og den ældre som hjælper til lidt forvirrede ud. Det gav god mening da jeg så fandt ud af, ved at ringe til Kamilla, som forgæves havde forsøgt at ringe til mig mens jeg sad i bussen, og fik afvide at hun ikke havde kunnet få fat i templet, så de vidste ikke at jeg kom. Men de gik straks i gang med at rede op og gøre et værelse klar til mig, så det så ikke ud til at være et problem på nogen måde. Syntes stadig det er akavet når alle er så venlige, jeg føler hele tiden at jeg gerne vil hjælpe til men ikke får lov. Ikke negativt, men bare sådan at man jo gerne vil være med til at hjælpe med alt ting.

Maden blev serveret til aften, og jeg havde næsten ikke lyst til at spise noget fordi jeg var så nervøs for at der ikke var nok. De serverede nemlig ikke lige så meget som de gjorde den første gang jeg var der, og der tror jeg at de spiste det jeg så ikke spiste. Denne gang var der ikke så meget, så var i tvivl om, om de havde spist eller om de bare ikke havde lavet mere fordi de ikke vidste jeg kom. Det var super god mad, så det var svært at holde sig tilbage, men jeg ville ikke kunne sove hvis jeg skulle lægge og tænke på at de søde munke var gået sultne i seng.

Den lille munk, som kom for at sige at der var mad, spurgte også om jeg havde min tablet med. Han havde spillet på den sidste jeg var der, og kunne godt se hans øjne at det var noget han godt kunne lide. Men måtte desværre skuffe ham, da jeg ikke havde turdet tage den med når nu jeg skulle ud på vandet og sådan. Jeg lovede ham dog at jeg ville tage den med næste gang jeg kom forbi.

Båden sejlede kl. 6:30 dagen efter, så skulle på forhånd få en tuktuk til at hente mig ved templet kl. 5:15. Dette var noget af en udfordring at forklare tre som ikke kan engelsk, så det var godt at jeg havde lært mine tal og kunne snøre mig igennem med et ur og deres få engelske ord.

Selvom den ældre mand ikke kunne meget engelsk gav han ikke op, og så havde han det mest fantastiske bedstefar-smil, på trods af sine manglende seks midterste tænder i overmunden.

Efter aftensmaden kom der også en mand og spurgte ind til den tidlige transport, ikke fordi han kunne mere engelsk, men jeg kunne genkende ham fra at være chaufør for Loku Hamuduruwo. Jeg prøvede igen så godt jeg kunne og ja tror han fangede den.

Dag 31 – Man må godt forkæle sig selv nogle gange

På denne, min midt-ugentlige-fridag, tænkte at jeg tage ind til byen, bare for at lave et eller andet. Jeg spurgte Rangel om han ville med, håbet inderligt på at Nimar ikke ville sige at han også tog med. (Nimar kom tilbage dagen før, desværre) Først sagde Rangel ja, men da vi skulle afsted tror jeg ikke han gad, for han tog i hvert fald ikke med, det kan have været vi har snakket forbi hinanden. Han kan et par ord og sådan, men ikke længere sætninger og vi må ofte lige tage den et par gange, før vi er sikre på hvad vi siger til hinanden.

Så det endte med at jeg tog bussen alene, det var meget sjovt sådan at være alene i Sri Lanka for første gang rigtigt. Jeg kendte jo turen og havde været inde i byen før med pigerne, så det gjorde det selvfølgelig en del lettere. Da jeg ankom til stationen havde jeg læst i min guidebog om nogle steder jeg ville undersøge, såsom en restaurant, en internetcafe og en bar på et hotel. Jeg fandt restauranten først da man kunne se skiltet fra busstationen af, og den lå kun 50 meter væk fra hvor jeg stod af, så den var i hus og jeg skal helt sikkert spise der en dag. Det ligger oppe på 1. sal lige ud til vandet og havnen, så man kan lure på de travle fiskere eller hvad de nu laver når de kommer i havn.

Jeg gik videre op af hovedgaden for at finde en internet-cafe som jeg havde forstået skulle ligge en blok oppe af vejen. Det passede meget godt med hvad der stod i bogen, bortset fra adressen men tænker at den lå på et hjørne så det er nok der fejlen ligger. Jeg besluttede mig for ikke at gå ind, da jeg tænkte at jeg måske var heldig med at finde noget wifi på en cafe eller den bar som jeg ville prøve at finde. Det var bare meget rart at vide at den lå der, hvis jeg skulle på nettet med større behov end det jeg havde i forvejen.

Jeg vil indrømme at jeg nok ikke havde fundet internet-cafeen så hurtigt hvis ikke jeg havde fået hjælp med hvor hovedgaden lå. Næsten i det sekund jeg trådte ud af bussen, kom der to over og spurgte om jeg skulle have hjælp og hvad jeg ledte efter.

Jeg vendte snuden ud af byen, med et lille stop i Food City for lige at få noget koldt med at drikke. Der skulle ligge en bar med god udsigt på et strandhotel lidt ude fra centrum, og jeg tænkte at det skulle jeg finde. Så ifølge min guidebog, begyndte jeg at gå ud af en større vej og sigtede imod Tissamaharama. Det var sjovt at gå langs vejen med alle de lokale som kigger efter en, der er også enkelte som råber efter en, typisk en engelsk sætning som de ikke ved hvad betyder og egentlig også er ligeglade med svaret på. Der nogle som råber hvad man hedder eller hvordan man har det, men hvis man overvejer at svare, griner de bare eller går hurtigt fnisende videre. Det er lidt mærkeligt, som om at jeg er et rumvæsen eller en attraktion af en art.

Efter megen traven rundt og en enkelt hjælpeline fra en politimand, fandt jeg endelig hotellet. Det havde en stor og bevogtet indgang med en lang indkørsel, men så snart de ser en der ikke er lokal vinker de bare en igennem uden problemer.

I den store reception sad der kun en og snakkede i telefon, og hotellet virkede også rimelig dødt med hensyn til gæster. Der kom en venlig mand hen til mig og spurgte hvad jeg havde brug for, og han viste mig op til baren som lå på noget ligene 3. sals højde med flot udsigt udover stranden, men havnen til den ene side og kyst/strand til den anden. Jeg satte mig godt til rette som den eneste, udover et ældre par som sad og læste i hver deres bog. Fik forkælet mig selv med pommes frites og nogle virkelig lækre forårsruller, og ej at glemme en kold øl, det var lang tid siden jeg havde fået det.

Jeg tror jeg var der i en times tid plus det løse, det var rart at slappe af på en anden måde end det jeg kunne på Metta hjemmet. I baren følte jeg det som ferie afslapning kontra på Metta hvor jeg er mere utålmodig fordi jeg gerne vil lave noget hele tiden.

Efter mit lille luksus-hvil, ville jeg gå tilbage til Food City og købe nogle småting og så tage bussen hjem. Jeg var lidt bange for om bussen kørte, for Kumara sagde ”bus problem” efter kl. 13 og klokken var 13:05 da jeg gik fra hotellet som også lå et stykke ude.

Da jeg var kommet lidt op af vejen, var der en stemme fra den anden side af vejen der råbte ”Sir”, det viste sig at være Saharn, en af drenge som var stukket af. Han stod sammen med de andre som var stukket af, ude foran politistationen, de ventede på at skulle videre. Jeg blev introduceret for deres nye forstander det sted hvor de nu skulle være fremover, stedet ligger i Tangalla, midt imellem Matara og Hambantota. Fik småsnakket med drengene og forstanderen, fik også hans nummer så jeg kunne komme på besøg på et tidspunkt. Det var helt rart at se dem igen, de var jo forsvundet fra den ene dag til den anden, så havde ikke sådan mentalt eller fysisk sagt farvel til dem. Da jeg skulle til at gå sagde Saharn ”wait Sir”, han gik over til mig, jeg fik en klump i halsen, og han gik på knæ for mig (og tilbad. Kan stadig ikke lide det ord), og det gjorde de fleste af drengen så. Jeg var helt rørt over det, ved ikke om jeg lagde mere i det end de gjorde, men var rigtig glad for at de gjorde det. Kunne da heller ikke lade være med at lægge min hånd på deres hoved og skuldre, jeg har set andre gøre det som en slags anerkendelse og et ”kram” tilbage tror jeg det kan ses som. Så håber de kunne mærke at jeg ”krammede” tilbage.

De sku nogle søde drenge trods alt. Da jeg gik op ad vejen kom de også kørende forbi i flere minibusser og biler, og de vinkede alle sammen til mig. Simpelthen så kært og dejligt at se dem smile. Kan godt forstå hvorfor Kamilla er så glad for at være her.

Da jeg havde handlet og kom op til stationen prøvede jeg at huske på hvilken bus jeg skulle med. Var dog for meget i tvivl til bare at hoppe på en af dem, så spurgte en mand i uniform om hjælp. Mens han stod og tænkte over mit spørgsmål kom der en anden ældre mand over og viste præcis hvor jeg skulle hen, så han trak mig over til bus 300, som også var den jeg mente jeg skulle med. Han var fisker og kunne utrolig godt engelsk i forhold til andre og i forhold til hans erhverv. På den måde ment at det ikke er ofte en lokal fisker skal bruge engelsk. Jeg spurgte ind til hans sprogkundskaber og han fortalte sødt at man jo har meget nemmere ved at møde nye mennesker og rejse rundt i verden hvis man kan forskellige sprog. Jeg kunne jo kun give ham ret, specielt når man tænker på hvor jeg stod på lige netop det tidspunkt. Et meget behageligt møde med en af de mange venlige lokale.

Bussen var proppet med skolebørn som alle knapt kunne kigge på mig uden at fnise helt vildt. Nok mest pigerne, men det er sku meget sjovt at stå og kigge rundt og se blikkende og hovederne vende rundt.

En lille sjov ting jeg oplevede da jeg kom hjem og trissede lidt rundt i haven, jeg gik over til roserne og gik lige og tænkte at jeg altså måtte se at får taget et godt billede af den han-påfugl som jeg ved flyver rundt i bunden af haven. Midt som jeg står og kigger ned på en af roserne som har smidt sin blomst, hører jeg et højt skrat for et træ ikke langt fra mig, og påfuglen letter, flyver over hoved på mig og hen i et træ et stykke længere væk. Jeg var helt paf og stod lige og grinte lidt over at jeg fik et stå stort chok, den var alligevel en 5 meter over mig så det var jo ikke fordi den ligefrem prøvede at ramme mig eller noget. Men sku fedt at stå der og opleve sådan en flot fugl på så tæt hold i sit naturlige habitat. Det skal så lige siges at de larmer meget i løbet af dagen med deres fugle ”fløjt”, det er nærmere en skratten og det er ikke lavt.

Så er der da også gået en måned J (er i gang med at skrive en ”Livet i Sri Lanka – En typisk hverdag” til min Dag 18. Ved ikke lige om det bliver der den bliver lagt ind eller hvordan)

Dag 29 – Leg med eleverne efter skole

Til morgen fik jeg nogle lækre pandekager af en art med noget chili til, jeg gætter at det er fordi vi kun er to at vi bliver lidt forkælet, dagen før fik vi også short-eats. Short-eats er deres betegnelse for friturestegt butterdej eller anden dej med fyld af forskellige typer.

Det var første dag hvor jeg skulle være med til noget legedag på den lille skole efter skoletid. Inspektøren havde arrangeret det så han og engelsklæreren også ville være der. Vi skulle så lege med børnene og den vej lære dem engelsk samtidig. Vi lavede noget klassisk med en bold, som jeg så kastede til hvert af børnene og fik dem til at sige nogle korte sætninger som hvad de hedder eller hvad deres ynglingsfarve er osv.. Jeg syntes det fik rigtig godt og det virkede som om at eleverne også syntes det var sjovt. Der dukkede dog ”kun” 10 op, men det regnede meget den eftermiddag så det var derfor sagde inspektøren. Håber at dette kan blive endnu bedre og jeg aftalte også med inspektøren at vi skulle finde på flere forskellige lege da vi løb lidt tør efter halvanden times tid.

Da jeg kom hjem fik jeg ringet til Kamilla for at sludre lidt om hvordan jeg ville se om jeg kunne undervise mere i IT, og hvordan mulighederne var og sådan. Hun skulle selvfølgelig snakke med Banthe om det, og det var egentlig også det jeg var ude efter. Det og så om ham Nimar som jeg syntes var gået lidt over streget eller hvordan man skal udtrykke det. Kamilla var dog, heldigvis, lige så forarget over det som jeg var, og ville nævne det overfor Banthe. Ikke at det skulle blæses op, men føler dog at Kamilla i det mindste skulle have info om hvad han havde snakket om og sådan.

Jeg kunne godt mærke at det var meget lettende at komme ud med både det om Nimar og det om hvordan jeg gerne ville forme min fremtid i Sri Lanka som frivillig med den organisation som Kamilla repræsenterer.

Dag 27 - Der sker ikke så meget herude når der ikke er 12 drenge som fiser rundt

Blev vækket af Nimar og var rimelig træt da jeg ikke var gået i seng i god tid. Da jeg væltede ud af døren kunne jeg se at drengene var i gang med at læsse en minibus med deres ting, og pigerne skulle også med. Jeg havde ellers fået afvide af Dilani at hende og Deshika først ville tage af sted hen af eftermiddagen, men vi er jo i Sri Lanka.

Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv, drengene virkede glade, men jeg tror ikke det var gået op for dem hvad der var sket og hvor usikker deres fremtid egentlig var lige på det tidspunkt. Jeg ville så gerne give dem alle en ordentlig krammer, men det gør man ikke rigtig der, så jeg måtte ”nøjes” med det sædvanlige klap på hoved da de tog afsted og ”tilbad” mig en sidste gang. (Hvis jeg ikke har forklaret tilbad, er det hvor de sætter sig på knæ bukker hovedet ned til ens fødder, markere eller røre fødderne og samler håndfladerne igen og rejser sig op)

Ved ikke om det var søvn eller sørgmodighed, men havde lidt våde øjne da de kørte væk. Det var ikke fordi jeg havde kendt dem særlig længe, og de skulle jo nok komme tilbage snart, som jeg forstod det, men jeg tror det er tanken om at de nu også skulle det her igennem.

Dilani sagde at hun også ville komme på besøg i den nære fremtid, men lad os nu se hvad tiden bringer. Det har været nogle hårde dage for hende som ansvarlig, jeg under hende at komme hjem og forhåbentlig kunne sove og slappe lidt af inden hun starter på skole.

Så stod jeg der, uden drengene og med Dilani’s afgang, uden nogen at snakke engelsk med. Nimar og Rangel, som den anden unge mand hedder der også skulle være her, kunne ikke rigtig engelsk, så det var en udfordring til tider.

Det var en meget pudsig situation som jeg fandt mig selv i på det tidspunkt, nærmest alene ude på landet i et land hvor engelsk ikke ligefrem var noget alle kunne snakke.

Tiden gik meget langsomt og bortset fra nogle kraftige regnskyl, var der ikke meget jeg kunne lave andet end at løbe efter mit vasketøj som hang til tørre. Nimar satte sig, som han havde gjort dagene før, ude foran og jeg tænkte at jeg ville holde ham lidt med selvskab. Noget jeg fortrød da han endelig begyndte at snakke til mig. Han var ubehagelig direkte og spurgte om nogle meget personlige spørgsmål, sexuelle spørgsmål om pigerne og mig, jeg fandt aldrig helt ud af hvorfor han var så direkte. Han var det kun når det var mig og ham, da Rangel kom over snakkede han nemlig kun med ham. Han var meget billedlig med sine hænder da vi ikke rigtig forstod hinanden, men jeg kom da frem til at han var meget sex-fikseret og ville vide ting om min krop. Jeg håber at han bare var nysgerrig på en dum måde, og han var da også harmløs, men jeg håber ikke han er lige så direkte overfor f.eks. andre udlændinge og specielt ikke piger.

Nimar skulle, heldigvis, tilbage til Matara om eftermiddagen, og jeg sad praktisk talt og talte minutterne til han gik, havde ikke rigtig lyst til at snakke med ham efter hans livlige forsøg på at høre om mit sexliv.

Roen lagde sig hurtigt da det kun var mig og Rangel tilbage. Mad-moren, som kommer tre gange om dagen, kom selvfølgelig forbi og sagde hej, men så var det også det. Han virker meget flink ham Rangel, han siger ikke så meget tror også han er lidt yngre end pigerne, men har et venligt ansigt. Han er søn af en som Banthe kender mener jeg det var noget med.

Mit bud er at der går en uges tid, så er drengene tilbage, eller dem der er tilbage af dem. Det er jo kun de seks umiddelbart der skal tilbage til hjemme igen når der kommer nyt personale. Jeg håber bare at jeg ikke går død i det hele nu hvor jeg skal underholde mig selv i en hel uge herude. Inspektøren ville vist holde noget legedag med børnene på den lille skole om mandagen. Håber det bliver til noget.

Dag 26 - Hmm hvad nu

Da jeg kom hjem fra skole var de drenge, som var stukket af, stadig ikke kommet tilbage og Dilani var heller ikke til at finde nogle steder. Jeg tænkte at jeg ville tage det lidt som det kom og efter lidt mad lagde jeg mig ind på sengen for at slappe lidt af, varmen gør mig meget træt til tiden og kan godt forstå at de hviler sig nogle gange. Jeg blev vækket af ham manden som var ankommet dagen før, han hedder Nimar og bliver kaldt sikkerhedsmanden.

Jeg tumlede op og over for at vaske lidt tøj, jeg havde også vasket to dage før men det lugtede sjovt så ville prøve igen med to t-shirts for at se om det var fordi jeg ikke havde været grundig nok.

Ovre ved bruserne, som vi også bruger til tøjvask, stod nogle af drengene og legede, da jeg gik forbi den ene af dem kaldte han mig til sig. Han sagde at de ville rejse i morgen til Matara og han kunne ikke forklare hvornår de kom tilbage. Dette gjorde mig lidt urolig for hvad der skulle til at ske, for jeg har intet hørt fra hverken Dilani, Kamilla eller nogle af de andre. Så efter jeg havde vasket gik jeg over og satte mig uden foran hovedbygningen hvor vi ofte sidder og slapper af. Der sad den nye pige Deshika og Nimar, og jeg tænkte at jeg måtte prøve at få noget ud af dem. Det jeg fik ud af dem var at pigen skulle rejse dagen efter, samme dag som drengen og Dilani også skulle med, og jeg skulle blive tilbage med Nimar. Da jeg spurgte om hvornår de ville komme tilbage, sagde hun bare ”nej”. Nu havde jeg fået noget og tænke over og så mig nød til at ringe til Kamilla.

Kamilla fortalte mig at drengene som var stukket af dagen før, for det første havde planlagt det i længere tid, da havde stjålet penge, nøgler til cyklerne og sørget for at cyklerne var klar til at bruge. (Set i bakspejlet er det sjovt at tænke på at de cyklede rundt for et par dage siden og legede med cyklerne for første gang siden jeg ankom, og så var det egentlig med en bagtanke) For det andet havde drengene sagt til politiet af de var blevet mishandlet og ikke fået mad nok og sådan. Så politiet var nød til at køre en længere sag på det, og Banthe var blevet rådet til at skifte al personale ud. Dette gjorde så at Banthe havde besluttet at han ikke ville have at drengene kom tilbage, i hvert fald ikke lige med det samme, som Kamilla havde forstået det mente han at så måtte de jo prøve andre drengehjem og se om det var bedre for dem. Da al personalet skulle udskiftes blev de drenge som var blevet tilbage nød til at være på et andet hjem indtil der blev fundet nyt personale. Dette var så grunden til at de skulle til Matara, der var åbenbart flere hjem der de kunne være på midlertidigt.

Midt i alt det her stod jeg og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv. Kamilla sagde at jeg egentlig ikke skulle tage mig af det og skulle fortsætte som jeg havde gjort indtil da, og det var jo også fint, det var bare en mærkelig situation. Jeg håber ikke at jeg skal være for lang tid alene med Nimar, vi kan dårligt snakke sammen og så er vi kun os to og ingen andre.

Dag 25 - Drengene smuttet midt om natten

Jeg kunne ikke sove natten før da jeg havde en slem hovedpine. Vejret havde været meget varmt og jeg havde været lidt aktiv, så Dilani sagde at det nok var derfor. Jeg drikker også for lidt vand, det er som om det bare forsvinder, sammen med maden, jeg tisser kun én gang om dagen og ja det andet måske hver tredje dag.

Men i hvert fald lå jeg der og kunne ikke rigtig finde ro i kroppen, da jeg hørte nogle snakke udenfor, og klokken var lidt i 2, så jeg syntes det var lidt mystisk, men jeg kunne genkende Dilani’s stemme så skrev en sms til hende. Hun svarede ikke, men jeg tænkte at det nok bare var nogle problemer med strømmen eller noget, og jeg gad ikke hoppe ud af mit myggenet for at skulle ind igen. Så lagde mig til at sove, eller fortsatte med at prøve. Min manglende søvn gjorde også at jeg var nødsaget til at lægge mig syg på dag 25 da jeg stadig havde lidt hovedpine og havde sovet et par timer max.

Da jeg stod op var Banthe kommet og der stod en del mennesker ude foran min dør, da mit værelse ligger lige ved siden af kontoret i hovedbygningen. Det var nogle af drengenes forældre som var kommet fordi 6-8 af drengene var taget afsted midt om natten, på cykel og uden lys havde de cyklet ca.10 km ud til en af drengenes bedstemor. Vejene er ikke oplyst og Dilani var, forståeligt nok, været helt ude af den og havde ikke sovet meget om natten. Politiet havde fundet drengene hos bedstemoren ved 3 tiden, som jeg forstod det havde de fået en liste med adresser på forældre og familie i nærheden og så bare startet fra en ende af. Der er åbenbart en meget seriøs sag for politiet, og da drengene blev fundet blev de også kørt direkte til politistationen, hvor de skulle blive til dagen efter.

Jeg fik forklaret at det var grundet noget disciplinering at drengene må have fået nok eller hvordan man skal sige det. Men som Banthe siger skal der jo opdragelse til, og når man har 12 unge drenge må man ikke slingre, så der kan nogle gange virke som hårdt eller for meget, men jeg tror også at det er nødvendigt langt af vejen.

Det resulterede i at der var en mand som hjalp til mens Dilani var rundt og havde travlt. Det var en som Banthe havde med, og jeg gætter på at han er en som hjælper til når der er brug for en mand. Han kunne desværre ikke engelsk, men han virkede rigtig flink. Han kom også med da han så jeg tog med drengene ud for at spille cricket i haven. Det var helt hyggeligt at spille med de små, og fordi de ”kun” var 6, kunne man ”snakke” med dem meget bedre. Det er utroligt hvor meget mere overskueligt det hele ser ud når der lige er det færre som løber rundt. Så genovervejer man lige hvor mange børn man egentlig selv vil have når det kommer dertil :P

Jeg brugte lejligheden til at få snakket med Banthe om mine bekymringer for undervisningen på skolerne og om der ikke var andre ting jeg kunne hjælpe med. Jeg ved han har et værksted i Colombo som står for reparationer af Metta’s computere og hvis han får nogle maskiner som ikke virker for en billig penge eller gratis så smider han dem derind så kigger de på dem. Så vi snakkede om at jeg kunne tage derind en weekend og se hvad de laver og se om jeg kan komme med nogle forbedringer og give dem nogle tips til hvis der var noget de ikke kunne finde ud af. Han havde også noget program i området som han ville kigge på om jeg kunne hjælpe der også. Vi snakkede også om at ændre den it-undervisning jeg ville kører om lørdagen til at være for lærere og måske i hverdagene hvis dette passede bedre med lærerene. Hvis jeg kan lave nogle gode programmer for undervisning af lærerene, kan de måske bruge det jeg lærer dem til at undervise eleverne, og så går jeg den vej i stedet for at jeg skal undervise unge som ikke forstår mig. Jeg kan mærke på mig selv at det var bedre for mig at gøre sådan, så jeg håber vi kan rykke rundt på det hele så det bliver mere i den retning.

Dag 24 – Banthe og Kamilla kom på besøg og Chathu tog hjem

Da Dilani og Deshika skulle ind på hospitalet og se til Ajith om formiddagen, så jeg mit snit til at tage med ind til byen. Det var onsdag og derfor min ugentlige fridag, så ville prøve at få noget ud af den udover at vaske tøj. Vi tog bussen kl. 10:30, det var helt behageligt at køre med den bus, der var fin plads og jeg kunne rent faktisk sidde ned og nyde turen. Den danske stat kunne godt lære noget af priserne på offentlig transport hernede, 22 Rupees eller præcis 1 dansk krone for koster det er blive kørt det der svare til 5 kilometer ville jeg skyde på. Så skal man selvfølgelig have med at det kan være den bryder sammen undervejs, da busserne er old gamle, bustiderne er rimelig fleksible eller hvad man skal kalde det. Men prisen kan man ikke sætte en finger på.

Vi hoppede af på stationen og hoppede over i Food City som ligger 5 min gang derfra, vi havde tid nok for der var først besøgstid kl. 12.

Efter lidt tullen rundt kom vi ud og jeg havde købt is til de to piger, som vi gik ned til stranden for at nyde lidt. Hambantota er en fiskerby som vist er i noget udvikling grundet nogle kinesiske investorer som er i gang med at rykke ind. Det er ikke til at se på selve byen endnu, men der er nogle byggeprojekter rundt omkring i oplandet. Specielt en større kontorbygning toner op når man kører ind til byen, den stikker meget ud med sin glasfacade og prangende byggestil til forskel for den typiske srilankanske. Jeg tog for resten et billede af stranden som jeg vil lægge ud hurtigst muligt.

Efter is gik vi op på posthuset med et brev og så ned til hospitalet. Det var en meget varm da, og vejen op til og tilbage fra posthuset var meget stejl og jeg fik da også min del af sved på panden. Men det var egentlig første gang jeg kunne gå og kigge på livet i byen og hvordan hverdagen er for de lokale, det var rigtig hyggeligt.

Da vi kom hjem var det meningen at Banthe og Kamilla skulle have kommet, men de var forsinket så jeg tog mig en lille lur. Var blevet meget træt af at gå rundt i varmen og så busturen hjem, som var en tro kopi af hvordan jeg husker min første bustur med pigerne til markedet, dog ikke lige så slem, men stadig godt trængt. Det gjorde det ikke bedre at vi gik ind i bussen for at vente en halv time på at den kørte, så stod man der i næsten stillestående luft og bare kunne mærke sveden komme.

De var hyggeligt at snakke med Kamilla igen, jeg tror det var det at kunne snakke dansk og ikke skulle tænke på udtalelse om sådan der gjorde det bare det ekstra godt. Vi snakkede om undervisning primært, og jeg prøvede at få nogle tips til hvordan jeg kunne prøve at undervise på andre måder end den ”klassiske” jeg indtil videre havde prøvet. Hun forklarede at jeg kunne prøve at synge nogle af deres engelske sange med dem, det er nogle børnerim de åbenbart lærer fra små af. Tegne, male og hvad jeg ellers kunne finde på ville også være en mulighed, men jeg er bare ikke så god til at være kreativ på den kunstneriske måde, så nu må jeg jo prøve at se om jeg kan få det ud på en god måde alligevel. Vi snakkede også om at jeg skulle være bedre til at nedjustere mine mål med hensyn til børnene i dette område. Det tror jeg er et vigtigt punkt for mig at fokusere på, specielt da jeg trods alt ikke skal være her længere end 2 måneder.

Jeg føler bare at det hele roder meget lige nu, med undervisningen som ikke kører og begge piger som jeg kan snakke engelsk med tager afsted. Det er godt gået af Kamilla at hun har klaret det så godt, og håber lidt at hun også havde startproblemer, for der virker lidt håbløst til tider at stå som jeg gør. Man vil gerne gøre en forskel, men føler egentlig bare at man er i vejen. Jeg har overhoved ikke mistet modet, det er ikke det, men jeg glæder mig til at kunne se tilbage på denne tid og forhåbentlig står stærkere.

Med sig i bilen var også en anden frivillig fra canada, jeg fik desværre ikke fat i navnet på denne middelaldrene dame, men fik en fin snak med hende om hvor hun havde været og hvad hun havde oplevet. Hun var nødsaget til at tage hjem da hendes ankel var blevet slemt forstuvet eller der var noget helt galt med den i hvert fald.

Hendes mand og hende var begyndt at arbejde som frivillige for 10 år siden, og havde været i det meste af Asien, og det lød ikke til at det var noget de ville stoppe med foreløbig. Det lød virkeligt fedt at de havde valgt at leve på den måde. Jeg har selv lidt en drøm om at netop gøre som de gør, men alt skal jo være på plads for at det kan lade sig gøre. Manden arbejdede som selvstændig gulvmand, og så lød det til at de havde levet ”let” uden de større unødvendige udgifter.

Da Banthe og Kamilla skulle til at køre kom Chahu over til mig med sin taske og sagde at hun tog med dem videre. Hun havde godt nævnt at hun tog afsted den dag, men havde lidt glemt det og jeg vidste ikke at det var med Banthe. Det var lidt overvældene at hun bare sådan lige pludselig tog adfsted, følte ikke rigtig at jeg fik sagt ordenligt farvel, og de giver jo ikke kram så det er som om man ikke får taget afsked. Det var ærgerligt at hun skulle afsted, vi havde fået et meget godt system op og køre med drengene hvor jeg underviste hende og hun så hjalp mig med at undervise drengene. Men det kan man jo ikke holde hende her for. Hun og Dilani skulle jo begynde på Universitet og skulle to uger på et program som var krævet for at starte.

Dag 23 – Svært at undervise alene når jeg kun kan engelsk og de kun kan Sinhala

Mit nye skema til den større skole gør at jeg først skal møde 40 min senere, eller jeg har ikke nogen klasse før der. Så jeg gik ud fra at jeg kunne blive kørt af Kumara på motorcyklen til den tid så jeg ikke behøvede at sidde på skolen og glo i en hel time. I forvejen havde de morgenbøn på ca. 20 min hver morgen hvor man/jeg også bare står eller sidder og glor.

Jeg blev vækket af Dilani som spurgte om jeg ikke skulle med i bussen som jeg plejede, og jeg fortalte hende at jeg helst bare ville blive kørt senere. Dette var åbenbart ikke muligt, grundet at motorcyklen ikke havde nok benzin sagde hun, så jeg skulle med bussen som ville køre om 5 min. Jeg prøvede at forklare min idé igen i håbet om en misforståelse, men hun sagde at de kunne vente max 15 min og så ville bussen køre, så jeg hoppede i bad og skyndte mig. Var klar efter 6 minutter men der var bussen kørt, jeg spurgte Dilani hvorfor men hun var bare forvirret over at jeg ikke var kommet med bussen. Irriterende når hun ikke selv ved hvad hun siger, det sker alligevel ofte at de siger en ting, hvis jeg så spørg igen kan de sige præcis det modsatte.

Jeg tænkte at jeg bare kunne tage en af de offentlige busser, det gør alle de andre børn, og efter morgenmad gik jeg ned til busstoppestedet, pigerne fulgte med for at hjælpe med at forklare hvor jeg sku af. Der kom en af deres venner forbi på motorcykel og de stoppede ham og spurgte om han kunne kører mig, det kunne han godt. Jeg kunne genkende ham fra markedet, de havde stået og snakket en del med ham da vi var ude og handle. Han virkede flink og på trods af at jeg ikke havde nogen hjelm følte jeg at han kørte sikkert, dog en del hurtigere end Kumara, jeg fik tåre i hele hovedet, men følte mig ikke utryg.

Da jeg troppede ind på lærerværelset var der tre andre. Den ene henvendte sig til mig og sagde at hunsyntes jeg var stolt og/eller arrogant. Hende præcise udtalelse var ”I think you are proud…What’s another word the it…oh arrogant”, jeg fangede ikke hende første “proud” før hun fandt hendes andet ord at krydre det med. Men jeg blev lidt overrasket over den direkthed og blev selvfølgelig også lidt hyldet ud af den efter en sådan bemærkning. Men jeg sagde til hende at det syntes jeg bestemt ikke at jeg var, men hun skulle til time så vi fik ikke snakket mere om det. Jeg tror godt jeg ved hvad hun mener, jeg er meget stille i f.eks. frokostpausen og siger oftest nej tak til alt de tilbyder mig, og det er ikke så lidt, lige fra diverse spise til tea, selvfølgelig. Men de snakker alle sammen Sinhala til hinanden og hver gang jeg prøver at konversere bliver det altid noget rod da de heller ikke er så skarpe til engelsk. Så snakker kun med engelsklæreren og it-læreren. Jeg nævnte også hvad jeg havde fået afvide til it-læreren, som hedder Subahni, og hun sagde at den anden lærer også havde snakket med hende om det, men hun sagde at hun havde prøvet at forklare at jeg altså ikke var sådan når jeg havde time og snakkede med hende, så jeg tænker at det bare er en misforståelse eller hvad man kan kalde det.

Der var meget rod i skemaet på skolen den dag, de havde fået nyt skema ugen før så det var nok noget eftermén fra det som ikke var blevet rettet. Den første klasse vi skulle have dukkede i hvert fald aldrig op, og senere på dagen skulle vi, ifølge skemaet, have tre klasser på en gang. Oven i dette rod, var engelsklæreren til begravelse så jeg skulle være alene i de timer hvor jeg skulle følge hende.

Dette resulterede i at jeg havde en 7. klasse og en 10. klasse helt selv, hvilket var noget af en udfordring. Jeg prøvede virkelig at gribe tyren ved hornene og bare gå i gang med det de nu var nået til, men begge steder så jeg mig nødsaget til at få starte på noget helt andet og meget mere simpelt fordi jeg ikke mente at de alligevel fattede hvad jeg snakkede om hvis jeg skulle følge hvad der stod i bogen. Problemet er at de er så dårlige at læreren normalt giver dem alle svarende og bære dem igennem opgaverne, men det kan og vil jeg ikke. Jeg kan ikke for jeg kan ikke forklare dem det på Sinhala og de forstår ikke sætninger der indeholder mere end to max tre ord. Så jeg prøvede nogle simple oversættelser og fik dem til at læse og lave nogle lektier hjemme med at finde ord i deres ordbog så de kunne forøge deres ordforåd. Det er svært når man bliver kastet ud i det på den måde, men med lidt hjælp fra nogle af de andre lærer som kunne oversætte og hjælpe med de oversættelser børnene havde lavet, så gik det okay syntes jeg. Den mandlige lærer som jeg ikke er så glad for, hjalp det ene sted, og kom med ”don’t be afraid, don’t be scared of the kids”, han mente det sikkert venligt, men det havde jeg bare ikke lige brug for at høre lige der. Har aldrig undervist før, alene, kan ikke sproget og er ikke forberedt. Snakkede også med Subahna om ham fordi jeg var nysgerrig om det var mig der havde misforstået hans fremtoning, men hun syntes også at han var mærkelig.

Der findes nogle børn som ikke er ment til at få en uddannelse, det erfarede jeg mange gange både på skolen og på hjemmet. Jeg kunne stå i klassen og nærmest råbe det rigtige svar til en elev som bare ville kigge på mig, måske smile, ellers bare ligne en stor undskyldning. Jeg måtte spørge sidemanden flere gange om han ikke kunne svare mig på om han ikke forstod mig eller om hvad der var galt. Men de vidste det godt, de skulle bare have det overstået og videre i ”systemet”. Der kom jeg i tanke om nogle af de ting min storebror, som er folkeskolelærer, fortæller om nogle af de børn han underviser. Der er også nogle ind imellem som bare skal bestå, hvis de er så heldige, og så videre på en erhvervsskole hvor de kan bruge deres hænder til noget fornuftigt. Man vender sig nok til det.

Endnu en dreng skulle på hospitalet, noget med hans næse. Det er lidt underligt deres system, som jeg forstod det skulle han overnatte fordi lægen først kunne se til ham dagen efter. Men det virkede ikke som noget alvorlig så ved ikke hvorfor det hastede med at få ham derop og ikke bar vente til dagen efter, hvor vi alligevel skal op og se til ham.

Der ankom en ny pige til aften som skal overtage for Dilani når hun og Chathu skal på skole. Hun virker flink nok, men hun kan så ikke engelsk, så tror jeg går en svær tid i møde hvor jeg kun kan snakke Sinhala, og det er jeg bestemt ikke god til endnu. Mit ordforåd kan nok tælles på to hænder. Hun hedder Deshika.

Dag 20 - Første it-klasse

Banthe, som overmunken også bliver kaldt, kom på besøg om morgenen for at se til børnehaveklassen som er på området. Vi fik også snakket lidt om skole og den it-klasse som jeg skulle holde kl 9-11 den dag og fremover hver lørdag. Han havde medbragt 5-7 pc’er som vi kunne bruge som supplement til vores nuværende 4 maskiner, så vi har en større kapacitet og kan undervise flere af gangen.

Jeg gik i gang med at klargøre computerrummet med de ”nye” computere som var en blanding af desktop og bærbare computere. Chatuh var allerede gået i gang med hjælp fra nogle a drengene, så der var kabel-helvede da vi var færdige, men det var svært at undgå med det antal stik vi havde og rummets opbygning og så videre og så videre. Jeg havde fået afvide af inspektøren på den lille skole at der ville dukke minimum fem op, og måske seks. Den første elev kom 10 min for sent, men det er vist Sri Lanka stilen at man kommer når man kommer, og han sagde da også at der ville komme ni i alt, så jeg glædede mig til at komme i gang. Men efter 10 yderligere minutter måtte vi starte, men kun den ene elev og så hev jeg nogle af drengene, som havde hjulpet med opsætningen, med ind til klassen.

Det viste sig hurtigt at både min forklaring på engelsk var ubrugelig og det materiale som jeg havde lavet, på engelsk, ligeså godt kunne have været på russisk. Chatuh måtte forklare alt om igen og vi måtte begge rende rundt og hjælpe med alt de skulle lave. Vi snakker om simpel tekstformatering såsom fed, kursiv og understreget og indsættelse af billeder. Det er ikke fordi jeg er bange for at tage fat og give den en skalle med at undervise børnene i alt de vil vide, det er bare meget svært når jeg ikke kan kommunikere med dem direkte. Enten skal jeg tegne og vise alt, eller også skal jeg have tolk på.

Mit problem er bare at jeg snakkede med Chatuh senere på dagen og hun og Dilani skal på noget træningslejr af en art i to uger februar, så jeg bliver næsten nød til at stoppe min it-klasse mens hun er væk, og så vil den nærmest ikke have kørt. Så jeg skal lige have talt med Banthe og inspektøren om hvad vi gør, for jeg kan ikke have en klasse uden hjælp fra en som kan sproget så de kan få tingene forklaret så de forstår det.

Den træningslejr pigerne skal på, lyder mest som en blanding mellem rekruttid og husmorskole. De sagde at de skulle lave fysiske øvelser hver dag, lave mad, lave noget kunst tror jeg de snakkede om også. Dette var noget de skulle på før de kunne blive optaget på universitetet, og det var kun i to uger. Det lød mega mærkeligt, men må lige spørge lidt mere ind til det så jeg kan finde ud af hva faen det er for noget.

Men det betyder i hvert fald at de begge er ude de to sidste uger i februar og så starter de på universitet slut marts. Så for det første er jeg nærmest alene de to uger de er væk, med mindre der kommer nogle andre og erstatter dem som jeg virkelig håber der gør, for jeg ville ikke kunne holde Aeysha ud alene og så samtidig se til alle drengene som ikke forstår hvad jeg siger. Og hvad sker der når de tager på uni, så er vi kun mig og Aeysha igen, og Aeysha tager i hvert fald ikke noget der ligne ansvar, så håber virkelig der kommer nogle nye/andre til den tid. Men mon ikke Banthe har styr på det.

Jeg havde snakket med en af lærerne to dage før, og han sagde at jeg nok helst skulle have lange bukser, sko og hvid skjorte på når jeg underviste. Jeg fik ikke snakket med inspektøren om dette, så tænkte at det nok var en god idé, også fordi alle andre havde det og var ikke kommet der for at lave oprør. Ville egentlig helst ignorer den lærer som fortalte mig det, han var meget ucharmerende og blev ved med at kalde engelsk læreren for fed, også selvom jeg rettede ham og sagde stor flere gange. Han var også en stolt ungkarl på 45 og underviste i kunst, og så begyndte han selvfølgelig at synge til mig under frokostpausen, jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, vi sad stille og roligt og snakke om Sri Lanka og Danmark løst. Så lige pludselig begyndte han at synge på Sinhala, jeg tror det var fordi de snakkede om at jeg ikke forstod sproget og så ville han vel vise mig hvor smukt det var. Jeg gætter bare, for han snakkede nemlig videre lige efter som om intet var hændt.

Så hen på eftermiddagen skulle jeg ind til byen for at købe nogle småting som jeg manglede, f.eks. skulle jeg få fat i noget tøj som jeg kunne have på i skolen. Kumare kørte mig på hjemmets motorcykel, han havde heldigvis husket en hjelm til mig denne gang, så jeg var sådan rimelig tryg ved at sidder bagpå. Vi kom da også sikkert ind til Hambantota by og vi kørte ned til en mindre gade hvor der lå en masse butikker.

Da jeg skulle prøve bukser og skjorte blev jeg henvist til deres prøverum, som bogstaveligt var et skab med en lille pære indeni. På skiltet stod der ”Fiton Room”, jeg ved ikke om det er slang eller bare en gevaldig stavefejl eller tre, men ikke desto mindre nok til at jeg måtte trække på smilebåndet. Inde i skabet var der omkring 30 grader og selvfølgelig ingen udluftning, så det var rart at være dansker som skulle også tage min svedige t-shirt af uden at kunne tage armene overhovedet på grund af sin højde, eller måske rettere skabets højde, som resulterede i at jeg måtte stå konstant foroverbøjet. Ikke den mest behagelige oplevelse, men jeg kunne trøste mig med at tøjet var billigt.

Efter andre småstop, kørte vi ind til et supermarked. Jeg havde ikke været i et supermarked siden Colombo og følte mig helt hjemme igen, med rene hylder og vare man kunne genkende og sådan. Det viste sig også hurtigt at jeg ikke var den eneste hvide som blev tiltrukket af den slags, jeg kiggede rundt og der var dobbelt så mange hvide lige der end mørke. Jeg havde Kumare med så ville ikke bruge for meget tid derinde, men tog da lige i runde for at se hvad de havde af ting og sager, og udvalget var ganske fint så det er langt fra sidste gang jeg kommer der forbi. Da vi kom hjem kunne jeg byde pigerne på chokolade og vi ved jo alle at piger elsker chokolade, så de blev glade. Jeg fandt dog ud af at jeg havde glemt myggesalve som jeg bruger hver dag, om aftenen så jeg ikke bliver stukket ihjel når jeg spiser aftensmad, så jeg håber der nogen som skal i byen igen indenfor et par dage.

Men fik da købt noget imod kakerlakker og myg. Så jeg nukede hele mit værelse imod myg og hele badeværelset imod kakerlakker da jeg kom hjem. Så må jeg se hvordan resultatet bliver.

Dilip havde sin bedstemor og lillebror på besøg, det var rart at se ham så glad. Han virker meget ramt af sin situation, han har en hårdere ”skal” end de andre drenge, sådan meget bestemt. Som jeg har forstået det er det det eneste familie han har, jeg kan ikke huske præcis hvad der var sket, men mener det var noget med en død far og en mor som var taget til udlandet for at arbejde.

Det er ikke de første besøg jeg har set komme. For et par dage siden var der et forældrepar forbi og besøgte en af drengene. Det virkede lidt underligt at de kom og besøgte deres barn på den måde, men de må vel ikke have muligheden for at forsørge ham siden det er det de har valgt.

Til aften snakkede jeg med Chatuh om hvad jeg skulle efter det her, og jeg fortalte at jeg skulle videre til et andet lignende projekt i Galle. Jeg spurgte hende om hun havde været der, hun svarede nej til min forundring da det ikke ligger langt fra hendes fødeby og Galle er en større by som jeg har forstået det. Men jeg kom frem til at hun egentlig ikke rigtig havde rejst sådan overhoved ikke. Det kunne jeg ikke forstå at hun ikke havde lyst til, så jeg spurgte hende hvorfor og hun svarede at jeg f.eks. jo alligevel ville glemme hende om dem om et års tid og hvorfor så overhoved gøre det. Jeg kunne ikke følge hende tankegang da jeg bestemt ikke har tænkt mig at glemme hende og alt det andet, hvilket er en af grundene til at jeg holder denne blog/dagbog. Men jeg ville ikke begynde at grave for meget i det da hun jo har ret til sit synspunkt. Men kunne ikke lade være med at hive gamle Andersen op, og fortalte hende at en dansk forfatter engang havde sagt at rejse er at leve. Ikke at jeg er helt enig, men jeg forstå pointen og jeg tror også hun fangede hvad jeg mente.

Dag 19

I dag i skolen havde jeg fjerde og femte klasse med den lokale engelsklærer. Skolen var lidt i krise da der manglede tre lærere grundet sygdom eller noget, så inspektøren havde nok at se til den dag. Jeg fik også mærket det på mig selv da jeg pludselig stod med en klasse alene, fordi engelsklæren skulle hjælpe med noget i en anden klasse. Jeg prøvede at fortsætte med det de var nået til i deres bog, men for det første var det fredag eftermiddag, for det andet var de ikke så gode til engelsk at de fangede mere end et ord af mine ellers simple sætninger, og for det tredje syntes de det var liiidt sjovere at afprøve deres engelskkundskaber af på mig med sætninger som ”whatsyourname”, som var det indøvet og i deres hoved et enkelt ord. Ikke at de ved hvad de tre ord står for enkeltvis, men blot at et svar på det ville være mit navn. Dette udartede sig til et mindre helvede da jeg samtidigt forsøgte at holde styr på klassen og forsætte undervisningen for de tre af eleverne som gerne ville høre mere om højre/venstre/ligeud (hvis man ikke har gættet kønnet på de tre elever, kan jeg afsløre at de havde langt hår alle tre). For at krydre min situation begyndte det at regne ned med små stykker skridt på mig og ned på klassegulvet. Dette er muligt da muren ikke går helt op, men når den når taget er der blot noget ståltrådsnet af en art som der snildt kan flyve ting igennem i den rette størrelse. Først prøvede jeg at ignorere det, men da jeg fik en i hovedet måtte jeg gå ind ved siden af hvor klassen, som jeg havde haft tidligere på dagen, sad uden lærer. Med tre lærer syge er dette nok uundgåeligt på en så lille skole, men jeg begriber ikke hvorfor disse seks børn ikke er blevet sendt hjem eller ud og lege, at have dem til at sidde og glo ind i en tom tavle er selvmord som mit klasseværelse var blevet et fint bevis på, med to håndfulde kridt.

Alt dette resulterede i at mange af drengene fik en over nallerne med en kvist, he jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, det så komisk ud da drengene skulle række deres hånd frem og få et smæld. Det så heldigvis sjovere ud end det gjorde ondt kunne man godt se på drengene, men det er åbenbart sådan de gør her. Inspektøren var også helt forlegen over at det var sket for mig, tror det er noget med at jeg er gæst og sådan der gjorde det værre end ”normalt”.

Moren tog videre i dag, hun har haft en forfærdelig hovedpine på det sidste og måtte tage til lægen i Colombo hvor hun bor for at blive undersøgt. Senere fik jeg afvide af Dilani at hun var blevet indlagt, men det lød ikke som noget seriøst. Jeg syntes dog at det er mega ærgerligt at hun ikke er her mere, hun var virkelig god til at hjælpe mig med sproget og så var hun bare hyggelig at snakke med. Hun sagde til mig, i morges før jeg tog i skole, at hun måske ikke kom tilbage grundet hovedpinen, men at hun gerne selv ville komme hvis der var mulighed for det og hendes sagde god for det.

Jeg blev færdig med undervisningsmaterialet, til min første it klasse som jeg selv står for, og en mindre guide om aftenen, i samarbejde med Chatuh som også har lovet at hjælpe mig da jeg nok får nogle sprog-problemer med de unge kid. Så må vi se i morgen om det kommer til at fungere.

Ha ha kan godt se at jeg skriver skiftevis i datid og nutid :P Ingen kommentarer til det tak ;)